Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


marts 2000


Jagten på piraterne


Den internationale pladeindustri forsøger aggressivt at tage toppen af det internationale musikpirateri

Danskere og svenskere gør det, nordmændene gør det, amerikanerne gør det, universiteterne gør det, østeuropæere og asiatere gør det: henter 100.000-vis af illegale musikfiler via Internet. Og det er langt fra kun i Danmark at pladeindustrien gør alvorlige forsøg på at begrænse pirateriet.

Den internationale kampagne mod musikpirater koordineres af IFPI - International Federation of the Phonographic Industry. Pladeorganisationerne fører kampagnen mod pirateri på tre vidt forskellige fronter:
  • salg og distribution af illegalt fremstillede CD'er
  • up- og downloading af mp3-filer
  • begrænsninger og forhindringer af hardware og software som gør kopiering af musik lettere og mere brugervenligt

    Vi brænder CD'ere

    Piratfabrikation af CD'er er foregået siden CD-teknologien brød igennem i de tidlige 90'ere. Decideret massefabrikation har stort set kun foregået i Østeuropa, Sydamerika og Asien, hvor der typisk har været tale om egentlige CD-fabrikker som har produceret kopier uden aftale med eller kompensation til pladeselskaber og kunstnere. En del af denne produktion har været piratoptagelser, typisk koncertoptagelser. En del har været kopier af plader som i forvejen er på det kommercielle plademarked. Dette svarer i realiteten til det piratmarked der også fandtes i grammofonpladens tid. Dog med den væsentlige forskel, at kvaliteten af piratmusikken ofte er ufejlbarlig.

    I enkelte lande har piratmarkedet fuldstændigt overtaget det almindelige kommercielle marked, for eksempel Rusland og Brasilien.

    Med udbredelsen af CD-brændere og anlæg til massefremstilling, er det også blevet muligt at lave små CD-fabrikker i kælderen. Disse fabrikker er svære at finde, men drives med henblik på salg af CD'erne - og er derfor afhængig af netværk som når længere end venner og bekendte. Her forsøger pladeselskaberne at infiltrere i salgsledene, blandt andet gennem aktive kampagner på universiteter og højere læreanstalter. I Danmark er der for øjeblikket sat en retssag med millionkrav igang mod et sådant kælderforetagende. Men dette er kun den en lille del af det samlede danske piratmarked.

    Mere uskyldigt er den CD-kopiering, som foregår uden salg for øje. Den er stadig illegal og strafbar, men udgør ikke samme problem for pladeindustrien. De CD-pirater som baserer virksomheden på salg af CD'erne tager decideret markedsandele fra pladeselskaberne, hvorimod en del af den piratkopiering der foregår uden tanke på salg, ikke fjerner markedsdele. Hyppigt er der tale om store musikforbrugere, som bare får en meget større samling end de ellers ville have haft. I Danmark er reglerne på dette felt strammere end i næsten alle andre lande. I USA, Sverige og de fleste andre lande er digital kopiering til private formål tilladt. Danmark er et af de få lande, hvor pladeindustriens kampagne også er rettet mod denne privat-kopiering uden salgsformål.

    Hidtil har pladebranchen fået pirater dømt i blandt andet Frankrig, Belgien, Schweiz, Rusland og USA.

    Vi sender mp3-filer

    Komprimeringsteknologien mp3 har gjort up- og downloading af musik via internet til en verdensomspændende græsrodsaktivitet - ofte heroiseret af aktivisterne, som om der er tale om en frihedsbevægelse mod de store onde pladeselskaber.

    Den mest simple del af pirateriet foregår "åbent" på nettet. Det anslås, at ud af de 5 millioner websider med musik, har en fjerdedel illegalt materiale. Man kan eksempelvis gå ind på søgemaskinen mp3.lycos.com hvor der er over 1 million mp3-sange at vælge mellem. Man skal dog ikke lade sig imponere over antallet, dels er der mange dubletter (langt det meste), dels er en meget stor del af de sider man henviser til lukket på grund af pladeselskabernes kampagne. Hvis du nemt og brugervenligt kan finde illegale mp3-filer, kan pladeselskabernes piratjagere naturligvis også det. Gennem mp3.lycos.com kan man også finde tusindvis af legale mp3-filer. Pladeindustrien (ved den amerikanske sammenslutning, RIAA) forsøgte at stoppe mp3.lycos.com gennem fogedforbud - men tabte sagsanlægget.

    De mest omtalte danske mp3-sager handler om sådanne åbent tilgængelige mp3-filer - endda i den variant, at de fleste sager handler om danske hjemmesider, som har linket til andre sider med mp3-filer (se Søndag Aften Arkiv). Jagten på mp3-piraterne er langt sværere, når piraterne laver mere eller mindre lukkede netværk - i chatrooms, på uddannelsessteder eller blandt fan-grupper. Piratjagerne leder efter mp3 overalt, hvor de kan forestille sig det. Dette vanskeliggøres af, at de mest avancerede også omdøber mp3-filerne til mere legalt udseende formater. Jagten på disse er svær, men i realiteten ikke så problematisk - netop fordi det foregår i små, lukkede netværk. Disse netværk er så bruger-uvenlige, at det almindelige plademarked ikke påvirkes.

    Vi får nye produkter

    MP3-komprimeringen har også ført til udvikling af nyt software og hardware. En del af dette har pladeindustrien forsøgt at stoppe. Det er hver gang sket under henvisning til at nye brugervenlige produkter gør det nemmere at lave piratkopiering.

    Den første omfattende retssag var imod virksomheden Diamond Multimedia, som havde produceret en af de første bærbare mp3-afspillere - svarende til en walkman. Sagen blev anlagt af RIAA - og tabt med henvisning til at apparatet i sig selv ikke var ulovligt. Siden er markedet af mp3-afspillere bugnet, der er måske 100 mærker at vælge mellem. Både som alternativer til walkman, til stereoanlægget og til bilen.

    Den næste omfattende retssag iværksat af RIAA er imod mp3.com for tjenesten MyMp3.com, som er den enkelte brugers digitale fjernlager af mp3-sange (se Bytte bytte musik). Derudover har RIAA igangsat en retssag imod bytte-tjenesten Napster (se Bytte bytte musik).

    Kampagne i 20 lande

    I IFPI har man udvalgt mere end 20 lande til at gå i spidsen i kampagnerne mod pirateriet. Danmark og Sverige er blandt de lande, hvor man har tvunget flest hjemmesider at stoppe (mere end 1.000 i hvert land). I Japan har man lukket mere end 2.000 hjemmesider.

    I mange lande kører IFPI-organisationer retssager mod især yngre mp3-pirater. I Sverige er en sag mod en 17 årige foreløbigt tabt af pladebranchen i to retslige instanser, men nu bragt videre til 3. og sidste retslige instans. I Danmark er tre sager på vej i det retslige system.

    Læs også:

    Bytte bytte musik
    Dig og din MP3
    Købmændene og kunstnerne
    Gammel musik frigives
    Koda, IFPI og misinformationer
    MP3 - musikkens nye format
    Musikken og maskinstormerne

    Søndag Aften 03/2000

    Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

    [Næste artikel]

  •  



    Samlet oversigt over
    CulturCronikker 1997-2007





     




    arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

    colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

    © 1997-2008 Søndag Aften. All rights reserved.