Af Kim Borreby og Martin Pingel

De fleste væsentlige kunstmuseer og gallerier er efterhånden præsenteret på internettet, og de er der af samme grunde som de fleste større virksomheder, fordi internettet er blevet et naturligt led i den generelle formidling og markedsføring. Det er ligeså vigtigt at være tilstede på nettet, som det er at kunne findes i telefonbogen. Men samtidig er det jo også en meget billig måde at få sine kunder eller sit publikum i tale på, da man stort set ikke betaler for distributionen. Kunstmuseerne kan vælge at bruge nettet på flere måder. Den mest simple og uinteressante måde er blot at være tilstede med et visitkort med adresse og åbningstider mm., mens den anden ende af spektret indebærer, at man kan finde museets totale samling som et søgbart katalog med reproduktioner og diverse oplysninger. Dette svarer stort set til, hvad man altid har gjort med trykte kataloger og kunsttidsskrifter blot med den forskel, at man her i princippet har mulighed for at samle alt og gøre det let tilgængeligt ved hjælp af diverse søgeredskaber (ofte er disse dog ikke særligt velkonstruerede eller brugervenlige). Disse tiltag indebærer det spændende perspektiv, at internettet en dag vil blive et næsten komplet og lettilgængeligt globalt kunstkatalog. Men der findes også nogle steder på nettet, hvor mediet udnyttes på en helt anden måde, nemlig de steder der udstiller egentlige digitale værker. Her er det altså selve værkerne og ikke blot reproduktioner, man ser på sin computerskærm.

Ligesom andre kultur-foreteelser vil kunsten altid finde vej i nye medier. Kunst er dybest set en kommunikationsform — lige fra hulemalerierne og oldtidens græske teater til vore dages kunst — internettet er blot et nyt medie, hvor denne kommunikation kan udspille sig. Og kunstnere vil selvfølgelig altid tage nye teknikker til sig og experimentere med de udtryksmuligheder, som de giver (f.ex. acrylmaling i 40'erne eller ged & bildæk i 50'erne). Indtil videre er det dog stadig ganske få kunstnere, der har taget internettet op som medie i Danmark.

At arbejde med kunsten på internettet adskiller sig egentlig ikke fra en hver anden kunst-produktion, hvis man helt enkelt betragtet ser kunsten som en erkendelsesform. Om man udtrykker sig ved hjælp af ord, video eller computerskærmen er måske ikke afgørende for den enkelte kunstner, men selve værket og de kvaliteter der binder sig til det, har på internettet andre muligheder for at placere sig i de ydre sammenhænge. Det som internettet giver mulighed for, er endnu en kunstform der kan frigøre sig fra objekt-begrebet (video, lyd og performance har længe været praktiseret som delvis objektfrigjorte kunstformer). Det traditionelle kunstværk har altid været af en objekt-karakter. Det har været noget afsluttet og dermed knyttet sig til det at være en vare. Men internettets karakter har givet kunsten en mulighed for at bliver til ren praksis – selve værket existerer ikke længere som noget fysisk, noget materielt. Værket har ikke en permanent karakter mere. Internettet er et flygtigt medie, man kan ændre og redigere i værket, når nye spørgsmål melder sig i kunstprocessen. Værket har altså fået tilført nye muligheder for en helt anderledes struktur, der ikke peger mod den traditionelle opfattelse af værket som en vare. Man kunne fortsætte tankerækken med, at når kunstværket ikke mere er en vare, så er det heller ikke i traditionel forstand et kunstværk. Det er blevet til en proces, og varen er blevet det at have adgang til kunstværket. Et internet-baseret kunstværk kan ikke omsættes som et objekt – eller d.v.s. det kan det godt. Man kunne sagtens forestille sig, at man havde værker, der er beregnet til at printe, men det opløser stadigvæk værkets omsættelighed til en handelsvare, for værket er blevet uendeligt på den måde, at det altid vil være et originalt værk, der kommer ud af printeren.

Det der gør egentlig internet-kunst interessant, er dels de nye udtryksmæssige muligheder, som mediet frembyder; det sande multi-medie, hvor text, grafik, lyd og video kan kombineres frit, men så sandelig også mulighederne for dynamik, interaktivitet og dialog. Mediet giver muligheder for at slippe værket på helt andre vilkår end tidligere, f.ex. kan man forestille sig et værk, der er programmeret til at være afhængigt af de strukturer, der er gældende på den computer værket ses på, værket kan være afhængigt af tidsfaktorer så det fremstår forskelligt i forskellige tidszoner, eller det kan måske også benytte sig af tilfældighedsfaktorer.

