Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
marts 2000
Bytte bytte musik
Ny netservice til at bytte mp3-filer skaber røre i de hede diskussioner om de digitale musikveje
- Må man sælge gamle plader?
- Må man byt' med sine venner?
- Må man lede efter CD'er?
- Må man finde nye venner?
- Ja, ja, ja, ja, ja det må vi gerne.
- Må man kopiere sin musik?
- Må man kopiere mp3?
- Må man sælge sine filer?
- Må man sælge en mp3?
- Næ, næ, næ, næ, næ det må vi ikke.
- Men hvad må vi så?
Du må bytte dine mp3-filer med dine venner og dine venner kan være meget nye og kortvarige venskaber. Måske!
Swappe til hinanden
Som om vi ikke havde lært nye ord nok. Nu skal vi lære at swappe, at bytte på godt gammeldags dansk. Et begreb, som har givet den grånende musikbranche endnu flere grå hår på hovedet.
Systemet er i princippet simpelt. Man opretter et websted, indretter en avanceret database og kobler chatroomsagtige funktioner til, således at brugerne kan kommunikere direkte med hinanden - og samtidigt lede efter andre med samme interesser. Det kunne for eksempel være at finde et rum for andre som interesserer sig for Bruce Springsteen, måske endda hans livekoncerter, måske endda Let the Four Winds Blow fra koncerten på Charley's Bar 10. april 1974 ("I saw rock and roll's future..."). Når du finder ham, som har den sang du ønsker, kan du tilbyde at bytte med noget du har.
Dette kunne ligeså godt foregå på gaden. Du har en plade og bytter den med en ven. Du har jo ejendomsretten til den CD du har købt og den kan du bytte mod hvad som helst.
Swapping svarer således til et almindeligt køb-bytte forhold. Og alligevel ikke, for kombinationen af internet og swapping giver nogle nye aspekter af bytteriet. Det er først og fremmest brugervenligt. Du kan meget nemt finde de mennesker som har den musik du vil have. Du kan bytte uden de almindeligvis brugte mellemhandler, i gamle dage kaldet pladeantikvariater. Og musik i mp3-formatet fylder så lidt, at det er hurtigt og nemt at overføre filerne til hinanden. Swapping fungerer som et chatroom. Du finder ud af, hvem der er på og du kan frit søge i deres mp3-lager. Da alle brugere ikke er på hele tiden, kan du lave din egen hotliste over brugere, hvis databaser interesserer dig - så får du at vide om de er online.
Og så er der den helt særlige juridiske pointe: hvad nu hvis du selv beholder en kopi af det du bytter væk. Så har vi i realiteten verdens største hælercentral. Og ifølge pladeindustrien er det netop, hvad swapping er: ikke blot en hælercentral, men også en opfordring til at begå hæleri.
Derfor har sammenslutningen af amerikanske pladeselskaber, RIAA, lagt sag an mod den første udbyder af swapping, tjenesten Napster. Og der er reelt ingen tvivl om , at langt den overvejende del af filerne der går gennem Napster-systemet er piratfiler. Det er faktisk vanskeligt, at finde filer, der ser legale ud!
Napster er et lille program, som midlertidigt gør din PC til en server. Når du logger på Napsters tjeneste sendes oplysninger automatisk fra din musikdatabase til Napsters centrale server.
Amerikansk lovgivning tillader søgemaskiner med digital musik. Men hvis indehaveren af søgemaskinen bliver gjort opmærksom på at bestemte filer eller piratfiler, så skal linken til denne fil fjernes. De kreative brugere kan nemt omgå dette ved at omdøbe filerne. Dette sker i forvejen hyppigt i en del musik-debatgrupper. Swapping-tjenesterne giver brugere forbindelse med hinanden, men musikfilerne kommer ikke igennem tjenesternes egne servere.
Napsters hurtige gennembrud kan blandt andet ses af, at en række amerikanske universiteters servere er brudt sammen. Målinger har nogle steder vist, at Napster har stået for 40 procent af den samlede trafik på universiteters servere.
Dit eget fjernlager
Virksomheden mp3.com har lanceret en tjeneste, som kaldes MyMp3.com. Det er en mulighed for at hver enkelt kan opbygge sit eget fjernlager af musik. Så kan du høre musikken uanset om du er hjemme, på arbejde, i tog eller blot har mobiltelefonen med. Bare du har netforbindelsen. Denne tjeneste ville givetvis stride mod dansk lovgivning, hvor enhver digital kopiering - af musik du ikke har rettighederne til - er forbudt. Men i USA er digital kopiering til private formål tilladt.
Du lægger en af dine CD'er i PC'ens CD-drev og går ind på din konto hos MyMp3.com. Her overføres oplysningerne om at du har pladen og databasen henter oplysninger om pladen og giver dig adgang til at lytte til pladen via din konto og password. Der downloades eller uploades ikke musik. Men du kan kun lytte (musikken streames), du kan ikke downloade sangen. Derfor kan man - i princippet - ikke kopiere filerne til andre. Det juridisk problematiske i mp3.com's tjeneste består i at man har etableret en kollosal database med sange. Indtil videre 45.000 sange. Hvis du sætter en plade ind, som ikke i forvejen er i databasen går MP3.com ud og køber en CD.
I en tilsvarende service tilbyder mp3.com, at man kan købe plader hos udvalgte net-pladehandlere. Men i stedet for at få sendt pladerne med postvæsenet overføres oplysningerne til din konto hos mp3.com og så kan du straks lytte til musikken. Dette kan altså ses som et af skridtene mod det fremtidige musikforbrug, hvor man aldrig har pladen i hånden, men derimod har erhvervet en ret til at høre musikken.
Da musikken aldrig up- eller downloades, men simpelthen er på mp3.coms database, spares plads og båndbredde. I princippet behøver man kun at have et eksemplar af den nye Aqua-plade. Kunderne køber en ret til at høre den og signalerne overføres til lytning.
RIAA's synspunkt er, at mp3.coms database med musik er etableret uden det fornødne køb af rettigheder hos rettighedshaverne. Mp3.com tjener penge ved annoncer på siderne og ved en slags returkommission fra de net-pladebutikker man henviser til. Samtidigt kortlægger mp3.com de enkelte brugeres musikvaner - for at kunne tilbyde tilsvarende musik. Det juridiske slagsmål handler om mp3.coms ret til at etablere og bruge databasen. Hvis de enkelte pladeselskaber lavede tilsvarende tjeneste for egne produkter, ville der ikke være juridiske problemer.
Slaget om distributionen
RIAA's retssager mod Napster og mp3.com er juridisk set forskellige. Men begge sager handler om magten over den fremtidige distribution af musik. Napster og mp3.com laver særdeles praktiske og brugervenlige løsninger - som også kan misbruges til piratkopiering. Det er RIAA's pligt at begrænse piratkopiering mest muligt. Indtil videre har RIAA tabt de sager man har lagt an mod nye net-distributioner - Diamond Rio afspilleren og søgetjenesten Mp3.lycos.com. I realiteten handler slagsmålet om muligheden for piratkopiering mere om, hvem der skal styre det fremtidige musikmarked. RIAA repræsenterer en etableret industri og forsøger at holde opkomlinge tilbage. Og opkomlingene afprøver grænserne - for at opnå størst mulig markedsposition inden de store pladeselskaber selv etablerer tilsvarende - men mere piratsikre - løsninger.
