Udviklingen af Internet sker midt i slagfeltet mellem
ytringsfrihed og censur.
OBS: Meget lang artikel - print ud!
Traditionelle analyser af ytringsfrihed og medier plejer at konkludere, at
jo højere teknisk niveau, desto nemmere er det at censurere. Fjernsynet er et eksempel
på en kompleks teknologi, hvor sendeudstyret både er dyrt og kræver særlig adgang. Og
modtageudstyret stiller også visse krav, for eksempel at befolkningen har fjernsyn.
Radioen er langt mere simpel. Billig i udstyr, det er let at flytte rundt på
piratsendere, let at skjule modtagere. Teatret er teknologisk endnu mere simpelt. Man kan
have dyrt lysanlæg, kompliceret mixerudstyr m.v. Men teatret kan grundlæggende
gennemføres uden teknologi, og selv hvis scenen mangler, kan en gruppe skuespillere
gå på gaden og fremføre en forestilling, som ikke sympatiserer med det totalitære
styre. Mest fri for censorernes indgreb er samtalen med to mennesker - som vel at mærke
tør stole på hinanden.
På banen er nu et nyt medie, Internet. Det bryder afgørende med den
traditionelle analyse af censur og teknologi. Internet baseres på en særdeles
kompliceret teknologi, men rammer i distribution så bredt, at totalitære stater kun
vanskeligt kan følge aktiviteterne.Og Internet kan ikke "jammes" som TV og
radio.
Indtil videre har lande med indskrænket pressefrihed også et begrænset
antal mennesker med adgang til pc'er. Men også totalitære stater oplever en voldsom
stigning. I Kina var der 100.000 mennesker med Internet-adgang i 1996, i 1997 var antallet
steget til 600.000. De officielle prognoser siger 7 millioner brugere i 2001.Ikke mange
mennesker ud af 1,2 milliard. Men et udviklingstempo, som viser et kollosalt marked i
løbet af få år.
I andre lande prøver man at begrænse Internet mere aktivt. I Sudan
kalder de militære og religiøse ledere Internet for moralsk forkasteligt. I Burma
kræves licens for at få modems.
Umiddelbart kan det se ud som om totalitære magter først og fremmest har
brug for at vinde tid, inden meningsmonopolet bliver brudt - med de konsekvenser det kan
få for fastholdelse af magten.
Ifølge det amerikanske Freedom House årlige Prees Freedom oversigt er
det kun hver femte menneske der bor i et land med fri presse. I 1996 blev friheden for
pressen øget i 34 lande, men forværret i 66 lande.
I mange lande kontrolleres pressefriheden af nationale censurmyndigheder.
Men i nok så høj grad varetages censuren af udgivere, ditributører og importører, som
frygter repressalier og som hellere vil være på den sikre side end afprøve grænser.
Internet vil aldrig kunne kontrolleres effektivt af en enkelt regering. De
globale markedskræfter er alt for stærke til at man vil lade den internationale
telefontrafik stoppe ved nationale grænser. Aviser, radio og fjernsyn kan stoppes
ved grænser. Alle som er i besiddelse af en computer kan i hvert fald læse men også let
selv publicere. Og Internet er den billigste og hurtigste metode til at sprede
informationer.
Mange af os er opvokset med Sovjetunionen og østblokkens totale
meningscensur som skræmmebillede. Kommunisme og censur hørte moralsk sammen. Men efter
murens fald er censuren vokset i de tidligere "frie lande". Og de tidligere
kommunistiske lande har ofte ladet censur-kontorerne fungere videre - men med andre
undskyldninger. Nu er det statens sikkerhed og den nyvagte nationalisme som beskyttes. De
nye nationer finder egen identitet gennem fremmedhad, rasisme og antisemitisme.
Men tidens censur er langt fra kun et spørgsmål om den systematiske vold
og undertrykkelse. Censuren er langt mere sofistikeret og teknisk betonet i dag. De
stærke koncentrationer af globale mediekoncerner fører til mere og mere homogen
opfattelse af verden. Mindretallene glemmes og klemmes.
