CulturCommentar:
Opbruddet i bogbranchen får defensive kræfter til at ville følge i kølvandet på tidligere kuldsejlede industrier
Bogmarkedet står overfor voldsomme forandringer. Konkurrencestyrelsens debatoplæg om mulig afskaffelse af de faste bogpriser har for alvor sat gang i debatten. Og det var tiltrængt - men ikke kun for at diskutere prisfastsættelse.
Ændringerne skyldes markedstilpasninger (aktuelt: i form af bogpriser), kommercialisering (aktuelt: krise for de smalle bøger), internet (aktuelt: nye boghandlere), globalisering (aktuelt udenlandske forlags entré på det danske marked), ny teknologi (billigere produktionsprocesser), nye medier (aktuelt: CD-ROM, fremtidigt: e-bøger) og nyt indhold (aktuelt: den hypertekstuelle tænkning). Blot for at nævne nogle af udfordringerne - foruden den finger på en stadig hurtigere markedspuls enhver god købmand er nødt til at have for at finde de salgbare varer.
Det er en ordentlig mundfuld. - Desværre er den samlede bogbranches eneste konkrete svar på udfordringerne en fra Sverige inspireret kampagne for at fjerne bogmomsen.
Bevar bogmomsen
Der er et sympatisk og letforståeligt skær over kravet om at fjerne momsen. Det er som om fjernelse af moms pr. automatik er progressivt - og at det offentlige Danmark som holder fast ved en ensartet momssats er reaktionært.
I debatten om bogmomsen sætter man lighedstegn mellem bøger og litteratur. Skal frimærkekataloger, hobbybøger og ordbøger momsfritages - bare fordi det laves på papir? Hvis det er litteraturens ve og vel man vil, så støtter man den bedst ved at øge den direkte støtte til netop litteraturen. En generel momsfritagelse vil være at støtte med spredehagl - og kun en begrænset del af pengene vil gå til den litteratur, der bruges som gidsel for en branches krampetrækninger. Papirfabrikkerne jubler givetvis.
Det er jo den stadige grundforskning i sproget og dets muligheder vi vil understøtte. Der udgives værker i alle genrer som er lige så lødige og væsentlige - uanset om de er skrevet til papir eller til elektroniske værker. Lademans leksikon er mere kreativt og interessant på CD-ROM end som bog. Det digteriske eksperimentarium Øverste Kirurgiske piller lige så meget ved vaneforestillinger gennem internet som i bøger. I 1998 blev forfatteren Patricia le Roy nomineret til Booker Prize for et værk, som kun fandtes i elektronisk form. Når e-bogen bryder igennem på markedspladsen og mindsker produktionspriserne og halverer priserne for værkerne, skal forbrugerne så betale strafmoms for litteraturens billiggørelse?
Og hvorfor er det kun litteraturen, der skal støttes gennem momsfritagelse. Hvad med den danske jazz eller hiphop. Uha, der kunne siges meget om den sproglige og kreative udvikling, vanskelighederne på en trængt og amerikaniseret markedsplads. Der er sågar kunstnere som vælger at udgive værker som blander genrerne. Tit værker, som er smallere end selv den smalleste bog.
Engang var det progressivt i sig selv at kræve moms væk fra ditten og datten. Det er bekymrende med en samlet bogbranche, der er så fokuseret på fortidens markedsplads, at man stadig mener generelle subsidier er vejen frem. Der er brug for støtte til den smalle litteratur. Det gøres langt mere målrettet ved at øge støtten til f.eks. Litteraturrådet. På samme måde som dansk jazz og hip-hop støttes af Statens Musikråd.
Se til Sverige
Når nu den danske bogbranche har travlt med at se til Sverige i momsdebatten, så kunne man passende se til andre inspirationskilder i Sverige: de svenske netboghandlere ekspanderer for fuld fart - også udenfor Sverige (har du hørt om en dansk boghandler som har ambitioner udenfor dannevang?), den samlede svenske bogbranche har investeret millionbeløb i projektet Nya Vägar För Boken, som en samlet uddannelsesplatform til at forberede alle dele af bogmarkedet på nye teknologier og nye markeder, det myldrer med svenske initiativer til at bruge nye digital printteknologi.
Det er ærgerligt med en samlet branche, som tror at tidens udfordringer skal klares af Fader Stat. Fremtidens litteratur er alt for vigtig til at overlade den til at leve kun af almisser fra det offentlige. Papirfabrikkerne skal nok klare sig - momsfritagelse eller ej.
Men faste priser kunne være en rar ting - for eksempel på telefoni :-)
Tom Ahlberg
ansvarshavende redaktør
Søndag Aften 03/2000
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]