Svenske boghandlere angriber bogklubberMed en klage til konkurrencerådet,
har den svenske boghandlerforening taget et kraftigt skridt mod de svenske bogklubber.
Forfatternes procentvise royalty er typisk 40 procent lavere i bogklubber end i
boghandlen. Det opfatter de svenske boghandlere som unfair og diskriminerende konkurrence.
Selv om klagen både rettes mod de svenske forlæggere og de svenske forfattere, opfattes
den positivt i den svenske forfatterforening.
Hvis de svenske boghandlere får ret i klagen, regner forfatterne med en forøgelse af
den samlede royalty.
Forfatternes lavere royalty fra bogklubberne begrundes almindeligvis med at den samlede
indtægt for forfatterne bliver større på grund af det større antal solgte bøger.
Dette argument anfægter de svenske boghandlere dels med statistik fra det faktiske salg i
Sverige, dels med henvisning til EU's konkurrenceregler.
I Sverige er bogklubberne hovedsageligt ejet af forlagene. Der er som regel ikke nogen
synlig forskel på bøger til det almindelige marked og bøger til bogklubsmarkedet.
I Danmark skal bogklubsbøger være "mærket" særskilt som bogklubsbøger. Der
er altså tale om forskelligt "indpakningspapir" til den samme bog - og
indpakningspapiret begrunder nedsat royalty-procent. Hvis en boghandelsbog koster 200 kr
får forfatteren typisk 15% = 30 kr, den samme bogklubsbog koster eksempelvis 100 kr og
forfatteren får 7,5% = 7,50 kr.
I Danmark vurderer boghandlerne, at denne forskellige mærkning af varerne er
tilstrækkeligt til at fastholde forskellige royalty-procenter. Spørgsmålet er dog, om
det svenske konkurrenceråd vil synes, at den danske fortolkning (forskelligt
"indpakningspapir") er tilstrækkelig til at efterleve EU's konkurrenceregler.
Hvis det svenske konkurrenceråd griber ind mod royaltyberegningen til bogklubber, er det
muligt at paperbackmarkedet også vil blive gransket.
Søndag Aften 0697
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde
Gå til næste artikel