Mediekoncernerne bruger efterspørgslen, "hvad folk vil have"
som et alibi og som en forklaring om en højere magt der styrer indholdet. Mediegiganterne
definerer i virkeligheden selv hvad folket vil have - og hvad de får. Mediegiganterne
arbejder selvfølgelig ud fra et ønske om større og større marked. Det er der intet
moralsk anstødeligt i. Alibiet med "hvad folket vil have" er hyklerisk og
nærmest udtryk for mangel på respekt for eget produkt. Det egentligt problematiske er
dog først og fremmest det homogene syn megiegiganterne giver videre. Når 2 milliarder
mennesker valgte at følje begravelsen af Diana i fjernsynet var det den ultimative
homogenitet. Verden er selvfølgelig rigere og mere heterogen. Det var meget få af de 2
milliarder som synes at det var den vigtigste begivenhed i 1997 for dem selv. Men for
fællesskabet var oplevelsen af den globale samhørighed åbenbart vigtig. Vi vil uden
tvivl få flere og flere totale fællesoplevelser. Fred være med dem. Blot der midt i
medievrimlen bliver plads til andet og mere.
Ytringsfrihed som ideologi
Siden Internet brød ud af de militære ophavsmænds tøjler, har Internet
været karakteriseret ved åbenhed, tilgængelighed, interaktivitet og ytringsfrihed.
Alle nettets pionerer har arbejdet for den gigantiske globale
kommunikation. Måske mest som udslag af de tekniske muligheder og fascinationen af at
skabe en "ny verden". De færreste net-pionerer er gået ind på nettet ud fra
en praksis med at arbejde for ytringsfrihed. Men mediets aktører har i høj grad skabt et
netværk egnet til kommunikation uden grænser og uden hæmninger.
Nettets pionerer er i høj grad ultraliberale: alle skal kunne sige, hvad
som helst på Internet.
Men nettets store udbredelse har i løbet af de seneste år ført til
flere og flere forsøg på at skabe reguleringer. Både reguleringer der begrundes
praktisk - og reguleringer der begrundes ideologisk med ønsker om at styre indholdet.
Børnene er gidsler
I den vestlige verden er den primære begrundelse for at gribe ind i
forhold til Internets indhold: børnene. Frygten for pædofile er klart revitaliseret
gennem Internet.
Debatten om børneporno har dog en klar tendens til at blande to vidt
forskellige aktiviteter sammen. Det ene er visning af børnepornografi, altså
typisk fotos af mindreårige i sexleg. Det andet er, hvad børnene selv kan få adgang til
at se på nettet, altså opdragelsen af børnene.
Børnepornografien er i langt de fleste lande strafferetsligt reguleret.
Politi har i flere lande grebet ind og stoppet børnepornografiske sider på Internet.
Hver gang der findes børneporno får det stor medieopmærksomhed. Der er sikkert mere
børneporno derude - et eller andet sted. Men ingen politimyndigheder har beklaget sig
over at have fundet børneporno, som de efterfølgende ikke kunne stoppe gennem
eksisterende lovgivning.
Bekæmpelsen af børneporno handler ikke om at ændre adgang til Internet,
men om at effektivisere politiets arbejde på dette felt med ny teknologi. At lægge
børneporno på Internet er klart strafbart, men den oprindelige kriminelle handling
består i optagelse af børnepornografiske billeder med henblik på distribution.
Børneopdragelse
Diskussionen om børneopdragelse i forhold til Internet har mange
varianter.
Som udgangspunkt føler de fleste voksne sig fremmedgjort i forhold til
Internet. De har svært ved at forstå, hvad der sker i PC'en, de har svært ved at
forstå søgefunktionerne, de manglende hierarkier og den store fascination som især unge
har for mediet. Voksne kan altså opleve at deres børn deltager i et univers de slet ikke
fatter. Det giver utryghed.
De mest liberale kræfter ønsker at lægge hele ansvaret for børnenes
Internetaktiviteter på forældrene. Forældrene må kommunikere med børnene, forklare at
man ikke skal give sin e-mail adresse til hvem-som-helst, at man ikke skal købe noget, at
voksne og børn skal tale sammen om nettets faldgruber.
Modsat finder man en række forskellige grupperinger som vil beskytte
børn mest muligt. Det kan være imod pornografiske sider, imod uartigt sprog, imod vold,
imod dårlig moral - eller blot imod alt der ikke har samme værdinormer som en selv.
Med børnene i front er der således lagt op til en voldsom debat om,
hvilket indhold der må være på Internet.
