Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
maj 2000
Forbrugerne bestemmer rytmen
Engelsk regeringsrapport vil presse musikindustrien til at imødekomme forbrugernes ønsker om aktiv brug af de digitale muligheder
Fremtidens musikmarked styres af forbrugerne - og musikindustrien skal se at tilpasse sig forbrugernes ønsker. Ellers taber industrien yderligere terræn. Det er den entydige konklusion i det engelske kulturministeriums rapport The Impact of New Technologies on the Music Industry.
Rapporten er udarbejdet i samarbejde med en række centrale personer i engelsk musikliv. Rapporten er både interessant fordi det er det mest offensive bud på det fremtidige musikmarked fra en officiel myndighed - og fordi netop det engelske marked er centralt i det globale marked. Den engelske andel af verdensmarkedet udgør i dag 20 procent. Ser man bort fra de fem største multinationale pladeselskaber, så er de mindre, uafhængige pladeselskaber dominerende i England - og dominerende som eksport fra England. Rapporten kan derfor læses som en regerings forsøg på at presse en industri til udvikling - for ikke at tabe et vigtigt eksportprodukt.
Den amerikanske trussel
Englænderne er stærkt optaget af at undgå for stærk amerikansk dominans. Internets mange muligheder ses som en demokratisk fordel, men samtidig har USA førertrøjen i en grad som bekymrer. Alle nye musikinitiativer kommer fra USA, der mangler initiativkraft i den engelske musikmuld.
Set fra lille Danmark skulle man umiddelbart tro, at sprogfællesskabet mellem England og USA er en fordel. Men englænderne har i høj grad oplevet at de er blevet brugt som den nemme indgang til det europæiske marked for amerikanske eksportinitiativer (eksempelvis gik amazon.com så tidligt ind på det engelske bogmarked, at man har opnået en stærkt dominerende position). De nordiske lande har i højere grad kunnet bygge egne initiativer op fra grunden.
Rapporten betragter den særlige engelske domæne-endelse co.uk, som helt provinsiel på et globalt kommercielt marked.
Forbrugerne bestemmer
Internet vil give forbrugerne store fordele i kraft af bedre valgmuligheder: hvilken musik man vil have, hvornår man vil have den og hvor man vil have den. En af de centrale funktioner bliver etablering af de mellemhandlere som leverer musikken - og som samtidigt står som det nødvendige filter og guider til udvælgelse af musikken.
Forbrugernes ønske er at adgangen til musikken skal være nem. Stor båndbredde, kompabilitet mellem computersystemerne, musikken leveret i ensartede formater, som kan afspilles i alle slags afspillere.
Et særligt problem, som al debat om e-handel, nærmest har glemt, er at de mange unge musikforbrugere ikke har adgang til kreditkort. I England er knapt 20 procent af musikkøberne under 18 år, det er samtidigt i denne gruppe piratkopieringen er størst. Hvis man skal overbevise denne gruppe om at musik er noget man betaler for, haster det med mikrobetalingssystemer - på linje med teleselskabernes taletidskort.
Rapporten foreslår, at der laves et særligt sikkerheds-logo, som kan benyttes af de internetsites som har orden i aftalerne med rettighedshaverne.
Mange betalingsmodeller
Ifølge rapporten er det usikkert om fremtidens forbrugere overhovedet vil eje musikken - eller mere vil fokusere på at eje adgangen til musikken. Nogle af de internetinitiativer som er lanceret efter rapportens tilblivelse tyder på at mange er ligeglade med at have musikken i hånden, for eksempel tjenesterne Mymp3.com og Napster (se Søndag Aften Arkiv).
Rapporten peger på disse varianter:
betaling ved download
Leje for begrænset tid (hvor man stadig mangler destruktionssikkerhed)
Datamining (hvor abonnementsoplysningerne sælges videre (eks: de som hyppigt besøger et heavy-orkester får reklamemateriale fra jeans-sælgere).
Desuden anfører rapporten at der i de seneste år har været en kraftig stigning i det såkaldte business-to-business salg i musikbranchen. Film- og radiorettigheder er blot toppen af dette isbjerg som også består i salg af musik til markedsføring og større sponsorater - mange husker stadig, hvilket sodavandsmærke som stod bag Michael Jacksons seneste turne, nettjenesten Napster har netop lanceret en omfattende gratis turne med bandet Limp Bizkit.
Den engelske regeringsrapport anklager det engelske musikmarked for ikke at have eksperimenteret og afprøvet disse muligheder. Det kan betyde, at musikindustrien mister styringen - og at det fremover bliver kræfter uden tilstrækkelig respekt for de kunstneriske rettigheder som overtager markedet.
Søndag Aften 05/2000
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.