Harry Potter på anklagebænken
Børnebogsfænomenet Harry Potter har sat mange rekorder. En af de mere pudsige er, at Potter-bøgerne topper den amerikanske liste over formelle klager til biblioteker og skoler. I år 2000 modtog amerikanske biblioteker og skoler ialt 646 skriftlige klager mod Potter-bøgerne - ifølge American Library Association's Office for Intellectual Freedom. Dette skulle dog kun være toppen af isbjerget, idet organisationen kun tror at en fjerdedel af alle skriftlige klager indrapporteres.
Klagerne stamer i alt væsentlige fra kristne fundamentalister, som mener at det er skadeligt for børn at læse om nogle af de bibelstridige foreteelser i bøgerne: hekse, troldmænd og andre okkulte elementer.
Top fem-listen for år 2000 over skriftlige klager ser sådan ud:
- Harry Potter serien af J.K. Rowling
- The Chocolate War af Robert Cormier
- Alice serien af Phyllis Reynolds Naylor
- Killing Mr. Griffin af Lois Duncan
- Of Mice and Men af John Steinbeck.
Priser for digital litteratur
Den amerikanske organisation The Electronic Literature Organization har for første gang uddelt priser for elektronisk litteratur. Priserne på 10.000$ gives til et fiktionsværk og et poesi-værk.
Fiktionsprisen gik til Caitlin Fisher for Waves of Girls, en webbaseret hybertekstuel roman.
Poesiprisen gik til John Cayley for Windsound, en CD-ROM "tekst-film" med algoritmisk genereret tekst.
Det er hensigten at de digitale litteraturpriser skal uddeles hvert år.
Bestikkelsesskandale i amerikansk musikindustri
I 1950'erne førte den såkaldte payola-skandale til øget kontrol med musikindustrien. Ifølge Los Angeles Times er en gentagelse af 50'ernes skandale undervejs. Papirer fra en uafhængig mellemhandler viser nemlig en klar sammenhæng mellem, hvornår sange bliver spillet i radioen - og hvornår mellemhandleren modtager penge fra pladeselskaberne. Alle de store pladeselskaber har betalt penge til mellemhandleren - men de nægter at have betalt for at få sangene spillet i radio. En nærmere undersøgelse forventes - ikke lige det pladeselskaberne har brug for lige nu.
Tysklands Grønne vil forhindre overvågning
Det tyske regeringssamarbejde mellem SPD og de Grønne viser sprækker, når det gælder overvågning af internet. Delstaternes indenrigsministre har ønsket, at internetudbydere pålægges en pligt til at følge opbevare sporene af al nettrafik. Det skal ske for at forhindre spredning af børnepornografi og anden netkriminalitet. Forslaget bakkes op af store dele af SPD, hvorimod De Grønne ser det som et overgreb mod informationsfriheden.
Musik som forsoner
Næsten 100 år med krig og efterfølgende gensidig afstandtagen mellem Japan
og Korea skal være slut, hvis det står til musikere fra de to lande. De har
dannet Project 2002, hvis formål er at indspille en fælles CD på begge
sprog.
I Korea har der siden Anden Verdenskrig har været forskellige grader af
importforbud mod japanske kulturelle frembringelser, og japansk musik er
stadig bandlyst både i radioen og på CD.
Den fælles CD bliver udgivet i begge lande og afstedkommer i hvert fald en
midlertidig ophævelse af forbuddet mod japansk musik i Korea.
Pearl Harbor light
Krigsfilmen Pearl Harbour fejrer for tiden stor kommerciel succes i USA. Det kræves også efter en investering på 135 mio $. Næste års Oscar-fest venter forude.
Men, når filmen får premiere i Japan den 14. juli, får markedsføringen en langt mindre krigerisk tone. I Japan lanceres filmen som en kærlighedshistorie - og der gives mere plads til dialogerne - i en film som varer 170 minutter.
Virus mod børneporno
Den virusteknik som bruges til at lave orme, bruges nu også til at bekæmpe børnepornografi på internet. Noped er det første eksempel.
Help us ALL to END ILLEGAL child porn NOW er titlen i en e-mail med opfordring til at åbne en vedhæftet fil. Den vedhæftede fil indeholder et VBS-script, som søger efter navngivne jpeg-billedfiler på brugerens computer, og hvis indholdet er positivt sender brugerens e-mail adresse til myndighederne. Ormen sendes videre til andre brugere fra brugerens adressekartotek. De fleste kommercielle anti-virusprogrammer har lagt beskyttelse ind mod Noped.
Piraterne er skyld i det hele...
I første halvår af 1998 faldt pladesalget i Danmark. Pladeselskabernes organisation, IFPI, råbte vagt i gevær: forklaringen var den stigende piratkopiering på internet.
Første halvår i 1999 var den igen gal med pladesalget. Piratkopieringen fik skylden - og IFPI igangsatte en anti-piratkampagne, som mange stadig husker.
Og sandelig om ikke IFPI efter første kvartal 2001 igen kan melde om stærkt faldende salg - og begrunder det med piratkopiering.
Det er pudsigt, at IFPI ikke udsender pressemeddelelser i alle de mellemliggende kvartaler - hvor pladsesalget er steget!
Søndag Aften 06/2001
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af
Søndag Aften som kilde.