Kappestrid i Venedig, kunstpolitik i Kassel, præcision i Münster.

- om sommerens store, internationale kunstudstillinger.

Sommeren 1997 har for kunstfolket været mere end almindeligt travlt, idet de I Europa 3 største tilbagevendende mega-udstillinger faldt sammen i år; XlVII Biennale di Venezia i Venedig, Documenta X i Kassel og endelig Skulptur.Projekte i Münster (nr. 3). Passende nok var åbningerne af de 3 udstillinger henlagt til 2 på hinanden følgende weekend'er, som museumsledere, uafhængige udstillingsarrangører, gallerister, kritikere og kunstnere kunne flokkes til for at forsøge at finde tidens trends lige nu og pejlinger af hvorhen kunsten vil bevæge sig de kommende år.

Disse store udstillinger giver mulighed for at se de brede linier, samt at pege på nye, hidtil usete sammenhænge. Udstillinger som alle ganske enkelt må se, selvom alle er enige om deres uduelighed - at de ikke kan indfange tiden, at selve deres størrelse og økonomiske opbygning gør dem til dinosaurer ude af stand til virkelig at følge med tiden.

Der er naturligvis bred enighed om, at kunsten idag ikke kan sammenfattes under een isme, een toneangivende retning, men derimod stritter i mange retninger, og netop er karakteriseret ved sine mangesidighed. Det bliver derfor de store udstillingers opgave ligeså meget at anerkende og fremvise forskellighederne som lighederne. Dermed lægges der også mere og mere vægt på udstillingslederen, og dennes bud på samtidskunsten. Kuratoren tillægges et egentligt kunstnerisk ansvar. Og det er noget ganske nyt, som måske står i direkte modstrid med sådanne mega-udstillingers grundprincipper.

Biennalen i Venedig er vel den af dem, som anses for mest antikveret, da den fortrinsvis er bygget op som forskellige nationale pavilloner hvor hvert enkelt land udstiller hvad man mener er det ypperste landet kan præstere - herhjemme vælges kunstneren af Center for dansk Billedkunst under kulturministeriet. Biennalen er altså ikke karakteriseret ved noget tema, ved noget overordnet bud på hvor kunsten bevæger sig hen - tværtimod har den fra starten været end egentlig konkurrence, og der gives stadig præmier til den bedste pavillon. En symbolsk kappestrid mellem nationerne, der samtidigt betyder at mange ikke tager biennalen seriøst - det er de enkelte lande som udvælger kunstnerene, hvilket ofte betyder at udvalget er præget af de enkelte landes kunstpolitiske slagsmål - det er ofte mere et tegn på hjemlig anerkendelse at blive valgt til biennalen end international.

Den store, traditionsrige Venedig-biennale er således umiddelbart den udstilling som tilskrives de mindste muligheder for at komme med et seriøst bud på nutidskunsten, men i de senere år har den faktisk oplevet lidt af en renæssence, hvilket ikke mindst skyldes den såkaldte Aperto, ungdomskonkurrencen som sammensættes centralt af et internationalt team, og altså ikke af de enkelte lande. Især står 1993-udgaven, sammensat af italieneren Achille Bonita Oliva, stærkt i erindringen hos de fleste. Her blev faktisk en ny generation af kunststjerner præsenteret i samlet flok, og for en større offentlighed. De 2 seneste biennaler har dog langt fra kunne leve op til denne manifestation.

Documenta i Kassel, som finder sted hvert syvende år, har en ganske anden historie og funktion end Biennalen i Venedig, og har siden starten i 1955 faktisk haft monopol på at være toneangivende, selvom om den på det seneste synes at have tabt pusten. Documenta'en blev skabt i efterkrigstiden som en del af Marshall-planen, dels til at genrejse (vest)Tyskland kulturelt som et demokratisk, liberalt land efter nazismen, og dels som koldkrigspropaganda mod Øst(tyskland). Derfor er Documenta'ens funktion og fortsatte eksistens naturligvis blevet problematisk efter den kolde krigs afslutning. Der er ikke længere nogen at propogandere myten om den frie, kunstneriske ener overfor længere, og som så mange andre institutioner fra efterkrigstiden som fx. NATO, må også Documenta finde en ny profil og eksistensberettigelse.

