Kunstnernes ophavsret giver for tiden anledning til en del bulder i skabet. Hvad er der egentlig galt?

Ophavsret er en slags menneskeret for kunstnere. Det skulle vel ikke være så indviklet, men postyret kan forklares med at ophavsrettens fokus i tidens løb og efter talrige lovrevisioner har fjernet sig fra sit oprindelige enkle formål, sikring af kunstnernes tilværelse. I stedet har ophavsretten som fænomen udviklet sig til et uvejsomt område, hvor kun jurister og deres klienter i mediebranchen færdes hjemmevant til ringe gavn for kunsten, dens kunstneriske ophav og det kunstinteresserede publikum, der har anderledes svært ved at finde sti og vej i denne jungle.

Det kan være vanskeligt at forudsige, hvilke virkninger en handling kan medføre. Nogle handlinger sætter vældige og måske utilsigtede kædereaktioner i gang. Ikke bare i kunstens verden, men forunderligt nok også i juraens.

Lysmænd og vognmænd

Det begynder med kunsten - eller med kunstnerne: forfattere, malere, komponister, billedhuggere. Det kalder vi dem, fordi de kan finde på at sætte værker i verden, en bog, et billede, et stykke musik, en skulptur. Værker de er ophav til.

Disse værker formidler ofte ideer og oplevelser, som kan berige andre mennesker, når de oplever dem. Publikum. Somme tider betaler dette publikum endda penge for at blive beriget, når de går til en koncert, en oplæsning, i teatret eller på museum eller køber en bog, et billede eller en cd.

Men også andre mennesker bliver beriget af kunsten om end på en anden måde: Skuespillere, instruktører, dirigenter, musikere, oversættere, iscenesættere, fotosættere, forlæggere, lydmænd, lysmænd, vognmænd. Mennesker som kan være nødvendige, for at kunsten kan komme ud til folket. Nogen af dem er oven i købet glade for kunst og kulturen omkring den. Enkelte af dem lever også godt af deres forhold til kunsten. Måske bedre end kunstnerne, der kan være på morgenrengøring, bistand eller anden offentlig forsørgelse for at kunne overleve.

Og så er der alle de mange andre, der er ansat på teatrene, på bibliotekerne, gallerierne, TV- og radiostationerne, koncertsalene, museerne, kultur- og musikhusene. De bliver efterhånden til rigtig mange, men nødvendigt for at kunsten kan blive spredt ud til de mange. Her er mange, der ikke tjener meget mere end en kunstner, men nogle af cheferne kører alligevel rundt i biler, der kunne finansiere en kunstner i årevis. Men det er jo også ofte højt betalte erhvervsfolk, der sidder i spidsen for kunstinstitutionerne. Det er sådan i tidens ånd.

Dertil kommer det rigtige erhvervsliv, der på dette område er i eksplosiv international vækst. De alt mere verdensomspændende mediekoncerner med pladeselskaber, filmstudier, biografer, musikforretninger, TV-stationer, Internet. Der er ufattelige økonomiske interesser i kunsten, når vi når hertil. Men mediemogulerne er så store, at de er næsten usynlige - når man ser bort fra den indflydelse, de har.

Kød til kunsten

Mere jordnært finder vi så de hjemlige aviser, tidsskrifter, anmeldere, kulturredaktører, kuratorer, forskere, embedsmænd på de mange informationscentre, institutter og i centraladministrationen - den nationale og de overnationale, EU, Norden og regionalt i amterne og kommunerne på skolerne, konservatorierne, universiteterne og alle de kunstneriske råd, nævn og udvalg. Der sidder alle de mange, der skal mene noget om kunsten og dens støtteværdighed ud fra sære kriterier og værkshøjder og bestemme om den måske ligefrem har gjort sig fortjent til at blive fremmet med nogle af de penge, der går til at skabe kultureksport.

Det er ikke, fordi der ikke er offentlige penge involveret i den såkaldte kultursektor, men når de kommer i nærheden af selve kunsten, sker det i betydeligt omfang som støtte til isolerede begivenheder i ind- og udland, som kunstnerne så kan skrive ansøgninger for at komme i betragtning til. Kunsten er i høj grad ramt af management og eventkulturens svøbe.

