Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
februar 2000
Man kan ikke drikke en god vin på afstand
CulturCronik:
Af Hans Bandmann
Vi har kun smagen tilbage i en verden hvor den digitale teknologi er ved at
overflødiggøre al menneskelig sansning og bevægelse. I bogen "Cyberworld - det værstes politik" analyserer den franske arkitekt og filosof Paul Virilio
de indbyggede uheld og negative sider i vores digitale eventyr
Speederen er i bund. Helt i bund. Teknologien nærmer sig lysets hastighed.
Højhastighedstog eller overlydsfly, bredbånd, ASDL eller WAP-teknologi.
Hastighed er magt og nettet den rene lykke.
Men den accelererende hastighed har sine bagsider. Alle former for
teknologi har en skyggeside og rummer sit eget indbyggede uheld. Broer
bryder sammen, tog løber af sporet, skibe synker og fly falder ned.
Teknikkens bagsider
På samme måde med de digitale netværk. Skyggen er der et eller andet sted.
Måske er det overvågningssamfundet, elektronisk bedrageri eller industriel
og politisk spionage. Det kan være børnepornografi, handel med narkotika og
ulovlig medicin eller hvidvaskning af sorte penge. Det kunne måske også
være nationalstaternes forsvinden, de giftige tungmetaller fra computerskrot
eller faren for globale softwaremonopoler.
Netnarkomanien er ved at blive et reelt problem. I USA viser undersøgelser,
at mellem fem-ti millioner er netafhængige og Ringgårdens Center for
Ludomani i Middelfart har allerede fået omkring 30 spontane henvendelser fra
danskere, der ikke kan styre deres brug af Internettet. Anonymiteten lokker
og uhæmmet brug kan isolere den enkelte. Stress og utålmodighed får et
ekstra spark, når man kan klikke sig til Kina på brøkdele af sekunder.
Håndskriften, der også udvikler identiteten uddør og sproget bliver
ensformigt, mens øjnene løber i vand og computermusen overbelaster ryg,
arme, muskler og håndled.
Det er ikke præcist til at vide hvilke ulykker der gemmer sig, men Paul
Virilio er mere end almindelig bekymret. Og han graver dybt.
Han undersøger de mulige negative konsekvenser ved de uophørligt stigende
hastigheder i den digitale transmission og finder skræmmende eksempler på
grundlæggende og omfattende tab af menneskelig kontrol. Vi risikerer at
miste vores personlige identitet, vi taber vores egen krop, de sociale
fællesskaber ophører og demokratiet opløses.
Teorierne om teknologiernes indbyggede uheld stammer helt tilbage fra
Antikken, hvor f.eks. de gamle romere kæmpede med blyforurening i deres
vandledninger. Vor tids ulykker bliver netværkets digitale katastrofe. Når
alle er koblet op. Og selvom det ikke er særlig rart at høre:
"Internettet er det generaliserede uheld. Det er ikke specifikt og lokalt
som Titanic, Tjernobyl eller Challenger. Globaliseringen og netværkene giver
mulighed for det generaliserede uheld. Et slags uheldenes uheld. Et uheld
der vil ske overalt og på samme tid", siger Virilio og nævner børskrak som eksempel.
Hastighed i højsædet
Begrebet hastighed er et centralt element og han definerer en lov om
hastighed, som han kalder for dromologi. Fra det græske ord Dromos, der
betyder hastighed og løb.
Hastigheden stræber altid efter at blive hurtigere og hurtigere. Overalt har
den sin egen indbyggede logik, der gør, at den vil søge at accelerere.
Mennesket vil altid benytte sig af den hurtigste teknologi.
Hastigheden bestemmer samtidig den måde vi indretter verden på og verden
ændres i takt med stigningerne i hastigheden. De krogede og brostensbelagte
gader var gode nok da vi i sindigt tempo kørte med hestevogn. De moderne
biler gør det nødvendigt at rette vejene ud, bygge parkeringshuse og finde
nye lydløse belægninger. Dromologien fortæller os at en bevægelse altid vil gå i retning af blive hurtigere.
"Mennesket opfinder jo aldrig en teknik, der går langsommere end den
forgående", siger Virilio.
