Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


april 2000


Dagblads-radio-grød


CulturCommentar

Pludselig kom medieforhandlingerne til at handle om at den kommende landsdækkende radiokanal skal være dansk. Dagbladenes lobbyarbejde lykkedes, folketingets politikere er stærkt sympatiske ved tanken om dagbladssamarbejde. Men, Dagblads-radio vil svække pluralismen i dansk presse

Det kan umiddelbart lyde som et godt supplement til Danmarks Radios radio, at lade danske dagblade stå for en kommende kommerciel landsdækkende radiostation. Og folketingets politikere, som i høj grad er afhængige af et godt forhold til dagspressen, er hurtigt lydhøre. Men er det overhovedet nogen god idé?

Stakkels lyttere

Man kan på lytternes vegne frygte en 50-års retro af det hedengangne Pressens Radioavis. Hvordan skal dagblade, som intet ved om lyd, kunne lave hørbar radio?

Men vi tør godt stole på, at dagbladene er professionelle nok til at købe kompetente mennesker. Der er ikke nogen grund til at være bekymrede for radioens æstetiske udtryk.

Kan de samarbejde?

Derimod er der god grund til at lade sig bekymre over konstruktionens indre etik. Man kan opstille mange interessante løsninger, som at udenrigsstoffet skal varetages af Jyllands-Postens udenrigsredaktion, livsstil af Politiken, videnskab af Berlingske, sex & samliv af Ekstra Baldet. Jo, det kan hurtigt blive en morsom omgang radiolytning. Men, også dette tror vi at en dagbladsradio vil være professionel nok til at løse.

Men, der er faktisk mange gode grunde til, at de dagblade som vil indgå i et fælles radioprojekt laver hver deres dagblade, med selvstændig journalistisk profil og selvstændig økonomisk styring.

Det er ikke mange måneder siden danske dagblade var oppe og toppes om bladene måtte kritisere hinandens journalistik. En af konsekvenserne var at annoncesamarbejde blev opsagt. Må en kommende dagbladsradio kritisere de dagblade der står bag? Dagbladene har været penneførere for de mange som frygter, at Danmarks Radios samlede Nyhedsredaktion vil føre til et mere smalsporet og mindre nuanceret Danmarks Radio. Eksemplerne er også mange: Når DR-rapporten har en historie, så er den sikret topplacering i næste dags radioaviser og to-tre TV-avis opfølgninger. Vil dagblads-radio blive bedre til at varetage den nødvendige selvstændighed for redaktionerne. Skal avisernes store satsninger følges op? Skal radioens satsninger følges op?

Dagbladene har gennem lederskribenter vist vidt forskellig holdning til debatten om børnereklamer i TV2. Hvordan skal de samme dagblade kunne enes om reklame-etik? Børn? Medicin? Porno? Stærk tobak?

Stakkels læsere

Pluralismen er helt afgørende for dansk dagspresse - og for dagspressen som fundament for demokrati. Trods stærk markedsorienteret konkurrence, har danske dagblade været i stand til at bevare særpræg og forskelle.

Hvis dagbladene går sammen om et radioprojekt vil dette udelukkende have incitamenter, som går i retning af større ensartethed. Intet i dagbladenes radioprojekt kan give redskaber som styrker pluralismen i dansk presse.

Taberne bliver de danske avislæsere.

Tom Ahlberg
ansvarshavende redaktør



Læs også:
Afskaf licensen
Medieforliget og den digitale fremtid

Søndag Aften 04/2000

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2005





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997-2006 Søndag Aften. All rights reserved.