Berlins jødiske museum på vej mod genåbning

Berlins første jødiske museum slog dørene op den 24. januar 1933, blot et par dage før Hitler blev udnævnt til Rigskansler. Det betød at museet hurtigt blev lukket igen, og Gestapo sørgede for at nedlægge det fuldstændigt under Krystalnatten i 1938.

Nu får byen et nyt. Jüdischen Museum Berlin, hedder bygningen og er tegnet af stjernearkitekten Daniel Libeskind, der har skabt noget ganske ekstraordinært. Siden begyndelsen af 1999 har mere end 300.000 mennesker lagt deres vej forbi museet, og det selvom der ingen udstillinger er sat op endnu. De kommer for arkitekturen, for at se den enorme, skinnende og skæve bygning, der er blevet kaldt Berlins sidste arkitektoniske mesterværk i det 20. århundrede.

Daniel Libeskinds bygning, som han selv har døbt "Between the lines", ligger side om side med Berlins bymuseum, der er en gammel gul sag, oprindeligt opført i 1735. Kontrasten mellem de to er voldsom, og i sig selv et billede på den historiske udvikling. Øjensynligt er de to museer ikke forbundet - men for at komme til det nye jødiske museum, der ikke har nogen indgang, er det nødvendigt at gå igennem den 270 år ældre bygning og videre via tre underjordiske gange. En pointe i byggeriet er netop denne tidsmetafor - at man bliver nødt til at gå gennem det gamle, for at komme til, og forstå det nye.

Museet, der bliver Europas største af sin art, huser, udover det traditionelle museumsafsnit, et interaktivt Learning Center, en forskningsafdeling og mødesteder til offentlige arrangementer. Man kan gennem det store museum følge de tyske jøders historie fra den første tid til i dag - blandt andet med hjælp fra den allernyeste interaktive teknologi.

Indtil juli i år blev der givet rundvisninger i hele museet, men på grund af bygningsarbejde er det kun de tre underjordiske gange der forbinder de to bygninger, der er åben for offentligheden. Alligevel vælter folk til, for at gå på opdagelse i de gange, der hver for sig repræsenterer et vigtigt aspekt ved jødernes historie.

De har i sig selv allerede gjort museet både berømt og berygtet.

Når man træder ned af trapperne og ind i mørket, er det første der rammer én en svag svimmelhed eller forvirring. Ingen vinkler er på 90 grader, vægge, loft, gulv, nicher alting hælder og sejler, øjensynligt efter sit eget system, og selvom øjet ikke opfatter det gør kroppen. Flere tager de første skridt tumlende, indtil de har vænnet sig til rummet - det er dog ikke alle; første gang denne artikels forfatter besøgte museet blev en ung kvinde nødt til at forlade det, på grund af et ildebefindende - hun blev svimmel, sagde hun. Med en svag smag af søsyge bevæger man sig længere ind, for nu at se, og hele denne forvirring af orienteringen er meningen med gangene, lokalerne og de mærkelige vinduer, der mest ligner tilfældige snit fra en aggressiv og enorm kniv. Udenpå, indeni.

Den første, og længste gang man kommer ned på, skal illustrere jødernes historie. Man går fra det gamle museum til det nye, men ikke den lige vej - gangen bugter sig, går op og ned, er omskiftelig og uforudsigelig - som jødernes historie. For enden af gangen fører en trappe op i lyset, tre etager oppe, og fortsætter ind i væggen, som et billede på jødernes fortsatte historie i Berlin, Tyskland og verden.

Gangen bliver flere gange brudt af andre gange, vigtige indflydelser på historien og fremtiden. En af dem er Holocaustgangen - også den slingrer sig afsted, for at ende blindt i en stor, sort dør.

Foran museets sydlige facade står et enligt tårn. Det er fuldkommen tomt, de nøgne vægge er kun oplyst af en tynd stribe dagslys, der er ingen form for opvarmning. Svage lydspor trænger ind fra trafikken udenfor, og bliver mærkeligt forvrænget blandt betonen. Holocausttårnet hedder det, og ligger bag den sorte dør, for enden af dén gang.

Man bliver vist ind af en venlig kustode, men når den tunge dør glider i bag én, er man pludselig et helt andet sted. Sammen med et par andre turister, der automatisk har sænket stemmerne og hvisker til hinanden. Det er et koldt og ubehageligt sted, og der kan være så mørkt at det er nødvendigt at famle langs væggen, for at finde døren igen.

I Holocausttårnet finder man noget af stilheden og tomrummet efter alle de jøder der er blevet udryddet.

Den tredje gang der skærer sig på tværs af de to andre, er den eneste af dem, der leder ud i det fri. For enden fører en glasdør én ud i E. T. A. Hoffmann-haven, der også hedder Eksilhaven. Gangen tegner landflygtigheden der altid har været markant gennem jødernes historie, lige fra de ældste tider. Valget mellem de underjordiske gange, bliver eksistentielt - døden i Holocaust, livet i eksil, eller nutiden, ingen ved hvor fører hen.

Eksilhaven består af en række hvidkalkede betonpiller, der står i regelmæssige firkanter på den hældende grund. Man må læne sig lidt frem, når man går, for ikke at miste jordforbindelsen i bogstaveligste forstand.

Pillerne er et billede på den nye verden, på eksilet. Det kunne være de stejle skyskrabere i New York, omkredset af lige gader. Alt forekommer ens, betonets gråhvide, uforsonlige flader, uanset hvorhen man kigger. Den vage svimmelhed, forvirringen - men også håb. På toppen af betonpillerne er der plantede store, grønne russiske oliventræer, der illustrerer ønsket og håbet om at falde til i det nye land, sætte rødder.

Selve museets udstilling har ingen set endnu, men arkitekturen i sig selv er fantastisk, overvældende og måske alene turen til Tyskland værd. Det Jødiske Museum Berlin virker. Det går i blodet, og arkitekturens chokerende udfald er med til at understrege historien der bliver fortalt - en ny gammel historie, vi troede at kende til hudløshed.

[Næste artikel]