Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
februar 2000
Sjællænderne usikre
Sjællands Symfoniorkester er igen genstand for økonomiske stridigheder. Det værst tænkelige scenarie kan koste orkestret 4,5 mio
Når bestyrelsen for Sjællands Symfoniorkester mødes den 3. marts 2000, står budgettet for 2001 på dagsordenen. Men ingen kender på forhånd resultatet.
Sjællands Symfoniorkesters økonomi er sammensat af et patchwork af amter (Københavns Amt, Frederiksborg Amt, Roskilde Amt, Vestsjællands Amt, Storstrøms Amt, Frederiksberg og Københavns kommuner), kulturministeriet og Tivoli. Og de mange parter bag orkestret har vidt forskellige mål med orkestrets fremtid. Orkestret har en omfattende turnevirksomhed, som skal sikre, at alle amter får noget for pengene.
Sparekrav
Men to af amterne har gennem årene forsøgt at komme ud af samarbejdet, som de blev påtvunget ved ændring af musikloven i 80'erne. Derfor har Vestsjællands og Storstrøms amter forlangt en besparelse på omkring 250.000 kr hver i budgettet for 2001. Denne halve millions besparelse vil i sig selv give problemer for orkestrets drift. Men musikloven sikrer, at kulturministeriet dobler op i forhold til amternes betaling. Dertil kommer, at amterne betaler i forhold til befolkningstal. Hvis et amt går net i betalingen, vil de øvrige følge med nedad. De amter, der ikke har annonceret besparelse, vil næppe øge tilskuddet til orkestret. Eksempelvis er det i Københavns Amt en del af den politiske konstitueringsaftale mellem Socialdemokratiet, konservative og Dansk Folkeparti, at kulturudgifterne ikke må stige i denne valgperiode.
En sandsynlig udgang på debatten er, at de to amter bliver nødt til at give sig - og altså ikke får opfyldt sparekravet. Problemet er, at det for øjeblikket kan være svært at se, hvilket figenblad man kan give repræsentanterne for de to amter med hjem fra bestyrelsesmødet.
Hovedstadsråd i kulissen
Yderligere en faktor kan ændre vilkårene for Sjællands Symfoniorkester. Det er endnu ikke afklaret om Sjællands Symfoniorkester skal administreres af det nye Hovedstadens Udviklingsråd (se Søndag Aften Arkiv). Udviklingsrådet vil omfatte alle de amter der er med i Sjællands Symfoniorkester - undtagen de to, som har ønsket besparelser. Hvis Sjællænderne kommer under Udviklingsrådet, vil konflikten mellem de Vestsjællands og Storstrøms amter og udviklingsrådets amter sandsynligvis blive forstærket.
Musikerne i Sjællands Symfoniorkester har gennem de sidste 5 år i stigende omfang oplevet sig som passive tilskuere i et større administrativt og politisk slagsmål. Orkestret har selv svært ved at påvirke forholdene - men må håbe at de politiske parter på et tidspunkt når frem til en økonomisk model, som kan give længere planlægnings- og udviklingshorisont.
Tivoli dark horse
Bag den aktuelle budgetstrid gemmer sig også debatten om Tivolis betaling for brug af orkestret. I 96-99 var der omfattende økonomisk usikkerhed efter krav fra Tivoli om at mindske betalingen (se Søndag Aften Arkiv). Man nåede frem til en løsning, der delvis imødekom Tivolis krav, blandt andet under forventning om en kommende revision af musikloven. Tivoli har dog erklæret sig villig til at fastholde 2000-betalingen i 2001.
Men Tivoli er en usikker samarbejdspartner efter 2001. Dels kendes Tivolis fremtidige ejer ikke - og derfor ved man ikke, hvorvidt Tivoli fremover vil prioritere symfoniorkestret. Dels betyder en af planerne om et fremtidigt operahus, at Tivolis koncertsal skal nedrives. Et kommende operahus vil ikke være egnet til symfonisk musik, hverken ud fra akustiske vurderinger og ud fra at et operahus vil være optaget af opera 100-120 dage i koncertsæsonen.
Et af de andre og mere realistiske forslag til operahus er Tivolis nabogrund. Bygger man her vil man til en vis grad kunne opnå et synergieffekt mellem operahus og koncertsal. Dette vil også kunne fremskynde den snart tiltrængte renovering af Tivolis Koncertsal. Ombygningen af koncertsalen og den mulige offentlige medfinansiering af dette, vil kunne give de penge, som skal til for at kunne tegne nye modeller for det fremtidige Sjællanderne.
Søndag Aften 02/2000
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.