Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
juli 2001
Er Big Brother den nye litteratur?
Den nye elektroniske litteratur udfordrer synet på litteraturen
Det skift fra analogt til digitalt som præger vores samfund diskuteres oftest i teknologiske termer: nye teknologier, hurtigere netværk, effektivisering af arbejdsgange koblet med en snigende bekymring for overvågning og betalingssikkerhed på nettet. Men digitale netværkssamfund handler langt fra kun om teknologi, men også om nye kulturelle former, nye former for kunst, litteratur og kommunikation. Faktisk kunne man overveje, om ikke den kulturelle digitale revolution er mindst lige så vigtig som den teknologiske, fordi uden indhold, uden noget til at udfylde de nye digitale former og give dem betydning, vil de selvsagt være betydningsløse og dermed heller ikke slå an hverken kulturelt eller økonomisk.
Digitaliseringen af samfundet kan ikke gennemføres udelukkende med blik på teknologi, funktioner og effektivisering - der er en vigtig kulturel dimension, der handler om erkendelse af de nye former og udvikling af deres betydning. Således fungerer kunstneriske tilgange til teknologien ofte innovativt - specielt når det drejer sig om teknologier man i udgangspunktet ikke helt ved, hvad man kan bruge til, som det fx har været tilfældet med den personlige computer, med Internettet og nu også med de nye mobile teknologier, augmented reality, pervasive computing.
Digital kunst gør os klogere
Computeren vil også fremover fortsætte sin udbredelse i vores virkelighed, kontoret vil ikke længere være dens vigtigste hjemsted, men den vil fortsat brede sig i hjemmet, i det offentlige rum og dermed i kulturens sfærer, hvorfor det er vigtigt - også fra et erhvervssynspunkt - at forstå computeren kulturelt. Et visionært og innovativt erhvervsliv får vi ikke uden et visionært kulturliv og kunstnerisk kreativitet.
Digital kunst og litteratur kan hjælpe os til at udtrykke og forstå det digitale netværkssamfund. Den digitale litteratur bringer den menneskelige læsning og erkendelse i nærkontakt med teknologiens former. Derfor er digital litteratur og kunst vigtig og må støttes for at skabe kulturel indsigt som modvægt til overfladiske forståelser af teknologien. Hvis vi skal være verdens bedste IT-samfund drejer det sig langt fra kun om hastigheden på bredbåndsnettet.
For at få øje på en nyskabende digital litteratur er det nødvendigt ikke at hænge alt for fast i et traditionelt litteratursyn. I stedet for at spørge om det nu skal være litteratur, når vi kigger os omkring på nettet, må vi spørge mere tidssvarende og på højde med teknologien om, hvad litteratur er nu? I stedet for at være traditionelle i vores tilgang, må vi vove at sætte traditionen på spil i forhold til digital litteratur - ikke for at sætte traditionen over styr, men for at reaktualisere den og gøre den tidssvarende, for at læse den med nutidige briller.