CulturCronik:

Af Tom Ahlberg

Da jeg som dreng i tresserne var på besøg hos min tante i Holstebro, var det ikke blot den mærkværdige oplevelse af min cigarrygende tante, som satte sig i erindringen. Jeg fik en følelse af, at something was going on. Det var som at uforvarende komme til København på en landskampsdag: en særlig fortættet stemning, som man mærker også uden at være med til kampen. Dengang forstod jeg ikke, hvad der havde fået en københavner til at flytte til det fjerne Jylland. Men der var en begejstring og glæde over at være med til noget stort. Min tante havde i sin DKP-fortid kæmpet for store ændringer, også revolutioner i partiet. Nu var hun med til at virkeliggøre nogle af de drømme om kunsten og folket, som hun ikke fandt plads til i DKP. Og det gav en særlig glød.

Denne særlige glød genfinder jeg nu i bogen Holstebro i Verden - Verden i Holstebro, Dorte Skot-Hansens nærgående portræt af den kulturpolitiske udvikling fra tresserne til halvfemserne i en dansk provinsby. Selvfølgelig handler bogen om Holstebro. Men først og fremmest er bogen en langt mere præcis opsummering af kulturpolitiske forandringer i Danmark end nok så mange rapporter fra Socialforskningsinstituttet og Danmarks Statistik kan indkredse.

Giocometti-skulpturen Kvinde på kærre kunne være solgt til Brande, Kunstmuseet kunne have fået samme dynamik i Herning, Holstebro-Hallen kunne være blevet til Værket i Randers, Malehuset kunne være i enhver anden by med et børnehaveseminarium, Folkemusikhuset kunne være MultiMaren, Holstebro Børneteater kunne være flyttet til en baggård i Svendborg, Holstebro Bibliotek er lige så monumentalt som så mange andre danske 80’er biblioteker, Kirsten Delholms Skibet Bro kunne være sat op på taget af Netto i Skjern, Frithioff Johansens Kaos Tempel kunne have fået samme skæbne som Hein Heinsens Ringen, Vogterne og Kilen til Store Torv i Aarhus og Odin Teatret kunne være blevet i Oslo.

Det særlige for Holstebro er ikke de enkelte kulturpolitiske manifestationer. Det er derimod mængden, som er et særligt udtryk for gejst, overskud, frisind og tilfældigheder. Holstebros resultater er ikke udtryk for en bevidst strategi eller masterplan. De enkelte initiativer fik ikke tykt smør på brødet, men de mange projekter lykkedes på grund af en tro på ildsjælene, og en imponerende lyst til at give ildsjælene frie hænder. Men de kulturpolitiske modsætninger og debatter, de strukturelle fælder og økonomiske problemer svarer fuldt ud til, hvordan verden ser ud uden for Holstebro.

Den kulturpolitiske udvikling i Holstebro viser skiftene fra ingen kulturpolitiske ambitioner i tressernernes rindalistiske debatklima til de store kulturplaner i halvfemserne. Holstebro gennemførte armslængdeprincippet lang tid før nogen havde tænkt over det. Initiativtagerne i Holstebro ville turde. De havde holdninger og engagement. Resten er historie.

Det er tankevækkende, at mange af Holstebros initiativer er lykkedes gennem samarbejder mellem kommunen og andre myndigheder. Statens kulturpolitiske gulerodsprincipper, som startede netop i tresserne, har mildest talt været succesfulde. I dagens kulturpolitiske jargon, ville man sige, at kommunalpolitikerne i Holstebro spekulerede i de statslige refusionsordninger. På bedste kræmmer-maner forhandlede man sig til gunstige ordninger med staten. Til gengæld lykkedes det for staten at synliggøre ambitionen om en dansk kulturpolitik udenfor København.

Dengang var målet demokratisering af kulturen. Gulerodsprincipperne var et svar på rindalismen. De kulturelle tilbud skulle gøres tilgængelige for hele befolkningen. Et vigtigt instrument til dette var forankring af institutioner udenfor København gennem et mix af lokal og statslig betaling.