Ustabil identitet
Når vi ved hjælp af et enkelt klik kan komme i elektronisk forbindelse med
mennesker i Tønder eller Tokyo ophæves vores fornemmelse af afstand.
Problemet er, at forberedelsen til rejsen, selve rejsen og ankomsten smelter
sammen i et øjeblik. Paradokset er, at computeren udvider vores muligheder
for kontakt, men samtidig indsnævrer den vores rum. Både det mentale og
fysiske.
I den virtuelle virkelighed er der ikke længere noget "her". Alt er "nu". Fortid og fremtid forsvinder og tilbage bliver kun nutid.
For nylig har Virilio til det norske Morgenbladet udtrykt det sådan her:
"Mennesket er ikke bare kød og blod, mand og kvinde, men også proportioner.
Eftersom vi ikke rager tyve meter op over jorden, er menneskets dimensioner
et eller andet sted begrænsede. Et rums kvalitet er kvaliteten af afstande i
rummet. Enhver teknik modificerer tidens afstande. Transport- og
telekommunikationsmidler reducerer uophørligt afstandende".
Grænserne viskes ud og landskabet forsvinder og når de fysiske barrierer er
væk, bliver det sværere at definere sig selv i forhold til rummet, tiden og
andre mennesker. Selvopfattelsen og identiteten er på gyngende grund. Det
bliver måske sværere at sige "jeg" og dermed vide, hvem der er hvem.
Samfundet accepterer ikke ventetid og med lysets hastighed er teknologien nu
også på vej ind i kroppen. Transportmidlerne og transmissionsmidlerne bliver
i stigende grad til transplantationsmidler. Menneske og maskine smelter
sammen i cyborgen og rejser det fundamentale spørgsmål om personlige frihed.
Demokrati på spil
Identitet og krop går grassat. Men ikke nok med det. Der er negative konsekvenser for verdens økonomi. Virilio advarer om byernes opløsning,
analyserer den elektroniske krigs minimering, de skjulte lidelser og det
politiske livs død.
Ved hjælp af det verdensomspændende netværk kan vi nu foretage politiske
afstemninger via skærmen, men demokrati er i sit væsen dialog.
Og diskussioner tager tid
"Der bliver tale om et tele-demokrati", siger Virilio og forklarer:
"Det bliver et demokrati på afstand. Den demokratiske proces elimineres
fordi der ikke bliver tid til at reflektere. På få sekunder kan politikerne
aflæse folkestemninger og dermed vil de elektroniske hastigheder erstatte
refleksionen med en refleks."
Franskmanden er en mester i korte og fyndige sætninger, der efterlader én
godt og grundigt i tvivl om, hvor vi er på vej hen. En af hans mange pointer
i kritikken af cyberspace og on-line samfundet er hans konstatering af det
fjernes fascination.
"Vi har hellere tele-kontakt med mennesker i fjerne egne end med vores nabo.
Når vi fascineres af det fjerne taber vi fascinationen af det nære", siger
han og giver sine overvejelser en ekstra drejning når han f.eks.
karakteriserer den moderne rumfart:
"Når vi erobrer rummet taber vi jorden. Det er ikke jordens undergang, men
et mentalt tab."
Frihed til kritik
"Uden frihed til at kritisere teknikken er der heller intet teknisk
fremskridt" - man kan roligt sige at kritikken er fundamental, uden at være fundamentalistisk.
"Fordi jeg elsker at lytte til Beethoven, men ikke kan lide en bestemt
tolkning, holder jeg jo ikke op med at kunne lide musikken. Jeg opfatter mig
som en slags teknikkens kunst-kritiker" siger Virilio.
Han maner hverken til gadekamp eller underskriftsindsamlinger, men er en af
de få, der for alvor tør kritisere den herskende teknologi-optimisme.
Det er dejligt befriende i en verden, der så ensidigt og massivt
lovpriser internettet som denne og den kommende verdens frelse.
Til reklametrommernes buldren har Virilio denne bemærkning:
"Hver evig eneste dag bliver vi bombarderet med reklamer for Internettet,
fordi Bill Gates og alle de andre vil sælge os deres produkter. Det er ikke
kun teknikken der volder mig problemer, det er ligeså meget propagandaen for
teknikken".
