Et nyt Aarhus Kunstmuseum
Af Per Kirkeby

Vores museum indgår først og fremmest i miljøet omkring den let svingende hulvej, der fører op fra bunden af ådalen. Det er Landsarkivet, Retsbygningen, Købmandsskolen, Officersbygningen, Ridehuset. Alle bygninger, der i naturlige røde teglsten fører sig roligt og selvbevidst frem. De er klare og fornuftige og i stand til at hævde sig med klippefast selvsikkerhed. De indgår i et stort system af rolig tektonik: forkastninger frembringer klare terrasser op over dalsiden og bygningerne selv som solide horste på disse terrasser. Det er fra dette miljø, at vores museum først og fremmest skal suge næring. Det er i denne formation Museet skal indgå. Ikke som en imiterende tilpasning, men udstrålende den samme naturlige, "logiske" tektonik.

Til den anden side er der Musikhusets store og tøvende tektonik. De store masser med de afslåede kanter der ligesom tøvende og tilbageholdende endnu har undgået forkastningernes gnidren og skæren. Det er derfor det bedste afsæt for en arkitektonisk tektonik. En ægte randzone. Der hvor det sker.

Vores kompleks er derfor af røde mursten. Tungt og gennemmuret. Med alt hvad denne byggeteknik giver af fordele i forhold til et museum: et naturligere klima.

Rumstørrelser og rumhøjder er udtryk for en personlig og hårdt erhvervet erfaring om, hvordan billeder og skulpturer bedst lever. At væggene er høje er jo en indlysende ting, når man skal placere store billeder, men det tjener også billeder af mere beskeden størrelse. Tænk på de klassiske museer som Louvre og Kunsthistorisches Museum Wien og mange andre. Og hvor man kan hænge normale kunstværker, kan alt det andet, installationer og lignende også fungere. Ja, de fungerer i virkeligheden ofte bedst med den slags ìnormalitetî som afsæt. Så har man klassiske rum, har man det hele. Det virker ikke den anden vej: at man bygger spøjse rum, hvis manglende funktionalitet undskyldes med, at de er tænkt til sære ting. Anderledes ting kræver normale rum.

Planerne viser, at alle kravene er opfyldt. At vi endda har ekstra plads ud over det krævede program. At vi i det hele taget har gjort de forskellige funktioner generøse, bogstaveligt rumlige, og ikke spist noget af med et tiloversblevent hjørne. Til gengæld er der ikke brugt meget luft til interessante trappeforløb og lignende. Undtagen i den store ottekantede hjørnebygning som er indgangen. Der er der til gengæld ikke andet end rum og stemning. Det er her, der skal trækkes luft og stemmes sind: det er indgangen til et Kunstmuseum!

Et kunstmuseum er grundlæggende et komtemplativt sted. Hvad der ikke er det samme som kedeligt og tynget. Men et sted hvor man søger hen for at erfare noget som man grundlæggende erfarer alene. Hvad der igen ikke udelukker samtaler og diskussion. Men der er noget helt galt, hvis et museum ligner et indkøbscenter, eller på anden måde forsøger at lokke folk til under falske forudsætninger.

Vores museum kommer man til oppefra, fra pladsen ved Officersbygningen og Musikhus-forpladsen. Bevægelsen optages i en lang kolonnade over for Musikhusets sidefacade. Kolannaden er højloftet og lang. Den er stædig, men samtidig er det her det tektoniske spil starter. En lang række mindre, parallelle forkastninger forskyder facaden blokmæssigt i 1.-salsfacaden. Den tektoniske sitren giver facaden skyggespil og aftegner samtidig det regulære og taktfaste rumforløb.

Kolonnaden er både åbning og afgrænsning af museets gårdrum. Vi betragter gårdrummet som en vigtig stemningsskabende størrelse i museet. Allerede inden man er inde i bygningen, er man lukket ind på museets område. Man kan begynde at forberede sindet. Om sommeren kan man også drikke kaffe ud for cafeen.