Men et aspekt der er mindst ligeså interessant er, at internettet som medie i virkeligheden er uhyre demokratisk og lettilgængelig low-tech sammenlignet med det meste af den såkaldt nye mediekunst. Man kan lave internet-kunst med en ganske almindelig hjemmecomputer, hvilket gør det meget mere tilgængeligt og billigere at lave end f.ex. video-kunst. Og hvis man sammenligner med high-tech spektret indenfor den digitale kunst, er der et kvantespring til forskel — toppen af kransekagen som den f.ex. kan ses i den digitale kunsts højborg Ars Electronica Center i Linz er ofte projekter med milion-budgetter, som involverer den nyeste teknologi og hele hold af verdens førende ingeniører. Set i det lys kan det være en befriende og bekræftende oplevelse at se et low-tech internet-kunstværk, som virker — altså siger en noget. På en måde levnes mere plads til at fokusere på indholdet, når teknologien er relativt simpel. Nogle af de bedste internetværker kan være finurlige eller selvironiske spil med teknologien, hvor det virker som om internettets mange begrænsninger har stimuleret kreativiteten.

Interaktivitet er nærmest blevet synonymt med computeren og internettet, men anvendelsen af interaktivitets-begrebet er problematisk, ja rent ud sagt en floskel af de store. Der er en tendens til, at når man snakker computere og multimedie, så er noget "interaktivt", blot man som bruger (eller publikum) kan gøre noget. At der sker et eller andet mere eller mindre forudsigeligt og mere eller mindre primitivt, når man f.ex. trykker på en knap. Men udfra denne definition er stort set al software interaktivt. I et almindeligt textbehandlingsprogram sker der jo også "noget", når man gør "noget" - og hvad kan man så bruge begrebet til?

Her er der utallige paraleller i den fysiske verden, hvor vi jo heller ikke går rundt og jubler over at alt er interaktivt. Hvis vi som et exempel fra kunsten tager Arthur Köpckes kendte "Aktions-stykker", så var de et forsøg på at inddrage publikum som deltagere i den kunstneriske skabelses- og kommunikationsproces. Köpcke udfordrede publikum til at blive aktører, så interaktionen har været mellem Köpcke og det deltagende publikum (og fortløbende mellem de aktive blandt publikum). Men selve værkerne blev jo ikke interaktive af, at enkelte deltagere udførte en aktion på dem. Tilsvarende var lærredet ikke interaktivt, fordi kunstmaleren malede på det – eller papiret, fordi forfatteren skrev på det. Lærred og papir var jo blot medier, som kunstneren brugte i sin skabelses- eller kommunikationsproces, og sådan har det altid været i tiden før det computerbaserede multimedie.

Dette betyder ikke, at man ikke kan tale om interaktivitet, blot er det jo ikke mediet, der er interaktivt, men måden man bruger det på. Og internettet som medie byder på mange muligheder for interaktion mellem kunstner og publikum – og altså aktivere publikum som deltagere i den kunstneriske kommunikation.

Stort set alle de digitale kunstværker, der i dag er tilgængelige på internettet, er gratis. Dette skyldes nok tildels den karakter af leg og experiment, som nettet trods alt stadig er præget af. Mange kunstnere bruger også internettet målrettet som en markedsføringskanal, altså et katalog som man ligeså godt kan distribuere gratis, når det nu er så simpelt og billigt at gøre det. Men på længere sigt rummer internettet faktisk hidtil usete muligheder for publikums-betaling og administration af copyright, da det i princippet er muligt at opkræve et gebyr for hver eneste side i det øjeblik, den vises for publikum. Dette princip kaldes ofte "pay per view", og dets store udbredelse afventer stadig en almen udbredelse af de såkaldte micro payment teknikker, som gør den automatiske overførsel af mindre pengebeløb enkel og problemfri. En anden mulighed for publikums-betaling, som især museer vil kunne have glæde af, er en abonnementsordning, hvor kun gæster med password bliver lukket ind på visse områder. I kunstmiljøer er mange lidt negative overfor disse kommercielle udviklingstendenser, som umiddelbart synes at gå imod den traditionelt frie udbredelse af netkunsten. Men man kan diskutere, om ikke kunstnerne i længden vil være bedst tjent med at få løn for deres arbejde på lige fod med kuratorer og kustoder.

Vi skal ikke her forsøge at komme med en komplet typologi over internet-kunsten. Dels er kunstens udbredelse i dette medie stadig under rivende udvikling, men det ville også kunne føre ganske vidt, om man skulle kategorisere værker efter såvel deres indhold som deres forhold til existerende kunstretninger samt endelig deres måde at udnytte mediet på. Hvis vi derimod koncentrerer os om det sidste, kan vi umiddelbart inddele dagens internet-kunst i følgende kategorier:

1. "Flade" digitale billeder
2. Animationer/lysbilledshow
3. Digital video
4. Værker der udnytter nettets low-tech muligheder (primært HTML)
5. Egentlige interaktive værker eller værker, der udnytter dialog via nettet til selve indholdsopbygningen

1. Gennem en del år har flere kunstnere benyttet computeren som redskab til frembringelse af billeder. Computeren har her fungeret som pensel og lærred eller mørkekammer eller en kombination – mange programmer bygger faktisk stadig på metaforer fra de fysiske maler-redskaber. Men før CD-ROM mediet og siden internettet blev tilgængeligt, har man måttet distribuere disse billeder i en fysisk form f.ex. printet ud på papir eller som film anbragt i lyskasser. Med nettet har man fået en god og billig måde at distribuere billederne på, og ofte har man faktisk også den fordel at publikum kan se billederne på en skærm næsten som de blev lavet – altså med helt andre farve- og lysvirkninger end hvis de var printet ud på papir.