Forskellige initiativer
Der er lanceret en række forskellige initiativer, der alle har til
formål at beskytte børnene på Internet.
vagthunde
økonomiske sanktioner
selvcensur
Lovstramninger
En række lande diskuterer og gennemfører lovstramninger i forskellig
grad. I nogen grad begrænses disse lovstramninger, når lovgivere bliver nødt til at
sammenligne med den non-virtuelle lovgivning. Det skete for eksempel i USA, hvor
Clinton-administrationen med Communications Decency Act forsøgte at beskytte børn mod
uartigt indhold. Loven blev omstødt af den amerikanske højesteret som prioriterede
ytringsfriheden på Internet højere. Men især i amerikanske delstater kommer der
jævnligt nye forslag især til beskyttelse af børnene. Mange forslag forsøger at
begrænse børns net-adgang på biblioteker og skoler.
Set fra Europa kan den amerikanske bekymring for, hvad børnene ser på
Internet forekomme lovligt hyklerisk, når man tænker på, hvad de iøvrigt får lov til
at se i fjernsynet!
Enkelte europæiske lande diskuterer tilsvarende stramninger. Dog
stærkest i Tyskland, hvor hensigten primært er begrænsning af nazistisk og terroristisk
virksomhed. I Tyskland har myndighederne grebet ind over for linkning til udenlandske
websites, som vurderes at være kriminelle.
Rating, filter og blokering
Rating-systemer består i en standardiseret teknologi, hvor websider kan
kategoriseres efter bestemte parametre. Det kan være efter grad af voldelighed, grad af
sex, dårligt sprog - eller hvad man måtte ønske at lægge ind.
Der eksisterer efterhånden 15-20 omfattende ratingsystemer. De bygger
alle på den samme såkaldte PICS-standard. Nogle består i at et korps af frivillige
vurderer web-sites, andre består i at den enkelte webmaster skal anmelde sin egen site.
Mange pornosites har hurtigt "anmeldt" sig selv - for ikke at fremstå som
børnelokkere. Man må forvente at et eller to rating-systemer bliver standard i løbet af
få år - ligesom browsermarkedet.
Den enkelte bruger kan til sidst downloade software, som filtrerer blandt
de vurderede sites og blokerer for adgang til bestemte typer websites..
Rating
Rating-systemerne har en række svagheder. Det kan være vanskeligt at få
frivillige "ratingagenter" til at arbejde ud fra samme kriterier. Internet
udvikler sig så hurtigt og dynamisk at ingen kan nå at vurdere alt indhold. De
frivillige vil primært give rating til store og kommercielle sites og disse store sites
vil i endnu højere grad end i dag prioritere political correctness. Det vil blive endnu
sværere at finde private homepages.
Et eksempel på dette var boghandlen The Booksmith i San Fransisco. På
websiten omtaltes den australske roman Eat Me af Linda Jaivin. Der var ingen explicite
seksuelle ord, men dog hentydninger. Hele web-siten blev blokeret af Cyberpatrol, et af de
mest anvendte rating-programmer blandt amerikanske biblioteker. Så hvis en læser,
bibliotekar, en anden forfatter ville se The Booksmiths udbud af bøger, var der helt
lukket af.
Hvis ratingen gennemføres af tredje-part, altså frivillige
organisationer som checker indhold, så savner man selvfølgelig et sted at checke
ratingen. Ratingorganisationerne oplyser ikke selv listerne over hvad de blokerer. Det
opfattes som firmahemmeligheder af hensyn til konkurrenterne. Den site som fejl-rates ved
det måske slet ikke. Og kan man anke ratings?
Blandt de mange amerikanske lovforslag er forslag om at rating skal
gennemføres af den enkelte sites webmaster - og at der er en strafferamme for fejl-rating
eller undladt rating.
De to vigtigste browsere, Microsofts og Netscapes, har taget
rating-software med i de nyeste opgraderinger af browserne. Allerede nu har 30 procent af
verdens netbrugere altså rating-software - de fleste uden at ane det. Fire af de største
søgerobotter har besluttet at give mulighed for kun at søge på sites der er ratede.