Af en eller anden grund bliver nettets skyggesider overset og fortiet. Måske
er politikere, erhvervsliv, journalister, mediebaroner og andre lykkeriddere
for alvor blevet hypnotiseret. Halleluja og mer´ af det hele, lyder det
overalt i samfundet.
"Som amatør kan jeg kun udvikle min interesse for teknikken gennem kritikken
og kun kritikken kan bringe den tekniske kultur fremad", siger han og
tilføjer, at udviklingen af nye teknologier bør ske gennem en analyse, en
kritik og en overskridelse af uheldene.
Virilio nævner f.eks. historien om de europæiske jernbaneingeniører,
der i 1880 mødtes i Bruxelles og opfandt et blokerings-system der skulle
hindre togene i at støde sammen. Det var man nødt til fordi der skete alt
for mange ulykker i togenes barndom. Det gør der også i dag.
Nu hedder togenes automatiske bremsesystem ATC. Der er airbags i bilerne og
katapultsæder i jagerflyene. Risikovurderinger er en videnskabelig disciplin
og folketinget nedsætter etiske råd og kommissioner, der skal forudsige og
helst hindre eller i det mindste lindre de værste teknologiske uheld.
I skolerne lærer børnene om farene ved alkoholmisbrug og narkotika. Måske
skulle man også indføre obligatorisk undervisning i Internettets mørke sider
og én times obligatorisk bevægelse om dagen i stedet for at halse efter
mantraet om en computer til hver elev.
Digital Bordeaux
Cyberworld er en bog, der opfordrer til både modstand og debat. Men den
viser også nogle veje ud af moradset. Virilio taler om at vi skal "generobre
sproget". Det havde glædet gamle Grundtvig. Vi kan også bruge mere tid på
kunst, der ifølge Paul Virilio er en af de bedste politiske og æstetiske
seismografer for den fremtidige udvikling. Og så skal vi tage begrebet om
"næsten" alvorligt.
Han er ikke mod teknologi og han tror hverken på at man kan eller skal
forhindre den teknologiske udvikling. Men teknologien skal styres
personligt, politisk og etisk.
"Cyberworld-det værstes politik" peger på de nye teknologiers paradokser og
fælder og Paul Virilio foreslår, at man fornægter enhver form for
afgudsdyrkelse.
"Alle vores sanser er på vej til at blive transformeret til modtagere. Vi
kan foretage os alt på afstand uden at være tilstede , men vi kan ikke
producere en digital Bordeaux!"
Paul Virilio er et barn af krigen. Han blev født i 1932 og oplevede som
dreng tyskernes bombardement af byen Nantes, hvor familien havde søgt
tilflugt. I midten af tyverne begynder han at undersøge den europæiske
Atlanterhavskyst. Det bliver til hans første bog Bunker Arkæologi. Den udkom
i 1975 og er en fotografisk dokumentation og beskrivelse af den befæstede
kyst fra Norge i Nord til Spanien i Syd.
Siden er det blevet til over tyve bøger, artikler, foredrag og udstillinger.
Virilios overordnede teoretiske analyser er inden for det militære, det
urbane og det politiske rum. Han tager udgangspunkt i de teknologier der
anvendes i konstruktionen af de rum eller fænomener han analyserer.
I
Danmark er den 68-årige filosof blevet kaldt begrebsaktivist og
fremtidsarkæolog og han har i tidens løb rundet emner som fotografi, film,
politik, astrofysik, kvantemekanik, økonomi, filosofi, malerkunst, skulptur
for at nævne nogle.
Paul Virilio er oprindelig uddannet glaskunster og arbejdede sammen med
Braque, Matisee o.a. Han er uddannet byplanlægger og arkitekt, men opfatter
også sig selv som urbanist og civilisationskritiker. Indtil for et par år
siden, har han været rektor for Arkitektskolen i Paris.
Hans bøger er oversat til utallige sprog og bruges på universiteter og
militærakademier verden over.
Hans Bandmann
.
Cyberworld - det værstes politik" er en interviewbog og udkommet på dansk på Introite! publishers, 152 sider, 195 kroner. (Med ekstra forord af Paul
Virilio og en grundig introduktion til hele forfatterskabet og en
bibliografi af lektor Niels Brügger)
Søndag Aften 02/2000
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