I dag kan man altså finde digitale billeder, som er lavet til at blive set på internettet, men som blot er "flade" og ellers ikke udnytter mediets muligheder. Nu, hvor mediet stadig er i udvikling, og vi fokuserer så meget på netop dets muligheder, kan vi måske mene at sådanne værker er mindre interessante. Men på længere sigt vil dette selvfølgelig være en lige lovlig teknokratisk holdning, og hvis billederne iøvrigt har et indhold må de jo være ligeså interessante som tilsvarende billeder udført i traditionelle medier.

2. En anden kategori, som ikke udnytter internet-mediet særlig vidtgående er animationer/lysbilledshow. For mange kunstnere har det været et naturligt første skridt at udnytte de simple animations-muligheder på nettet for at sætte lidt mere liv i deres sider (ligesom det hurtigt blev en pestilens på mange private og kommercielle sider, da denne teknik blev mulig). Det er klart, at animation giver en mulighed for øget dynamik, og i kunstnerisk sammenhæng ser man ofte teknikken anvendt som en slags udvidelse af det statiske billede til en fortælling. Billedet tilføjes altså en tidslig dimension. Rent praktisk ser man alt lige fra tegnefilm- eller video-agtige historier til noget der minder om lysbilledshow, hvor det er vidt forskellige billeder der skifter, men fælles værkerne er, at denne teknik er ganske simpel og let tilgængelig. Derfor er det bl.a. en attraktiv ny mulighed for kunstnere, der måske ellers ikke er så vant til at arbejde med den tidslige dimension.

3. Den digitale video behøver egentlig ikke sin egen kategori, da man i princippet blot kan lægge en færdig video ud på nettet, som man kan med et billede. Men da båndbredden på internettet indtil videre er temmelig lav giver video i fuld skærmformat og professionel opløsning stadig ikke mening. Man må altså redigere sin video så den fungerer i et lille bitte tændstikæskeformat med helt ned til 5-10 billeder i sekundet. Derfor kan man se en særlig lille genre udvikle sig på nettet. På lidt længere sigt, når båndbredden vokser, og internettet bl.a. overtager de kendte udlejningsvideobånd, vil man til gengæld se en væsentlig udvidelse af de traditionelle kunstvideoers distributionsmuligheder. Som en paralel til video-værkerne findes også digital lyd-kunst på nettet. Rent teknisk er man også her nødt til at arbejde med et komprimeret (og dermed kvalitets-forringet) format for at det almindelige publikum skal have nogen chance for at hente lyden hjem via standard modemer.

4. Blandt de teknisk mere interessante værker er dem, der i højere grad udnytter nettets muligheder for dynamik. Da mulighederne stadig er relativt "low-tech" er det ofte en udfordring for kunstnere så at sige at vride eller presse teknologien til det yderste for at få en effekt ud af det. Det kommer der ind imellem nogle ganske overraskende og kreative resultater ud af - se f.ex. siderne med Form Art. Generelt må man sige, at den simple dynamik, som umiddelbart er mulig med nettets sidebeskrivelsessprog HTML både er meget effektiv og meget økonomisk med hensyn til båndbredde – især sammenlignet med video og lyd. Men det specielle ved mediet er iøvrigt, at man kan kombinere stort set alt i sine dynamiske strukturer. Og dermed åbnes store muligheder for kunstværker med både tidslig og net-geografisk udstrækning.

5. De mere spændende netkunstværker er udfra en mediemæssig betragtning dem, der udnytter nettets muligheder for egentlig interaktivitet eller dialog. Det kan f.ex. være værker, der i sig selv nærmest fungerer som platform eller medie for publikums interaktion – eller hvor publikum tilvejebringer indholdet. Et spændende exempel er Telegarden. Telegarden er et fjernstyret havebed, som p.t. fysisk befinder sig på Ars Electronica Center i Linz. Havebedet passes af en masse mennesker via internettet ved hjælp af en gammel industrirobot. Robotten styres fra en internetside med et simpelt kontrolpanel, og man kan bl.a. så diverse frø og vande rundt om i haven. Man kan se hver en krog af haven via et videokamera monteret på robotten. Der er nærmest opstået et lille samfund af havepassere (fordelt over kloden) med et fælles ansvar for havens udvikling, og det er interessant, at den lille have generelt klarer sig fint.

Søndag Aften 0698

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

Læs også De bedste kunstsites

[Næste artikel]