Odin Teatret var i frygtelige overlevelsesvanskeligheder sidst i tresserne. Ansvaret blev kastet frem og tilbage mellem stat og kommune indtil man gennem ny lov fandt en ny fælles model som man kunne enes om. Idag virker denne diskussion helt anakronistisk.

Nogle af disse års vigtigste kulturpolitiske debatter handler netop om gulerodsprincipperne skal overleve - eller helt fjernes. De regionale kulturforsøg er født af kulturministeriets opgør med refusionsordninger (se Bogens Verden nr 5, 1998). Opgavekommissionens betænkning fra december 1998 vil også helst fjerne alle gulerødder.

Som begrundelser nævnes gentagne gange det administrative bøvl der er, når kulturelle initiativer finansieres fra flere kilder. Og selvfølgelig oplever mange ildsjæle det som besværligt at søge støtte flere steder. Det kulturpolitiske liv ville være enklere, hvis der kun var én pengekilde. Men ville det nødvendigvis blive bedre?

Det er typisk for de regionale kulturforsøg og for evalueringen af dem, at det ikke er den højtbesungne kvalitet af de kunstneriske værker, der skal vurderes. Det er derimod udelukkende et spørgsmål om administrative styringsredskaber. Der er ingen muligheder for at vurdere, hvorvidt samfinansiering også giver en anden kulturpolitisk dynamik, da både statlige og lokale kvalitetskriterier skal opfyldes. Disse vigtige kulturpolitiske debatter bygger ikke på egentlige kulturpolitiske mål, men derimod på et administrativt spørgsmål: hvad er lettest. Og svaret er ligetil: det er lettest at lade én myndighed håndtere sagerne.

Man kan spørge om afskaffelse af de statslige gulerodsordninger vil stille udviklingen i bero. Så der kun er hønsefødder tilbage.

De statslige initiativer henter skyts i Socialforskningsinstituttets Fra eliteforbrug til masseforbrug, hvoraf det fremgår, at 75% af den voksne befolkning bruger tilbuddene om at kunne komme til opera, ballet, skuespil, klassisk koncert, på museum, folkebibliotek osv. Ud fra denne konstatering er demokratisering af kulturlivet ikke længere på kulturministeriets dagsorden. Kulturministeriet ser ingen problemer i, at 42% af de, der har mindre end 9 års skoleuddannelse, ikke bruger de nævnte tilbud eller, at 40% i landdistrikterne heller ikke gør det, eller at 64% af befolkningen ikke bruger folkebibliotekerne. Den statslige politik er baseret på, at målet om demokratisering er lykkedes.

Men den statslige tænkning har et alvorligt logisk paradoks. På den ene side hævdes, at demokratiseringen er lykkedes, på den anden side er man alvorligt i tvivl om de lokale myndigheder har tilstrækkeligt med kvaltitetsfornemmelse til at kunne administrere kulturpolitikken. Man stiller dels spørgsmålstegn ved kommunernes forvaltning af armslængdeprincippet. Det gør man med rette - men det kunne man lige så vel gøre i forhold til statens egen håndtering, tag blot Arken eller ekstra Finanslovsbevillinger til de facto navngivne teatre. Men den statslige frygt for de kommunale bevillingshavere ses mest tydeligt af behovet for at diskutere hegnspæle om de kulturelle budgetter. Hvis aktører i den statslige kulturpolitik mener der er brug for hegnspæle, så har disse aktører ikke den fornødne tillid til kommunernes forvaltning af kulturpengene. Ud fra Holstebros eksempel kunne man sige: hegnspæle om kulturpengene ville have forhindret den rivende udvikling. Og dette gælder såmænd alle danske kommuner.

Den samme statslige bedreviden formuleres i for eksempel UBIS-betænkningen og kulturminsiteriets kritik af de kommuner, som ikke bruger tilstrækkeligt med penge på bibliotekerne. Men de mest sølle kommunale biblioteker er jo ikke udtryk for ringeagt overfor et kulturelt engageret mindretal i disse kommuner. Det er udtryk for disse kommuners konsensus om skattetryk og prioriteringer.