Det er som om, at jo længere man kommer væk fra kunstens kilder, jo flere lukrerer på den og jo højere bliver aktørernes gennemsnitsløn. Bortset fra bønderne forekommer det, at alle lever af kunsten. Men på den anden side er der mange gode frokoster med kødmad i kunstens kølvand, så bønderne får såmænd også deres fra kunsten. Så måske det virkelig kun er kunstnerne selv, der har problemer med at leve af kunsten.

Kunst, sild og sukkerroer

Men kunstnerne har da ophavsretten til deres kunst, skulle man mene. Og den er der også rigtig mange, der tager vare på for dem i KODA, GRAMEX, COPY-DAN, NCB og alle de andre statsanerkendte kunstneriske forbund og foreninger med deres formænd, direktører, chefer, jurister, kontorister og redaktører. Det er engagerede og flittige folk, der stedse med stor iver bryder en lanse for ophavsretten eller copyrighten, som det efterhånden hedder på nudansk.

Til gengæld er det som om kunstnernes grundlæggende interesser til stadighed fortoner sig i støvet på kamppladserne. Eller offentlighedens for den sags skyld, som når CopyDan f.eks. ser stort på befolkningens fri ret til at kopiere til personligt brug - også i arbejdsmæssig sammenhæng (Se Søndag Aften Arkiv).

Det forekommer, at det jævnt hen er alle andre i kunstens kredsløb, der har økonomiske interesser i copyright. Det gælder først og fremmest dem, der efter aftale med kunstneren fremstiller og forhandler kopier af dennes værker: Bog- og nodeforlag, plade- og filmselskaber. Disse købmandshuse har nemlig stærke økonomiske interesser i at håndhæve deres eneret til at kopiere kunstværkerne med henblik på salg - langt stærkere end kunstnerne, der ofte kun har investeret deres kunstneriske kreativitet og sjældent de store penge.

Kunstnerne selv overlever kun i mindre grad som følge af deres copyright. De overlever i højere grad af egne koncerter, oplæsnings- og foredragsvirksomhed, artikelskrivning, undervisning eller den dér morgenrengøring og bistandshjælp - eller deres ægtefælle. Men hvad, hvis de havde villet et andet liv, kunne de jo bare have læst jura, økonomi eller kunsthistorie - eller tage rengøring på fuld tid.

Det forekommer som om, kunst økonomisk og strukturelt er prioriteret på linje med råvarer som sukkerroer, sild og slagtesvin, der er afhængige af en lang fødekæde af højtlønnet efterbehandling, inden de kan serveres for forbrugerne. I stedet kunne kunsten jævnføres på niveau med højt forædlede produkter som edb-programmer, juridiske responsa og konsulentundersøgelser.

Ophavsretten er overvægtig

Men tilbage til den mere almindelige virkelighed: I det europæiske fællesskab er man nu i fuld gang med at forberede et fælles direktiv om copyright. Det er jo en god ting med harmonisk fællesskab og harmonisering og det holder også rigtig mange beskæftigede.

I foreløbig 3 år har al landsens juridiske embedsmænd og politikere i systemet og udenfor skrevet og rejst med deres mapper og diæter og drevet deres værk så direktivet allerede nu har nået en næsten uoverskuelig grad af mystifikation. Og man skal ikke her tænke på, hvor langt kunsten selv kunne have rejst for de samme offentlige og private penge. Der er meget, man ikke skal tænke.

Der vil gå yderligere 2 år, regner eksperterne med, før de har nået målet. Skønt målet når man jo aldrig. Udviklingen har i mellemtiden gjort fremskridt med alle sine IT-mæssige teknikaliteter, mens de juridiske eksperter skrev sig frem imod målet.

