Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
maj 2001
Biblioteksstyrelsens ødselhed
Der er grund til bekymring, når Biblioteksstyrelsen bruger penge til en intetsigende analyse om forfatternes forgubning
CulturCommentar:
Biblioteksstyrelsens analyse Forfatternes fremtid (læs: Forfatterne forgubber) konkluderer, at det er et alvorligt problem, hvis vi ikke får så mange forfattere som hidtil. Analysen bygger på grundig gennemgang af forskelligt statistisk materiale. Tallene har været gennem den store talknuser, men det er som om der ikke er tænkt over tallene og sammenhænge - endsige brugt blot en smule kritisk sans.
Hovedtallene, at generationen 1945-49 er den mest skrivende generation og at efterfølgende generationer ikke når at skrive lige så meget, får analysen til at konkludere, at "resultatet er ganske alvorligt".
Et enkelt eksempel: "Det kniber allerede fra gruppen 1950-54 med at holde niveauet" og "Der er i disse resultater nok til at blive mere end almindeligt bekymret over udviklingen med generationerne født efter 1950". En række tabeller viser nemlig et fald på 16-17% i udgivelser fra 1945-49 generationen til 1950-54 generationen. Enkelte læsere vil måske erindre, at der blev talt om et babyboom efter 2. Verdenskrig. Analysen undlader helt at oplyse, at der var et fald på over 13% i antallet nyfødte børn mellem de to generationer. 3/4 af forklaringen på faldet i antallet udgivelser finder man altså ved at sammenligne populationerne. Denne slags undladelsessynder dumper man phd-stipendiater for.
Ind kom kvinderne
Men det kunne også være, at der var nogle andre samfundsmæssige forklaringer. Generationen født 1945-49 får del i 60'ernes uddannelseseksplosion, denne generation er måske indbegrebet af begrebet 68'erne og har dermed tidligt fået en plads i offentligheden - og fået arbejde på forlag og biblioteker, bogproduktionens nåleøjer. Det er denne generation mange yngre gør op med, fordi 68'erne har opnået en stor magt i den intellektuelle produktion.
Biblioteksstyrelsens analyse rummer intet om de to køns skrivelyster. Et lægmandsgæt kunne være, at 70'ernes kvindefrigørelse åbnede for udgivelser af flere kvinder. De har stadig en plads i den litterære verden og det har måske ikke givet plads til så mange yngre kvinder.
Den mest fornuftige konklusion på 1945-49 generationens dominans er måske, at store opbrud - som også giver nye organisationer, strukturer og ledere - giver en slags forfordeling af bestemte generationer. Hvis Biblioteksstyrelsen kærede sig om dansk musik, ville man sikkert se, at den generation som var aktiv ved beatmusikkens gennembrud sidst i 60'erne og at den generation som var aktive ved punkbølgen i de tidlige 80'ere stadig har mange aktive. Alle opbrud giver plads til nye aktører - som kan være svære for yngre at skubbe væk.
Det smalle forfatterbegreb
Biblioteksstyrelsens analyse af forfattere bygger også på nogle betænkelige indskrænkninger af forfatterbegrebet: de skal skrive bøger (ikke drama eller drejebøger) og de skal stå på bibliotekshylder. Hvis digtere skriver sangtekster, så tæller de ikke med. For Biblioteksstyrelsen er det således kun den smalle forfatter som tæller. Forfatter bliv ved din bog!
Analysen giver en forfærdelig snært af sovjettisk planøkonomi: skal der ideelt set være et bestemt antal forfattere? Og skal dette ideal fryses fast til et bestemt topår i produktionen?
Og tænk hvis Biblioteksstyrelsens forudsigelse kommer til at passe, at der fremover bliver færre bogforfattere - er det så overhovedet et problem, endsige et problem for en offentlig myndighed?
Hvis der ikke er flere som gider skrive bøger - selv om det er nemmere (tekstbehandling), billigere (nye trykteknologier), statusgivende i mange kredse, man har mere frihed, mere understøttelse og - undtagelsesvis - endda mulighed for at tjene penge. Så er det måske fordi der ikke er mere at skrive om!
Til den tid vil Biblioteksstyrelsen forhåbentlig bryde pengene mindre ødselt.
