| Sig Spice til din Computer Den fremtidige markedsføring af musik flytter til Internet. Vi er på vej mod den globale jukebox. Tilstedeværelsen på Internet er snart et faktum for alle seriøse (og useriøse) musikere og bands. Udfordringen består nu i at bruge netteknologien kreativt som en del af den samlede markedsføring. I løbet af det seneste år har bands og pladeselskaber prøvet sig frem ad de nye veje. Den amerikanske organisation til varetagelse af komponisters rettigheder, BMI, har etableret en særlig søgerobot til at finde audiofiler på Internet. Indtil nu har søgerobotten, MusikBot registreret mere end 26.000 websteder med audiofiler. Den største er Wall Of Sound, som med godt 4.500 musikeksempler har etableret sig foran på markedet og sikret stor nettrafik. For organisationer som BMI og andre rettighedshavere handler Internet om at kontrollere trafikken, sikre penge til ophavshavere, sikre sig mod piratkopiering - og få en del af et marked i voldsom vækst. Organisationerne er fuldt ud opmærksomme på, at de fremtidige forbrugere i højere grad vil interessere sig for adgangen til musikken end for ejerskabet, at musikken står i pladereolen. Hvis du slår op på Ultimate Band List finder du tusindvis af bands. Men det du finder på de enkelte websider er simpelt. At lave en webside med farverigt indhold og mange informationer er bare begyndelsen. Chatrooms og diskussionsfora gør at fans kan stille spørgsmål og få svar som virker mere personlige end gammeldags fanpost. Det giver mulighed for at skabe fællesskaber mellem fans, de kan dele oplysninger, rygter og anekdoter. De kan lave fælles arrangementer og de kan organisere fælles rejser til koncerterne. Store amerikanske koncerter som Lollapalooza og Lilith Fair har forsøgt at udnytte dette potentiale ved at etablere websider med høj nettrafik. Ingen traditionelle annoncemedier eller promotion kan give samme effekt og følelse af fællesskab. Fremover kommer bands turneplaner til at kombineres med ajourført information om turneen, ændringer, billetsalg og bedste trafikmulighed til koncertsalen. Billetter og merchandise købes hjemmefra. Lilith Fair festivalen er startet af sangerinden Sarah McLachlan og havde i år blandt andre svenske Cardigans på plakaten. Turneen blev fulgt intensivt af et hold "cyberroadies", som gav masser af bagscenefotos, pressemøder, kunstnernes egne dagbøger og tegninger. De trofaste fans kan høre eller se showet hjemme via Real Audio eller videostreaming. Gamle fotos, audio/video clip, interwievs giver alt det en sand fan har brug for. Radiohead valgte blandt andet at markedsføre pladen OK Computer gennem en række "hemmelige" web-sider. Disse sider kunne ikke findes af de sædvanlige søgerobotter. Fans kunne kun finde siderne gennem den officielle Radiohead-website. Efterfølgende bruges push-teknologien til at sende nye web-adresser til "abonnenterne". Brugerne føler ikke bare at de er fans af Radiohead - de er med i en "hemmelig" klub. David Bowie udgav en single udelukkende på Internet inden Earthling-pladen. Singlen kunne frit downloades fra Bowies web. I løbet af to uger blev singlen downloadet gratis af 300.000 mennesker. Til gengæld fik pladeselskabet en database med mere end 300.000 navne og e-mailadresser på de særligt interesserede. En billig måde at etablere en direct mail-database. Bowie har senere afholdt en "hemmelig" koncert i London - udelukkende solgt gennem Internet. George Michael har lavet et særligt A&R Room på sin webside. I dette rum kan du lægge demoer ind til George Michaels pladeselskab, Aegean. Det må siges at være en billig måde at finde nye talenter. Da Aerosmith udgav pladen Nine Lives, lancerede man samtidig en ny website. Der blev registreret ½ million hits indenfor de første 24 timer. Siden har antallet lagt sig på 150-250.000 hits dagligt. Aerosmith-pladen er samtidigt en såkaldt Enhanced-CD, en musik-CD udvidet med CD-Rom faciliteter til PC'en. Fra CD'en er der direkte links til Aerosmiths website. Aerosmith har desuden udgivet CD-Rom'en Quest For Fame. En af de nye faciliteter her er den virtuelle verdens svar på luftguitaren, V-Pick-systemet. Du kan spille "skæmguitar" til Steven Tylers sang. Sony har lavet en Jean Michel Jarre remix-konkurrence. Her kan du downloade Midi-filer og så kan du lave din egen mixversion og sende tilbage til websiden. Kunstneren, som helst vil være et symbol, har som bekendt længe haft et ømfintligt forhold til pladeselskaberne. For "The Artist", som Prince pt. helst vil kaldes, giver Internet nye kreative og kommercielle muligheder. Han vil hellere sælge direkte på Internet end i den almindelige handel. Eller som han er citeret for at sige: - Jeg vil hellere være nr. 1 i banken end nr. 1 på hitlisten. Mange musikere ser Internet som et frirum til nye kreative muligheder. Der kan laves kunst på egne betingelser og laves kommercielle løsninger udenom de store pladeselskabers klamme hænder. For pladeselskaberne var livet lettere inden Internet kom. Men livet var
jo også lettere inden TV brød igennem, eller før Pladeselskaberne har også haft svært ved at vænne sig til de mange uofficielle sider. Mange føler de officielle sider som en konkurrent - tænk blot på Danmarks Radios reaktion på Tæskeholdssider. I årevis har pladeselskabernes singleudgivelser i sig selv været kommercielt uinteressante. Singler sælges ikke i store antal, men spilles i radio og pladeforretninger, er på hitlister og nynnes mellem folk. Internet kan overflødiggøre singlemarkedet. Radiostationer og butikker kan downloade de aktuelle singler eller bestemte "jukeboxe". Pladeselskabet Capitol er ved at ændre singlestrategi. Man startede med at udgive Duran Duran's "Electric Barbarella" til net-salg for 1$. Yderligere en håndfuld singler skulle komme i løbet af 1997. Endnu mangler vi dog tilstrækkelige "tællere". Den usikkerhed der i øvrigt er på Internet om hits og besøg er naturligvis endnu større for musikfiler. Der har gennem årene været rigeligt svindel med traditionelle hitlister. Men det kan alligevel ikke vare længe førend vi ser de første velorganiserede web-hitlister. Og helt i top ville vi lige nu finde Spice Girls. Da krydderipigernes webadresse var på forsiden af dagbladet Daily Star tidligere i år, tredobledes besøgstallet. Og ingen tvivl om at Spice Girls har arbejdet kreativt med brugen af det nye medium. Vi venter vel bare på at computerne også kan klare talegengivelse. Hvad mon der sker, når du siger "Spice" til din PC - du havner straks på CIA's homepage! Søndag Aften 1197 |
[CC INDEX] [SØNDAG AFTEN] [CONFERENCE] [LINK>BANK®] [COLOFON]
[arkitektur]
[design] [film] [kunst] [litteratur]
[mad &
drikke] [mode] [musik] [sport] [teater]