Et mantra i halvfemsernes kulturpolitik er blevet mangfoldighed. Dette ord går igen i stort set alle skåltaler. Men mangfoldigheden gælder tilsyneladende kun i prioriteringen mellem de kulturpolitiske opgaver. Når man sætter spørgsmålstegn ved kommunernes evne til at budgettere kulturområdet, stiller man også spørgsmålstegn ved om der må være økonomisk mangfoldighed. Hver eneste gang der kommer en ny opgørelse over kommunernes kulturudgifter, stilles spørgsmålet: bruger nogle kommuner for lidt og andre for meget. Underforstået: der er nok et gennemsnit, som alle burde være i nærheden af. I stedet kunne man vælge at glæde sig over den lokalt forankrede mangfoldighed: nogle kommuner prioriterer teatre, andre kunst og igen andre billedkunst for skolebørn. Nogle kommuner vælger at bruge mange penge, andre få. Det er et godt udtryk for demokratisk styrke. Manfoldighed i praksis betyder også økonomisk mangfoldighed.

Man kan have forskellige taktiske vurderinger af, hvilke konsekvenser minimumskrav til kommunale biblioteker kan få. Uanset hvad, vil sådanne minimumskrav dog være udtryk for, at staten i realiteten ikke mener at demokratiseringen af kulturlivet er lykkedes.

En af de statslige myter om den kommunale kulturpolitik er, at en decentral tilgang i for høj grad vil forsøge at sikre lokale kunstnere og tilsidesætte det altdominerende kvalitetsbegreb. Som om kvalitet ikke havde noget med situationen og modtageren at gøre. Publikums evne til at modtage og engagere sig hænger også sammen med fortællerammen, hvad enten fortællingen foregår lokalt eller ophavsmanden blot er en del af den lokale mytologi. Den nationale kulturpolitik har fuldstændigt samme problem, en række af de nationale støtteordninger tilgodeser det danske - uden smålig skelen til kvalitet.

Et museum som Thorvaldsens (som ovenikøbet er kommunalt) opfylder naturligvis fuldt ud kvalitetskravene, men en vigtig del af museets mytologi er Thorvaldsens danskhed, uanset at de vægtige dele af samlingen er skabt i Rom. Thorvaldsen repræsenterer danske værdier. Museet ville ikke have samme selvfølgelige betydning i andre lande. Og det samme gælder naturligvis for Skagen-malerne, Faaborg Museums samling og de mange andre, men mindre mytologiserede lokalt prægede og forankrede museumssamlinger.

Og ja, nogle gange må man undre sig over lokale samlingers kvalitetskriterier. Men nogle gange må man altså også undre sig over nationale samlingers kvalitetskriterier. Nationale kulturinstitutioner varetager den nationale kulturarv, siges det. Og lokale kulturinstitutioner varetager den lokale kulturarv, må man svare. Så længe staten fastholder danskhedskriterier i nationale støtteordninger, så længe må staten affinde sig med lokale kvalitetskriterier. Om få år vil vi sikkert opleve at man ud fra et europæisk kvalitetsperspektiv sætter spørgsmålstegn ved at de nationale kvalitetskriterier er så lokalt forankrede.

En anden af de statslige negative myter ved øget decentralisering af kulturpengene er frygten for lokal populisme, at de lokale kulturinstitutioner jagter publikum for enhver pris. Den frygt er reel - og eksemplerne er mange. Men eksemplerne findes så sandelig også hos de statslige institutioner. Populismen eksisterer overalt og er en del af den daglige kulturpolitiske kamp. I stedet for de mange millioner til dyre forsøg med regionale kulturforsøg, havde det været bedre med en debat om, hvor, hvornår og hvordan man skal gå i konfrontation med populismen.

Modsat de negative statslige myter, er der en kommunal tyrkertro på at man i kommunerne bedst ved, hvad der rør sig i befolkningen. Men det er ikke kun socialdemokratiets formand der kan have svært ved at forstå de egne medlemmers ønsker og tarv. Den samme fortåelseskløft hersker i kommunerne. I folketinget har man den fordel, at man ved at man er langt fra det brede folkehav. I kommunerne bilder for mange sig selv ind, at de er repræsentative.

