Den globale landsby er amerikansk

Fanfarerne for Internet taler om den globale landsby, hele verden samlet i et elektronisk netværk med demokratisk adgang for alle. En samlet analyse af danske dagblades henvisninger til Internetsider viser det modsatte: USA's mediemonopol bliver endnu stærkere.

Søndag Aften har gennemgået og analyseret samtlige links fra landsdækkende danske dagblade og radioens P1. Resultatet er næppe overraskende for netbrugere, men viser sort på hvidt, at den amerikanske indflydelse på vores oplevelse af verden og meningsdannelse er effektiv og stærk.

De seks dagblade: Aktuelt, Børsen, Ekstrabladet, Information, Jyllands-Posten, Politiken og radioens P1 er omfattet af Søndag Aftens totale gennemgang. Der er tale om et øjebliksbillede i august 1997, links på Internet kan som bekendt skifte fra time til time.

Gennemgangen viser, at 51 procent af samtlige links henviser til nordamerikanske sider, 29 procent til danske sider, 16 procent til vesteuropæiske sider og 4 procent til nordiske sider.



Trækker man den danske henvisning ud af sammenligningen, bliver den stærke amerikanske indflydelse tydeligere.


De medier der indgår i analysen, opfatter almindeligvis at de har en "public service" forpligtelse.

Men kun radioens P1 kan siges at være bundet af egentlige public service krav. Her er den amerikanske tendens endnu tydeligere, idet 67 procent af samtlige links er amerikanske, 16 procent er danske. Det kan således være svært at finde links der viser andre dele af den globale internetkultur hos radioens P1.

Dagbladet Aktuelt har målsætninger der på mange måder minder om Danmarks Radios. Med fagbevægelsens penge i baglommen, søger man at nuancere en markedsorienteret orienteret medieverden.

Over halvdelen (53 procent) af Aktuelts internethenvisninger er danske. Trækker man disse ud, er den amerikanske del af udenlandske henvisninger 61 procent.

For at mindske den store envejs kulturelle påvirkning fra USA, har Danmarks Radio gennemført kvoteringer på for eksempel musik. Kulturpolitisk diskuteres også geografiske kvoteringer for public service TV-stationer. LO har erkendt det kulturpolitiske nederlag i den massive støtte til lokal-TV stationer med amerikanske serier.

På Internet kan medierne ikke styre links gennem kvoteringer. Men den globale landsby er ganske langt væk, når de 90 procent af verdens befolkning som bor udenfor Vesteuropa og Nordamerika kun er repræsenteret ved 4 procent af samtlige links. Halvdelen af disse 4 procent er henvisninger fra Dagbladet Børsen. De øvrige medier i gennemgangen har således i gennemsnit 2 procent links udenfor Vesteuropa og USA.

Internet kan bruges til at skabe større kulturel mangfoldighed. Brugen af Internet i dag viser naturligvis, hvorfra mediet er etableret. Vi har vænnet os til at TV og film er amerikanske, en væsentlig del af de traditionelle og etablerede nyhedstjenester kommer fra USA - og Internet bekræfter indtil videre den amerikanske mediedominans.

Læs tallene bag gennemgangen af danske dagblade på nettet

Søndag Aften 0997

Må kun kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

Næste Artikel

[CC INDEX] [SØNDAG AFTEN] [CONFERENCE] [LINK>BANK®] [COLOFON]
[arkitektur] [design] [film] [kunst] [litteratur]
[mad & drikke] [mode] [musik] [sport] [teater]