CulturCronik:

Af Børge Sørensen

Den bibliotekslov, som blev vedtaget den 4. maj, og træder i kraft 1. juli, er blevet modtaget med enstonig jubel både af biblioteksverdenen og af politiske kommentatorer. Men den politiske diskussion om loven har haft et underligt uvirkeligt forløb. På trods af at der indholdsmæssigt næppe er set et så klart gennembrud for progressive bibliotekstanker nogensinde før, og loven indeholder en hel del tidligere sprængfarlige emner (gratisprincippet, obligatorisk musikudlån, gratis og obligatorisk internetadgang , for blot at nævne enkelte) har den politiske diskussion om loven været forbavsende fraværende.

Stort set alle partier, med undtagelse af den alleryderste højrefløj, har været positive, og den mest markante diskussion af loven handlede om en række administrative detaljer, som til syvende og sidst ikke kunne rokke ved hovedindholdet. Hvad grunden end kan være; et godt politisk håndværk fra kulturministerens side, eller at loven rører direkte ved det lille samfunds mulighed for at kunne følge med i den informationsteknologiske udvikling, så må man konstatere at Danmark pludselig står med en yderst progressiv bibliotekslov. Det er en lov, som kan starte en biblioteksudvikling svarende til den som startede med 1964-loven, som hidtil har markeret det sidste store fremskridt i dansk bibliotekslovgivning. Så der er grund til at juble.

I en overgangsperiode frem til 2003 skal bibliotekerne vænne sig til at musik skal være obligatorisk, at der stilles kvantitative krav til internetopkoblingen, at video og DVD anbefales anskaffet, samt at resten af de nye materialer ligeledes obligatorisk skal stilles gratis til rådighed for befolkningen. Alt dette er der ovenikøbet stillet penge til rådighed for fra statens side. Beløbet er ikke tilstrækkeligt og pengene er ikke uden videre garanteret kanaliseret direkte til bibliotekerne, men der er penge! Og dermed kan staten tillade sig at stille krav, og ministerium og biblioteksstyrelse har allerede varslet at det vil de gøre. Der er ingen tvivl om, at det lovgivningsmæssige spark bibliotekerne og kommunerne her har fået, betyder en ny udvikling med masser af nye biblioteker, masser af nye it-værksteder og masser af nye "bløde" afdelinger med musik og billedmedier. Hvis bibliotekerne, og kommunerne ellers i øvrigt kender deres besøgelsestid. Hvis ikke står der mange private entreprenører parate i kulissen!

Fiasko med musikbiblioteker

Der er mange praktiske problemer, som skal håndteres inden man når så langt. Musikmediet kan illustrere det. Musik har været et "anbefalet" men ikke obligatorisk medie siden 64. Det startede med et enkelt musikbibliotek i Lyngby, og er siden blevet til omkring 30 af slagsen. Altså meget langt fra en fuldgyldig national udvikling, og hvis ikke vi havde fået denne bibliotekslov, kunne man være fristet til at betegne musikbibliotekernes manglende udvikling de sidste 35 år som en total fiasko.

Det har der været mange grunde til. Bortset fra den åbenlyse, at musikbiblioteker koster en del penge, så anså en del fremtrædende kulturpolitikere musikken for et vildspor, når det gjaldt bibliotekernes folkeoplysende rolle. Musikken er simpelthen ikke blevet accepteret som et kulturudtryk på linje med bogen. At det er sket netop nu med den ny bibliotekslov, og uden egentlig diskussion, er glædeligt, men højst overraskende. Bibliotekerne er således ikke gearet til uden videre at indlemme musikken som et kulturudtryk på linje med den øvrige traditionelle virksomhed. Overgangsperioden hjælper naturligvis på det, men alligevel bliver der et både logistisk og mentalt problem at løse før musikken for alvor træder ud af specialafdelingens skygge, og bliver et medie "på linje med"…..

Dertil kommer at musikken, ligesom bogen og billedmediet, i formidlingsprocessen står over for radikale, tekniske forandringer. Internettet kan allerede i dag formidle musik direkte til den enkelte bruger i en meget høj lydkvalitet, og dermed står bibliotekerne med musikken i det teknologiske dilemma, at forbrugeren tilsyneladende ikke behøver biblioteket som mellemmand for at sikre sig et individuelt formet, og billigt!, musikudbud. "Oplevelsesmedierne" – musikken og billederne – skal bibliotekerne simpelthen stå tidligt op for at fastholde som gængse biblioteksmedier. Der skal bruges al den kreativitet, bibliotekerne kan opvise; koncerter, møder med kunstnere, god biblioteksindretning, møder med andre musikfans, for at den skal holde bare nogenlunde hjem.