Men skidt, efter 5 års juridisk kokkerering vil direktivet kunne vedtages og implementeres. For da har det nået den højeste grad af tætpakket uigennemskuelighed og vil derpå kunne beskæftige hærskarer af juridiske kolleger med at udlægge teksten i utallige administrationer. Men også private eksperter, advokater med speciale i udenlandsk og europæisk ophavsret vil kunne holde sig godt beskæftiget med rådgivning, processer, rejser, diæter, honorarer og salærer.

Der er god business i at varetage interesser for de verdensomspændende multimediemoguler, når de skal have beskyttet deres investeringer. Men også de mindre, danske er betalingsvillige. Det er de jo nødt til for at følge med.

For at være på den sikre side i forhold til den teknologiske udvikling og de kommercielle interesser strammer man hellere copyright-reglerne for meget end for lidt, som f.eks. med forbudet mod privat kopiering af digitale medier. Hver gang der kommer nye medieformer til, begrænser man deres tilgængelighed i forhold til de oprindelige. Hvorfor ikke omvendt?

For at tilgodese de vægtige kommercielle interesser, overser man hellere kunstnerne og deres kunstneriske og økonomiske interesser. Interesser, der faktisk er de basale og som gerne skulle gå op i en højere enhed. Så mens de juridiske eksperter rejser, medfører den uigennemtrængelige copyright, at de skabende kunstnere kan have svært ved at komme ud med deres ting. Der spores en helt forståelig frustration blandt malende, skrivende og komponerende kunstnere over tiltagende blokeringer og bureaukrati.

Det kan være vanskeligt at forudsige, hvilke virkninger en handling kan medføre. Nogle handlinger sætter vældige og måske utilsigtede kædereaktioner i gang. Men hvis juridiske virkninger er utilsigtede, må de ændres. Vi kan ikke leve med utilsigtet eller utidssvarende jura. Ophavsretslovgivningen ligner noget, der hvert øjeblik vil brase sammen under sin egen overvægt.

Larmen er kun et lille forskræp

Larmen omkring komponisternes ret til egen musik på egen hjemmeside, billedkunstnernes billeder i kataloger og på plakater og omkring den såkaldte digitale piratkopiering, er forventelig de første sundhedstegn på en større ombrydning. Et medieskælv, der kan resultere i bedre forhold for kunstnerne og kunstkunderne. Men det sker kun, hvis der bliver kæmpet for det.

Selvom kunstnerne og deres kunder, er de vigtigste parter i dette forhold, ligger hele magten og indflydelsen traditionelt hos de mellemliggende formidlere, kunstkøbmændene og deres sagførere - og i kunstnernes egne organisationer.

I stedet for at forsvare institutionelle privilegier imod indbildte fjender ville det være velgørende, hvis de statsautoriserede copyright-bureauer, KODA, GRAMEX, COPY-DAN, NCB bidrog til en åben debat om samspillet mellem kunstnerne og deres publikum set i et kunstnerisk og økonomisk perspektiv. De burde have forudsætningerne for det. De repræsenterer jo faktisk kunstnernes interesser.

Forén eder

Der findes i Danmark ubegribeligt mange kunstnerorganisationer ikke mindst på musikområdet. Det er en kunstnerisk-organisatorisk naturlov stedse at udspalte sig i nye fraktioner med egen kunstnerisk egenart. Sådan skal det være.

Men er det virkelig nødvendigt med det store antal separate organisationer til at varetage kunstnernes økonomiske interesser, som vi har i dag? Tænk tanken at samle det hele i én hat - inklusive de områder, der i dag fortsat ikke er omfattet af aftaler. Tænk måske tanken, om kunstnerne kunne varetage deres egne økonomiske interesser uden copyright, aftalelicens og omfattende forvaltningssystemer. Tænk tanken, politisk at forenkle ophavsretslovgivningen og fokusere den på kunstnernes kunstneriske og økonomiske interesser i stedet for på alskens tekniske begrænsninger i kunstens udbredelse.

Kunsten og den såkaldte kultursektor bliver i dag politisk taget alvorligt i erhvervsøkonomisk sammenhæng. Det er godt. Når man går videre ad den vej, skal man holde sig for øje, at det hele faktisk begynder og ender med kunsten og de skabende kunstnere.

[Næste artikel]