Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
januar 2001
Armslææængde eller aaarmslængde?
Mange er bange for at det nye Billedkunstråd vil savne armslængde i forhold til politikerne. Men hvad med Statens Kunstfond?
Høringen om kulturministeriets udkast til ny lov om billedkunst, viser at mange er bange for, at Billedkunstrådet ikke vil have tilstrækkelig armslængde i forhold til de politiske niveauer.
Kulturministeren udpeger 2 blandt 5 medlemmer i Billedkunstrådet. Ingen af disse behøver dog at sidde i Billedkunstrådets udsmykningsudvalg. Til Statens Kunstfonds nuværende udsmykningsudvalg udpeger kulturministeren 1 af de 3 medlemmer. I dag har ministeren således mere direkte indflydelse på sammensætningen af udsmykningsudvalget, end der er lagt op til i forslaget om Billedkunstrådet.
Dertil kommer, at de mange kunstneriske høringssvar tilsyneladende helt har glemt, at Statens Kunstfonds repræsentantskab på ingen måde udtrykker armslængde. I Statens Kunstfonds nuværende repræsentantsskab sidder 42 medlemmer, heraf er 14 valgt af politiske organisationer, især folketingets partier. Disse 14 repræsentanter er en del af den folkelige forankring for Statens Kunstfond. Men armslængde?
Repræsentantskabet vælger 2 ud af 3 medlemmer i samtlige kunstfondens udvalg.
Repræsentantsskabet stiller forslag til kulturministeren om kunstfondens livsvarige ydelser.
Arbejdet i Statens Kunstfond er i dag præget af stor konsensus. Derfor er der ikke nogen oplevelse blandt kunstnerne af, at der er et armslængde-problem med de politisk valgte. Denne konsensus indebærer også, at man som hovedregel lader repræsentanterne indenfor de enkelte kunstarter træffe de reelle beslutninger. Derfor er det i realiteten de ialt 7 billedkunstneriske medlemmer af repræsentantskabet, som bestemmer repræsentantskabets billedkunstneriske politik. Repræsentanterne for de øvrige kunstnergrupper og politikerne har en position som vagthunde.
En anden af indvendingerne fra Statens Kunstfond mod Billedkunstrådet er, at rådet en gang årligt skal lave en aktivitetsplan, som skal godkendes af kulturministeren. Statens Kunstfond nøjes i dag med at aflægge beretning og regnskab - altså bagudrettet. Den fremadrettede årlige aktivitetsplan kendes fra eksempelvis Litteraturrådet og Musikrådet. Det kan naturligvis opfattes som en stramning af kulturministerens indflydelse - men har intet med armslængdedebatten at gøre, idet den årlige aktivitetsplan ikke kan forventes at indholde konkrete kunstnere eller værker. Til gengæld er den årlige aktivitetsplan et langt bedre samarbejdsredskab end den traditionelle beretning - en god modernisering, som man må gå ud fra kulturministeriet løbende vil foretage i lovrevisioner.
