Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
november 2001
Tokyo Operahus – middelmådigt, men udsolgt
Turister har ikke adgang til Tokyos stort anlagte nye operahus
I disse efterårsmåneder
er det fire år siden, Tokyos New National Theatre blev indviet. Det er en del
af et imponerende kulturkompleks, der komfortabelt breder sig over godt 44.000
kvadratmeter. Udover Opera- og Ballethuset med plads til 1.800 gæster, indeholder komplekset en koncertsal med plads til
1.600, og et eksperimenterende teater med plads til 1.000 mennesker. Læg dertil
en skyskraber på 54 etager, hvoraf mange er dedikeret til finkulturen, såsom
skulpturudstillinger og kunstgallerier.
Hele komplekset ligger perfekt placeret midt i Tokyo, oven i købet med egen metrostation med direkte adgang (også for handikappede) til alle herlighederne.
Arkitektkonkurrencen startede i 1986, hvor Japan økonomiske boble så ud til aldrig at kunne briste,
og hele komplekset sås i Japan som et billede dels på landets økonomiske
formåen, og dels som et bevis på dets internationalisering.
TOC Associated Architects
vandt konkurrencen, fordi de opnåede optimal akkustik ved at designe
koncerthallen således, at de tre balkoner er formet i en hestesko, som
løber hele væggen rundt i koncertsalen. Designet var en innovation, fordi de
publikummer, der sidder på sidebalkonerne sidder parallelt med scenen. Hvis de ser lige ud, har de udsigt til de andre publikummer på den anden side.
På denne
måde søgte man at skabe synergi blandt operagængerne, i stedet for det traditionelle
design, hvor synergien formodes at bestå mellem operagængerne og operasangerne.
Men trods disse
imponerende rammer er Operahuset langt fra i verdensklasse – og det skuffer på
mange fronter.
Turister ingen adgang
For det første – i hvert
fald officielt – sælges billetterne kun til japanere og ikke-japanere, der er
bosiddende i landet, hvilket vil sige, at en turist ikke kan komme ind. En
sådan etnocentrisme er svær at argumentere for i en hvilken som helst
sammenhæng, men især i lyset af kulturkompleksets ovennævnte internationale
ambitioner.
For det andet sælges de –
online og per telefon – kun på japansk skrift og tale, hvilket formodentligt
yderligere udelukker udlændinge, der ikke kan skrive eller tale sproget.
For det tredje, er der så
få forestillinger af hver opera og ballet, at billetterne ofte bliver revet
bort på ganske kort tid - og det på trods af billetpriser, der ligger mellem
300 og 2000 kr.
Repeterende repertoire
De der får hold på en
billet, kan nyde et repertoire, der er uambitiøst og repeterende.
Dette efterårs repertoire er illustrerende: i oktober gik Romeo og Julie. Det er en klassiker - det er sandt –
hvilket jo netop betyder, at mange opera-klassisk musik fans allerede har set
den.
I november kan man se Nabucco, som også gik sammesteds i juni 1998. Senere i november går Don Giovanni, som de
fleste opera aficionados helt sikkert har set, måske endda sidste gang, den var
på plakaten i Tokyos Operahus, hvilket kun er små to år siden, nemlig i januar
2000.
Først i december kan man
nyde et (gen)syn med Don Carlo, som er endnu en sikker vinder, hvilket
garanterer den en plads på Operahusets repertoire. Ganske forudsigeligt kan man
i december, som jo er hjerternes tid, naturligvis se Askepot. Den gik der iøvrigt i præcis samme
måned i 1999.
Selv om Tokyos operahus
sjældent byder på sangere i verdensklasse, kan man ofte se etablerede navne som
Alberto Cupido og Dario Volunte, der tog rollen som Calaf i Turandot på skift i
september i år. Desværre er sangerne altid en gang blandede bolscher, idet
hovedrollerne synges af forholdsvist velkendte ikke-japanere, mens birollerne
oftest synges af japanere, som endnu ikke har mange operamedaljer at bryste sig
af. Navne som Taro Ichihara og Shigehiro Sano trækker ikke mange opera
aficionados til byen!
Denne (vel)klang bør man
absolut undgå at bevidne fra de ovennævnte sidebalkoner. Takket være de førnævnte
intentioner om synergi blandt tilskuerne vender sæderne den forkerte vej,
således at man er nødt til at dreje kroppen i en ukomfortabel stilling for at
få et acceptabelt udsyn over scenen.
Men hvorfor går de dyre
billetter så som varmt brød? Fordi Tokyo er verdens dyreste by. Og fordi der ikke er rigtig er nogen
alternativer.
Søndag Aften 11/2001
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
