Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
juli 2000
Net for Loke såvel som for Thor
Internetudbydere vil være fri for kunder med dårlig moral - men, hvem skal bestemme over nettets moralkodeks?
CulturCommentar:
Internetudbyderen Get2Net - som er en del af Tele2-virksomhederne - har fået den danske debat om regulering af internet til at blusse op igen ved at indføre censur af hjemmesider på udbyderens servere.
Der skal ikke længere være plads til svinsk porno eller grove politiske fraktioner - eller hvad Get2Net iøvrigt måtte finde uforenligt med firmaets politiske profil.
For der er netop tale om et bevidst valg af poltiisk profil. Kommercielt er det givetvis rigtigt set: det store flertal synes ikke om de upassende dele af nettet. Og en internetudbyder som forsøger at fjerne det dårlige indhold, må være tiltrækkende for de mange som er forskrækkede over, at samfundets almindelige dårlige moral også kan findes på nettet.
Bare det ikke er mig...
Reaktionen på Get2Net-udspillet var klarest hos Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskriminination: Godt at der reguleres ud fra moralske normer - bare det ikke er rasisme. Sådan kan minoritetsforsvarere blive så fokuserede på eget mål, at de ikke ser ud over egen næsetip. Sådan vil mange interessegrupper kunne sige. Sortér gerne på nettet, bare det ikke bliver til diskrimination. De historiske eksempler på den slags nærsyn er massive.
Men en sortering af netkunder vil netop blive diskriminerende. I første omgang er det naturligvis de (sædvanlige) seksuelle minoriteter det handler om. Ingen vil forsvare børnelokkere, så lad os få luget ud i alt, der bare har et gran af uanstændigt i sig - uanset om indholdet er lovligt er ikke er lovligt.
Er samfundet for os alle?
Argumentet for regulering er, at private virksomheder må have lov til at bestemme, hvilke kunder de vil have. Det må private virksomheder på felter som ikke har med det fælles samfunds rammer at gøre. Men hvis samfundet skal være udtryk for et fællesskab, må det indenfor fælleskskabets styrende organer være muligt at stille krav om at alle er lige for loven.
Det er vigtigt at stoppe Get2Nets initiativ. Get2Net repræsenterer kun en del af de danske hjemmesider. Men hvad gør vi hvis de tre-fem andre store udbydere (med amerikanskejede TeleDanmark) siger det samme? Hvor er ytringsfriheden, hvis de portaler alle disse selskaber ejer skal følge samme politik.
De samme private selskaber sælger også almindelig telefoni og udgiver telefonbøger. Må mennesker, som tidligere er dømt have telefon? Må grove politiske fraktioner stå i telefonbogen?
De luftige hensigter og salgsargumenter om internet som en udvidelse af demokratiet kan parkeres på den digitale losseplads.
Lighed for loven - også på nettet
I forbindelse med debatten om "det digitale Danmark" markerede de fleste kommercielle internetvirksomheder, at man skal passe på med for meget offentlig regulering af internet. Get2Nets udspil er en glimrende dokumentation om, at der er brug for offentlig regulering og kontrol.
Man kan komme med mange juridiske og praktiske indvendinger mod Get2Net-udspillet. Det grundlæggende problem er holdningen. Udenlandske, stærkt komnmercielle virksomhedskulturer uden den respekt for demokrati og menneskerettigheder vi har opbygget i dannevang marcherer for fuld fart.
De starter med at angribe seksuelle mindretal. Her er folkestemningen nem at fange. Det næste kan blive alskens kriminelle, rockere, rygere, informationer om unge og alkohol, politiske yderpoler, healere.
Og hvorfor er det så kun internet der skal reguleres. Hvorfor ikke almindelig telefoni og fax. Wap-telefoner er oplagt til samme regulering. Kan man have en kulturkalender som Waptjeneste, hvor en cafe er straffet for at have udskænket til mindreårige?
I Danmark har vi valgt at lade brud på fælles moralkodeks afklares gennem domstolene. Det er omstændigt, for det kræver at begge parter kommer til orde indenfor bestemte rammer og normer.
Denne langsommelighed kan samfundet leve med, når det gælder voldsforbrydelser, voldtægte, røverier, falske underskrifter og alle mulige andre brud på vores fælles normer.
Internetudbyderne kan ikke for alvor hævde, at mantraet 7 internetår for et almindeligt år skal ændre vore retsprincipper til en standret præget af lynchstemning. Så må man vælge et andet sted at drive sin forretning.
Vi må stadig kunne kræve lighed for loven, frihed for Loke såvel som for Thor. Også på Internet.