Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
februar 2001
Akademirådet - ingen over og ingen ved siden af
Den nye afskrivningslov giver Akademirådet usædvanlig stor magt over Danmarks kunstpenge. En magt man ikke har bedt om
Den nye afskrivningslov (læs Kunst som fradrag) giver Akademirådet en helt central position i feltet mellem kunst og skatter. Det bliver nemlig Akademirådet, som beslutter, hvilke kunstværker som bliver berettiget til afskrivning.
Akademirådet skal udarbejde en samlet liste over kunstnere. Denne liste udarbejdes efter objektive kriterier, nemlig medlemsskab i en række kunstnerorganisationer.
"Vi diskriminerer ikke" - ergo diskriminerer vi ikke
Afskrivningsloven hævder at man ikke diskriminerer mellem danske og udenlandske kunstnere. Juridisk set kan man - hårfint - hævde dette. De kunstnere, som omfattes af listen, er medlemmer af organisationer som alle kræver en dansk tilknytning, enten statsborgerskab eller bopæl. Men udenlandske kunstnere - bosatte i udlandet og uden dansk statsborgerskab - kan ikke optages på listen. Danske kunstnere som vælger at stå uden for alle kunstorganisationer, kan heller ikke optages på listen.
Afskrivningslovens giver Akademirådet mulighed for at forhåndsgodkende ansøgte kunstværker fra disse grupper af kunstnere. Men det er altså ikke kunstnerne, der godkendes eller optages på listen. De kan kun få enkeltværker accepteret som afskrivningsberettigede.
Men realiteten i loven bliver diskriminerende. Ikke-danske kunstnere kan altså ikke optages på listen.
Dertil kommer, at man næppe kan forvente mange bygherrer, som vil komme til Akademirådet med konkrete projekter. Der er jo 2.400 på forhånd godkendte kunstnere. Hvorfor så finde en udenlandsk kunstner - eller en organisationsfri dansk kunstner?
Bygherren skal starte med at betale for et projektforslag eller en skitse, uden at vide om projektet bliver godkendt. Dernæst skal projektet igennem Akademirådets behandling. Det vil naturligvis tage nogen tid.
Akademiråd med armslængde?
Og Akademirådet kan i realiteten behandle ansøgte projekter efter forgodtbefindende. Akademirådets medlemmer vælges af en stor gruppe af de danske kunstnere som står på den faste forhåndsgodkendte liste. De har ikke nogen objektiv økonomisk interesse i at behandle udefra kommende ansøgere særligt positivt. Akademirådet har et stærkt kunstfagligt renomé - men dette renomé er ikke i sig selv nogen garant for upartiskhed.
Det er helt almindeligt i dansk kunststøtte, at et organ skal træffe beslutning om kunststøtte. Som i dette tilfælde Akademirådet. Den konkrete stillingtagen til projektets kunstneriske kvalitet kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Det usædvanlige er, at Akademirådet fungerer udenfor de almindelige offentlige formelle regler.
Ifølge afskrivningsloven træffer Akademirådet beslutningen alene. Til forskel fra al øvrig skattelovgivning er der ikke nogen ankeinstans. Man kan end ikke anke over proceduren, for eksempel sagsbehandlingen eller langsommelighed i behandlingen. Til forskel fra anden offentlig forvaltning kan man ikke klage til ombudsmanden. Det eneste offentlige tilsyn består i, at Akademirådet en gang om året sender en beretning til Kulturministeriet. Ifølge Akademirådets vedtægter. Men Akademirådet kan lave nye vedtægter - uden at blande det offentlige ind i det.
Skatteforvaltningen er altså udliciteret. Ved al anden debat om udlicitering stiller man konkrete krav til den private opgaveforvalter. Det har man undladt i den nye afskrivningslov.
Ikke Akademirådets idé
Ideen om Akademirådet som besluttende instans er fostret i krydsfeltet mellem Skatte- og Kulturministerium. I det første udkast til loven spurgte man Akademirådet om rådet ville være høringsinstans og rådgiver på dette felt. Det sagde Akademirådet ja til. Siden er lovteksten ændret til at Akademirådet er blevet beslutningstager. Rent faktisk har Akademirådet kun sagt ja til at udarbejde den samlede objektive liste over forhåndsgodkendte kunstnere og til at være rådgiver vedrørende de konkrete ansøgninger. Der er intet i korrespondencen mellem Kulturministeriet og Akademirådet som tyder på, at Akademirådet har opfattet, at man har fået tillagt besluttende kompetence i et skattespørgsmål.