Filter-systemer
Filter-systemerne er beslægtede med rating-systemerne. Her lægges
software ind på den enkelte PC'er - og så indstiller den enkelte bruger hvilke typer
sider man ikke ønsker at for eksempel børnene skal se. Svagheden ved filtersystemerne
er, at de kan ramme meget vilkårligt og tilfældigt. Fordelen er at det er den enkelte
bruger som tager stilling til, hvad der må og ikke må læses.
Der er i USA lovforslag om at alle biblioteker skal udstyres med
filtersystemer. Det vil fratage bibliotekarerne for ansvaret for materialevalg. I
princippet ville det svare til at man blokerede for samtlige bøger fra et bestemt forlag,
fordi en enkelt udgivelse overskrider nogens moralske grænse.
Filtrene bliver lagt ind uden at brugerne ved det: på arbejdspladser,
biblioteker, Internetcafeer osv.
Tendensen er tydelig. De vigtigste amerikanske aktører tilslutter sig
rating- og filterkravene. De vil effektivt blokere for sites, som ikke lader sig rate.
Også sites der diskuterer værdien og meningen med blokerings-software
bliver i dag blokeret af de førende softwareselskaber.
Fortalere for rating fremhæver, at alle blot kan lade sig rate. Så er
det op til den enkelte Internet-surfer at belsutte om man vil lade børnene se bestemte
typer sites. Men mange sites er også svære at rate: for eksempel "pæne"
nyhedssiites, der jo godt kan have et bestialsk foto en gang i mellem. Sammenlign med
TV-avisen: Bent Stuckert hører vel ikke til i den voldelige kategori, men det gør
rockerdrabene.
Rating af nyhedsgrupper, chatrooms og mere eller mindre private debatfora
kan også blive meget vilkårlig.
Filtersystemerne fungerer i realiteten lige så uintilligent som
søgerobotterne på Internet. Hvis alle sider om sex skal fjernes, så kan de unge ikke
længere læse oplysningsmateriale om AIDS.
Filtersystemerne bygger på den forudsætning, at unge ikke er i
stand til at varetage egne interesser og behov. Midt i al debat om børnene savner man
nuancerede vurderinger af især teenagegrupperne, som i høj grad selv kan vurdere - og
netop skal lære at tage ansvar for sig selv.
Og for at beskytte børn, laver man effektivt stop for den frie
kommunikation mellem alle mennesker.
Vagthunde
Siden 1996 er der opstået enkelte frivillige organisationer som kan
kaldes Internet's vagthunde. Den første var den britiske Internet
Watch Foundation (IWF). Vagthundene lader frivillige søge efter ulovligt materiale
på nettet og anmelde det til organisationen. Organisationen beslutter derefter næste
skridt. Internet Watch Foundation offentliggjorde i marts 1998 sin første årsrapport. Af
den fremgår, at organisationen har konstateret 2.200 kriminelle sites, heraf en stor del
børnepornografi. De 2.000 sager er sendt videre til Internetudbydere, de 200 til
politiet. Organisationen oplyser ikke, hvor mange sager der har fået konsekvenser, blot
at "kun få af sagerne har ført til tiltale".
Vagthunde kan være en hjælp for politiet. Der er mange frivillige, og
mange dygtige Internetbrugere imellem.
Det er dog klart problematisk, når vagthundene går til
Internetudbyderne. Hvis der er tale om ulovlig virksomhed burde IWF foretage anmeldelse
til politiet. Når dialogen kun foregår mellem vagthunde og udbydere, risikerer man, at
vagthundene sætter nye normer for hvad der kan accepteres på nettet, normer som ikke
svarer til lovens grænser. Stærke og magtfulde vagthunds-organisationer kan således i
realiteten blive en dømmende magt. Og hvem skal vogte over vagthundene?
En dansk vagthundsorganisation er på vej. Det eneste de har
offentliggjort er ønsket om at hjælpe politiet i kampen mod børneporno.
Økonomiske sanktioner
Næsten alle Internetudbydere er afhængige af indtægterne fra
privatkunder. Hvis en udbyder frygter, at "upassende" materiale kan give
anledning til en negativ kampagne, vil udbyderen måske helst holde sig på den helt sikre
side.
Et eksempel på dette opstod hos den store amerikanske udbyder, America Online. Udbyderen har brede og generelle
retningslinjer for, hvad man kan tillade sig at skrive i diskussionsgrupper. På et
tidspunkt kom ordet "bryster" på den negative liste. Det gik blandt andet ud
over den amerikanske brystcancer organisation.