De kulturelle udtryk er blevet så mange og repræsenterer så vidt forskellige værdier, at alle har svært ved at navigere. Og mange kommunale kulturudvalg har et fortegnet billede af deres egen repræsentativitet. Fordi de kommer af folket, er det ikke sikkert at de kender folkets bredde og nuancer. Formanden for Teaterrådet, som ser 200 forestillinger om året, har langt bedre kendskab til publikum, end den borgmester, der kommer til 10 store premierer.

Der ligger dog en oplagt god konklusion på de regionale kulturforsøg. I Danmark er Bornholm nemlig den eneste geografisk-administrative enhed der ikke kan diskuteres. Alle andre kommune- og amtsgrænser har en grad af vilkårlighed. Og befolkningens opfattelser af kultur-nærområde svarer ikke altid til kommunegrænserne. Så hurra for de regionale kulturforsøgs opfordring til kommuner og amter om at frigøre sig fra de administrative grænser.

"Det ville være frygteligt, hvis alle tændte deres stearinlys og råbte hurra for Odin Teatret" sagde Odin Teatrets leder, Eugenio Barba i 1967.

I halvfemserne har næsten alle tændt stearinlysene både for Odin Teatret for kulturen. Der smedes planer sammen, der tænkes i strategier, kulturen opfattes som et instrument til at få flere turister, større omsætning, flere veluddannede borgere til byen. Kulturpolitik lægges for at skabe det kit der skal binde mennesker sammen i boligområder, for at integrere indvandrere, for at erstatte dele af socialpolitikken. Kulturpolitik er blevet et konkurrenceparameter, gerne med bisætning kultur skal kunne betale sig. Der er blevet konsensus om kulturen.

Men det tændte stearinlys for kulturen er samtidigt fjernet fra ildsjælene. Flere og flere kulturelle initiativer udspringer af de politisk-strategiske hensyn. Arken i Ishøj, Vega i København, kulturministeriets Plan 2000, hovedstadsområdets Kulturby 96 eller kulturministeriets regionale kulturforsøg udspringer alle sammen af strategisk tænkning, ikke af ildsjæles initiativer. Nogle initiativer formår at få ildsjæle knyttet til, hvorefter ildsjælene ofte kaster sjælene overstyr i håb om at opfylde de instrumentaliserede mål der er sat for projekterne.

Kulturen opfattes som et gode vi ikke kan undvære. Der er en positiv klang over kulturpolitik. Blandt kommunalpolitikere ofte med en opfattelse af, at her har man den kollektive gavekasse. Her skal vi gøre noget for alle. Tit hører man dog kommunalpolitikere beklage sig over, at de savner en samlet kulturpolitik.

Men dette er netop også en af udviklingstendenserne fra tresserne til halvfemserne. I tresserne og halvfjerdserne var det relevant at tale om kulturpolitik som en sammenhængende politik. Men tiden har overhalet forestillingen om en dansk eller en bys enhedskultur. Menneskene og deres udtryk er så forskellige, at kulturpolitik ikke længere kan udtrykkes i ental.

Og kultur har ikke godt af at pakkes ind i konsenus. Alle kulturpolitiske beslutninger går nogen imod. Der vil være store grupper som ikke er enige i beslutningerne, store grupper som ikke forstår de kunstneriske udtryk. De bedste kulturpolitiske satsninger sker i modvind. De banebrydende initiativer i Holstebro mødte stor modstand. Idag glattes ud på modsætningerne og alle er glade for byens gode renommé. Idag higer og søger man efter projekter, som bakkes op af turistkontor, arbejdsformidling, handelsstandsforening, indvandrergrupper og de politiske partier. Så betyder ildsjælenes glød mindre.

Der er behov for mange kulturpolitikker. Der vil ofte være mål i modstrid med hinanden og ildsjæle, der kommer på tværs af al strategisk planlægning. Kravene til kulturpolitikken er modsatrettede. Den bedste kulturpolitik er lige så umulig som at blæse og have mel i munden samtidig. Men man kan ligeså godt prøve.

Tidligere bragt i (det analoge) tidsskrift Bogens Verden nr. 1. 1999.

Søndag Aften 0499

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.