Tvangslicenser er vejen frem

Den sorte hest i spillet hedder ophavsret. I dag er det naturligvis ikke lovligt at hente sin egen musik ned fra internettet, ligesom det heller ikke er lovligt at hente sin spillefilm eller sin e-bog ned uden betaling. De kommende års udvikling vil se en praktisk – og prisbillig løsning på det problem – og bibliotekerne skal herefter til at finde løsninger, som undertegnede ikke endnu kan skimte konturerne af.

I overgangsperioden, mit gæt er at den bliver rimelig kort – 5-8 år – er der dog en praktisabel mulighed for at give bibliotekerne en fordel. Den hedder tvangslicenser, og betyder at biblioteker og andre offentlige institutioner med et ikke-kommercielt formål, ad lovgivningens vej bør kunne tvinge opretshavernes organisationer til at slutte aftaler om offentligt udlån af digitaliserede musik-, billed-, og litteraturmedier. Mod betaling naturligvis, og efter behørig forhandling. Tvangslicensmuligheden findes ikke i dag, hvor lovgivningen kun frigør bogen og musikken på cd til offentligt udlån, men overlader al anden mediebrug via offentlige institutioner til markedsmæssige, tidrøvende og meget dyre forhandlinger, som ikke nødvendigvis behøver at føre til et egentligt resultat.

I dag anser bibliotekerne de internationale copyrightforhandlinger, som foregår med regelmæssige mellemrum i FN-regie i Geneve, for at være den store anstødssten, som beskæftiger skokkevis af advokater fra rettighedsindehaverne, og en mere beskeden del fra biblioteker og undervisningsverdenen. I de nærmeste år vil vi muligvis se en ændring, hvor biblioteksverdenen kan se en interesse i, som offentlige institutioner, at trække forhandlingerne i langdrag, for at erobre en dyrt betalt eneret til at kanalisere det enkelte individs mediekonsum gennem bibliotekets egne kanaler. Et billede, som får danske forfatteres vederlag for bibliotekernes brug af deres bøger, til at blive en model i stor skala – og for mange andre medier end bogen.

Mere end hotmail

Et andet medie, som forbavsende nok ikke har trukket en politisk debat af nogen styrke, er det ultimative medie internettet! Bevares, der har været optakt til lidt lokale censurdrøftelser på enkelte skoler og i enkelte biblioteker, men først her efter lovens vedtagelse har Kristeligt Folkeparti tilsyneladende fået øjnene op for faren ved børns "svælgen i volds- og pornobilleder på internettet". Man kan affærdige diskussionen, og henvise til at muligheden i Danmark for at børn har kunnet få fat i saftige billeder har været til stede i mange år, og næppe bliver mere udtalt med internettets fremgang. Men har man fulgt med i den amerikanske debat om samme emne, og har set hvad den amerikanske biblioteksforening har måttet stå model til i den debat, så kan man godt frygte fremtiden.

I det hele taget er det en smule uklart hvad internettet rent faktisk skal bruges til i bibliotekssammenhæng. I de værksteder, som hidtil er blevet indrettet i Århus, Silkeborg, Roskilde og København er den mest fremherskende brug – hot mail modtagning og afsendelse. Bibliotekerne kan have haft alle mulige andre ideelle motiver, informationssøgning ex., og bibliotekerne er allerede gået i gang med en katalogisering – eller registrering – af fagligt anbefalelsesværdige sider på nettet. Men det kan ikke skjule den kendsgerning at p.t. er det hot mailen, som er i fokus. I de kommende år vil vi se netop den debat, om hvad internettet egentlig bruges til, blusse op i mange kulturudvalg og blandt mange kulturpolitikere.

Bryd med kommunalfuldmagten

Endelig er der hele spørgsmålet om brugerbetalingen for bibliotekets forskellige ydelser, som trænger sig på i den politiske debat. Ganske vist er kodeordet for biblioteksloven formidling af traditionelle og nye medier "vederlagsfrit", men lovens fædre har dog dikteret, at for at få de økonomiske ender til at nå sammen er det nødvendigt - og vigtigt - at folkebiblioteket tjener en hel del penge. En del af denne indtjening skal komme ad traditionel vej, via gebyrer for for sent afleveret materiale eller erstatninger for ødelagt materiale, men resten skal komme ved at biblioteket sælger en del af sine mere utraditionelle ydelser. Det kan være informationer til erhvervslivet, det kan være ekspresleverancer af bestilte bøger, osv. Der skal over hele landet tjenes en hel del penge på den konto.