Man kan sagtens forestille sig en økonomisk styrke hos f.eks. religiøse
interesseorganisationer, som opfordrer til brug af bestemte udbydere - og ikke andre.
Gennemgående for debatten om reguleringer på Internet er en næsten
entusiastisk tro på at der findes teknologiske løsninger på menneskelige moralske
problemer. I debatten om disse teknologiske løsninger, er de langsigtede perspektiver
nærmest glemt til fordel for de aktuelt meget omtalte pornosites.
Selvcensur
Og så er vi nogle store skridt nærmere en effektiv selvcensur på
Internet. Flere og flere udbydere vil lægge vægt på political correctness og dermed
frivilligt indsnævre ytringsmulighederne.
Udbyderne er private virksomheder og kan selvfølgelig ikke tvinges til at
tage al slags læserindlæg.
Uddannelsesinstitutionen Carnegie Mellon besluttede i 1994 at fjerne 80
nyhedsgrupper om sex med henvisning til lovgivning. To år senere blev man nødt til at
genåbne nyhedsgrupperne - men har dog undladt at give adgang til de 11 fra enkelte
servere. Men listen over amerikanske uddannelsesinstitutioner som censurerer er meget
lang. Typisk censureres de studerendes nyhedsbreve, selv om statutterne for
institutionerne siger, at studerendes egne ytringer ikke må censureres. Ytringsfriheden
garanteres altså langt fra af offentligt engagement.
Der vil også fremtidigt være kontroversielt stof på Internet. Men
måske kun hos udbydere og i lande, hvor man tør stille serverplads til rådighed. Og det
vil kun være læseligt for de som ved, hvordan man slipper udenom ratingsystemerne.
Kunst vil kunne rames helt vilkårligt. Hvilken udbyder tør om 5 år
lægge Jens August Schades digte ud på nettet? Vilhelm Freddies malerier? Jens Jørgen
Thorsens malerier?
Censur bakkes op
Til forskel fra før murens fald, bakkes censur nu op af befolkningen. En
gallupundersøgelse i England i 1993 viste, at mere end 65% af befolkningen ønskede mere
censur. Det var især vold i fjernsynet og porno som de adspurgte ønskede stoppet. Dette
befolkningsflertal er sikkert også tilstede i Danmark. Det er ikke begrundet i
totalitære ønsker, tværtimod er det mennesker som ønsker et godt og positivt samfund
og som først og fremmest er bekymrede for deres børn.
De store mediers konstante opreklamering af børneporno på Internet,
nazipropaganda og muligheden for bombeopskrifter er med til at styrke befolkningens
oplevelse af behov for censur. Det er problematisk, at diskussionen om
ytringsfriheden hele tiden bliver glemt i debatten. Debatten handler ikke om
konsekvenserne af censur, om hvem skal bestemme, hvad der skal censureres eller
demokratiets behov for uenigheder.
Ytringsfriheden er ikke faldet ned fra himlen. Gennem århundreder har
mennesker sat liv og helbred på spil for retten til at tale. Det har ført frem til den
opfattelse af demokrati, som vi i Vesteuropa gerne vil eksportere til den øvrige verden.
Men vi er frygteligt blinde og naive, hvis vi tror der er vundet hævd på
ytringsfriheden. Grænserne afprøves hver dag. Ideer og holdninger eksamineres konstant.
Ytringsfriheden er simpelhen en ganske krævende arbejdsopgave.
Men ytringsfriheden er ikke blot et slagsmål om principper og formalia.
Ytringsfriheden kan ikke varetages af jurister. Ytringsfriheden vender i lige så høj
grad indad i de enkelte mennesker. Hvilke grænser har vi som individer, hvad vil vi finde
os i, hvor sårbare er vi selv og hvor sårbare er vore børn. I hvilken grad skal
tolerencen gradbøjes. Ytringsfriheden kan ikke tåle intellektuel dovenskab.
Demokratiet bygger på en forudsætning om gensidig og åben debat. Hvis
Internet skal udvikles til et forum for demokrati er det nødvendigt, at adgangen til at
ytre sig er lige så fri som i de øvrige demokratiske institutioner.
Søndag Aften 0598
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
