Bag tallene



Søndag Aftens analyse af danske kommuners kulturbudgetter er baseret på kommunernes indberetninger til Kommunernes Landsforening.

De sammenlignede tal dækker årene 1998 til 2001. De kommunalbestyrelser som blev valgt ved kommunevalget i 1997 har ikke haft indflydelse på budgettet for 1998. De snart afgående kommunalbestyrelser har vedtaget budgetter for 2002 inden 15. oktober. Disse tal er dog endnu ikke indberettet og derfor ikke med i denne opgørelse. Søndag Aftens analyse omfatter således kun tre af de fire år kommunalbestyrelserne har haft indflydelse på.

Søndag Aftens opgørelse er baseret på de konti, som omfatter de traditionelle kulturfelter - biblioteker, musik, teatre, museer m.v. - samt de konti som er indenfor folkeoplysningsområdet - idræt, foreninger, oplysningsforbund, lokaletilskud m.v. (Kontonumrene 3.50, 3.60-3.64, 3.70-3.75). Derved adskiller Søndag Aftens tal sig væsentligt fra de tal som kulturministeriet traditionelt har refereret i "Kulturens Penge". Mange kommuner ser kultur- og fritidspolitik integreret - og kulturministeriets felt har tidligere omfattet hele folkeoplysningen, ligesom væsentlige dele af idrætten administreres af kulturministeriet.

I sammenligningen mellem 1998 og 2001 er anvendt en pris- og lønfremskrivningsprocent på 9,54%. De refererede tal fremstår således umiddelbart sammenlignelige.

Kommuner ændrer hyppigt budget- og regnskabssystematikker, udgiftsarter omkonteres etc. Søndag Aftens analyse tager ikke højde for dette. Det er dog vurderingen, at der ikke er foretaget sådanne ændringer i budgetsystematik, at det har indflydelse på de sammenfattende tal. I de få tilfælde, hvor vi nævner enkeltkommuner, kan der dog være tale om kontoændringer, som ikke har indflydelse på kommunens reelle udgift til kulturelle aktiviteter.

Kommunernes partifarve er bestemt ud fra borgmesterpartiet efter valget i 1997. Som hovedregel har borgmestre væsentlig indflydelse på budgetterne, hvorfor borgmesterpartiet må antages at have tilsvarende indflydelse på kulturbudgetterne. De undtagelser der er fra denne hovedregel har næppe betydning for de samlede tal. Ligesom de få borgmestre som har skiftet parti undervejs næppe ændrer billedet. Kun en enkelt kommune, Brande, har en borgmester fra Fremskridtspartiet, den statistiske usikkerhed er for lille til at denne er talt med i det partipolitiske billede. Som et kuriosum kan nævnes, at Brande har øget kulturudgifterne med 2% ud over pris- og lønfremskrivningen.