I den tiende, og meget omdiskuterede udgave, gør denne udgaves kunstneriske leder, Catherine David fra Frankrig, det ved netop at sætte fokus på Documentas politiske historie som koldkrigspropaganda, og ved at gøre op med myten om den frie kunstner, og i stedet anskue denne som en politisk konstruktion og funktion for "fri tale" i en borgerlig offentlighed. Vægten er således lagt på kritisk konceptkunst, såvel historisk som nu, hvilket vel også er årsagen til den dårlige modtagelse udstillingen har fået i størstedelen af de danske aviser, hvor det begrædes at maleriet ifølge Documenta'en skylle være dødt - maleriet der om noget er udtryksmidlet for "den frie" kunstners uhindrede tale i en borgerlig offentlighed. Documenta X forsøger således at være kritisk overfor sin egen funktion, og det må da også konstateres at den ser mere tilbage end peger frem - den har noget afsluttende og endeligt over sig, som har institutionen Documenta overlevet sig selv.

Den sidste store udstilling i Europa denne sommer er på een måde et svar på de store, traditionelle udstillingsinstitutioners forlis. Udstillingen består udelukkende af skulpturprojekter i det offentlige rum i byen Münster. Dermed kan den både pege direkte på kunstens sammenhæng med samfundslivet, samtidig med at den tilfredsstille kunstturismens krav - det er yderst tiltrækkende at gå eller cykle rundt i den lille billedskønne middelalderby og se på de forskellige projekter. Udstillingen rummer muligheden for en anderledes præcision i sit tema og udtryk, idet den på den ene side ikke har forventningspresset om at skabe den store, endegyldige opsummerende udstilling på sig, og på den anden side størrelsemæssigt er noget mindre end de 2 store med sine 77 deltagende kunstnere mod fx. Documentas over 250. Med sit tiårs interval taler den dog yderst præcist om tidernes skiften mht. til trends og smag. Det lader dog indtil videre til at denne tredje udgave bliver den sidste, men man spørgsmålet er om byen Münster giver slip på de ekstra turistindtægter den giver, ligesom det gælder Kassel.

De store udstillinger befinder sig i noget af et paradoks, idet stort set alle i kunstverdenen er enige om deres manglende relevans eller endog kvalitet (jfr. den danske presses reaktioner på Documenta), samtidigt med at alle ser dem og taler om dem, og publikum fortsætter med at strømme til. På de 100 dage Documenta varer ventes over en halv million besøgende. Samtidig udsættes Venedig-biennalen og Documenta for stadig større konkurrence fra mindre, mere præcise og mobile tiltag som Münster-udstillingen. Monopolet er dermed brudt, og der ingen garanti for udstillingernes overleven ind i det næste årtusind. I det mindste ikke som toneangivende.

I Europa startede allerede sidste år udstillingen Manifesta i byen Rotterdam, sammensat af 3 yngre kuratorer, som efter planen skal skiftes ud med 3 nye hver gang. Til næste år finder udstillingen sted i Luxembourg. Ligeledes til næste år lanceres den nye Berlinale, der fremover skal afholdes hvert andet år i Tysklands nye hovedstad Berlin - dvs. symbolet på det genforenede Tyskland i modsætning til Documenta i Kassel, der netop symboliserede Tysklands deling.

Og endelig er det geografiske monopol brudt - udstillinger af denne art finder ikke længere kun sted i den vestlige verden, og med deltagelse af kunstnere fra den vestlige kulturkreds. I takt med den tiltagende globalisering har biennaler markeret sig i så forskellige steder som Sao Paulo i Brasilien og Johannesburg i Sydafrika. Ganske sigende har biennalen i Sao Paulo allerede overhalet Documenta i størrelse.

Søndag Aften 0997
Må kun kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.