Det betyder at det enkelte bibliotek skal i gang med en spændende og perspektivrig diskussion af, hvordan man lokalt udbyder sine utraditionelle tjenester, og der er allerede en hel del biblioteker, som nu spekulerer i forskellige former for uddannelsestilbud og andre eksotiske ydelser. Det bliver spændende at se, hvad Kommunernes Landsforening vil stille op, når det formentlig meget snart viser sig umuligt for bibliotekerne at nå op på det stipulerede 60 mio. kr. Beløbet er fastlagt i den aftale mellem KL og regeringen, som fastlægger det økonomiske grundlag for den ny lov, og som blev indgået allerede i efteråret 99.

Heri fastlægges statens øgede bloktilskud til kommunerne (bibliotekerne bør have beløbet, men det er op til en lokal afgørelse) . Det øgede statstilskud skal efter overgangsperioden nå op på 100 mio. kr. årligt fra 2003, mens statens modkrav til kommunerne (bibliotekerne) er at disse efter overgangsperioden skal nå op på en merindtægt på i alt 60 mio. kr. årligt. Af disse stammer 15-20 mio. kr. fra "informationsovervågning for private eller offentlige virksomheder", "konsulentydelser i forbindelse med vedligeholdelse af hjemmesider", "vejledning i lagring og genfinding af information", og "målrettede kurser i informationssøgning, vurdering af internetkilder osv".

Bortset fra det inciterende og spændende ved disse nye opgaver, så er indtægtsgrundlaget ganske usikkert. Bibliotekernes muligheder for at bevæge sig ud på markedet ligger i at loven ophæver kommunalfuldmagten, men vi får formentlig en række klager fra private og halvoffentlige udbydere af de samme produkter at se. Hjemmesideproducenter og folkeoplysningsforbund har allerede meldt sig under klagefanen. Dertil kommer at priser og indtægter er fastsat arbitrært, uden nogen garanti for holdbarhed. Hvis bibliotekerne skal spille med for alvor på denne melodi, og det skal de! skal man som minimum på de større biblioteker hyre markeds- og salgsekspertise, således at der kan komme gang i en nogenlunde professionel forretning. Det bliver et interessant og forhåbentlig givende tilskud til bibliotekets mere traditionelle virksomhed.

Diskussionen er ikke slut

Der er nogle bibliotekslove som sætter hegnspæle. 1964-loven var en sådan - den skabte i praksis det gratis bibliotekslån, og søgte at gøre alle medier ligeværdige. Og lagde i øvrigt op til den mest markante biblioteksfremgang i den sidste menneskealder - godt hjulpet på vej af gode konjunkturer og høj cigarføring for det offentlige konsum.

2000-loven vil også blive markeret som en sådan gennembrudslov, der pludselig skaber frisk luft og nye muligheder, for en biblioteksverden, som ellers har været trængt af 80’ernes og 90’ernes diskussioner om bogens (og bibliotekernes) snarlige død. I sejrsrusen er det nyttigt at tænke tilbage på de lovjusteringer, som har fundet sted mellem 64 og 00. Vi har set et klart tilbageslag for musikbibliotekerne, og kunstbibliotekerne blev en abort. Samtidig har lovjusteringerne været præget af en heftig kamp om gratisprincippet, hvor de borgerlige regeringer både i 70’erne og 80’erne har forsøgt at få slået en breche i det gratis udlån, både af bøger, men især af musik. Rytmen i bibliotekslovgivningen synes ikke just at være en lovgivning som med lange seje tag udgør et grundlag for en progressiv biblioteksudvikling. Snarere synes der at være en rytme med et gennembrud, efterfulgt af en række justeringer, hvor det vundne skal fastholdes, snarere end udbygges. 2000-loven er en lov, som uden egentlig politisk diskussion lægger op til en række kæmpeskridt fremad for bibliotekerne. Kæmpeskridt, som i de kommende årtier skal fastholdes, og om muligt udbygges.

Børge Sørensen

[Næste artikel]