Indgangen er som nævnt i det ottekantede hjørnetårn. Det er rent rum. Med forskudt lysindfald, trapper og balkoner, forskudte søjler. En stemning af Piranesi. Som ren rumlig konstruktion har den den ìfunktionî at skabe en let forskydning i den rumlige opfattelse, den lille vakthedens irritation, som åbner andre døre end de velkendte ved sindets møde med kunsten.

Kolonnadens forskudthed forplanter sig til bygningernes facader, men først og fremmest skyder den rundt med de klart definerede bygningskroppe. Den arkitektoniske kontinentaldrift holdes fast i den nuværende konfiguration af ìkilerneî eller ìpløkkeneî: de høje smalle former som både adskiller og sammenknytter bygningerne. Det er hjemsted for elevatorerne. Og når man går fra bygning til bygning, som f.eks. ved samlingsrundgangen, er det de rumlige tankestreger.

Ud mod Vester Allé kulminerer forkastningstektonikken i en kubisk-krystallin form, som giver et rigt lys-skygge billede til gadens store sving på dette sted. Den indre indholdsmæssige-rumlige begrundelse er ìde ni rumî og muligheder for at udstille skulpturer på en mere ideel måde end normalt. Forbilledet her er Thorvaldsens Museum, de små rum.

Et kunstmuseum skal vel ñ ud over de mere almindelige diskuterende funktioner som det deler med så mange andre kulturinstitutioner ñ give det indre løft, denne mentale ìopstigningî, som billedkunsten i sin særegne omgang med det rumlige, er ene om. Det er svært at tale om. Det er derfor, vi lægger større vægt på den lodrette oplevelse i den store ottekant med den stramme logik og det dog så mystiske lys end den såkaldte gade. Og alle de dele af samlingen, der stræber mod et særligt lys og rum, har ovenlys. Men den rumlige indsigt vender tilbage til samfundet og omgivelserne: ved foden er der café og på toppen tagterrasse og restaurant og udsigt over byens ådal.

Bygningens særlige tektonik er sat i gang af stedet. Så forholdet til omverden og de ydre rumlige størrelser er en karakteristisk del af projektet.

Mod Vester Allé den store murvæg, lys og skygge, som rejser sig fra hulvejens drejning, hilser over vejen til de markante bygninger på den anden side som den på sin egen måde føler et familieskab med, og sender gadeflugten videre til Officershuset, som optager al energien på en værdig måde.

Netop den lille trappegyde mellem museets lange fløj og Officershuset er udtryk for en art vinklet forbundethed. Det er også en smutvej.

De fleste besøgende vil naturligt komme oppe fra pladsen foran Musikhuset. Det betyder, at de ser museet ligge for enden af den lange flotte plads foran Officershuset. Her rejser den ene endefløj med sin profilerede murvæg, sit ìkiletårnî og kolonnadens begyndelse som en asymmetrisk placeret port. På længere afstand vil bygningens bagvedliggende former antyde, hvor meget, der ligger og venter den besøgende.

Gæsten kommer ind gennem kolonnaden og kan vælge sin egen vej over den skrånende gård. Gården er gennem den generøse kolonnades åbning til omverden en del af det offentlige rum, men også en måde at tage mod den besøgende. Alle kender den form for stemthed, som en præcist udformet plads kan fremkalde. Og i endnu mere præcis grad borggårde og klostergårde. Vores gårdsplads er midt mellem de to bestemmelser: den offentlige plads og den helt specifikke ånd. Denne ånd fortætter sig i indgangens hjørnetårn. Hvor der er et tyst og mysteriøst lys. En fortætning af gårdens stemning. Og i modsætning til udstillingssalenes lyse og indlysende normalitet.

Rummet mellem museet og Musikhuset er som et venligt dalstrøg. Dalbundens bløde kurver starter i den amfiteatralske konstruktions tydeligt tegnede kurver. Dette rum får Musikhusets murmasser til at rejse sig med stor selvfølelse, som er de nu virkelig kommet på plads. Det er en dal, ikke en kløft, for den side som museets kolonnade udgør, er transparent og åbner til det store gårdrum.

Per Kirkeby, september 1997

Søndag Aften 1297
Må kun kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Tilbage til artiklen]