Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
februar 2002
Kulturcensur i Burma
Juntaen censorerer stort set al kultur - kan internet nedbryde censuren?
Trods nul folkelig repræsentation hævder juntaen, også kaldet Det Statslige Freds- og Udviklings Råd, at vide hvad befolkningen ønsker. Den har forfattet disse ønsker i fire slagord, som kan læses på billboards i hovedstaden Rangoon og på forsiden af The New Light of Myanmar, det daglige, engelsksprogede talerør for juntaen.
Folkets ønsker:
At opponere udefrakommende kræfter med imperialistiske eller negative synspunkter
At opponere dem, der forsøger at underminere stabilitet og fremskridt i landet
At opponere udenlandske nationer, der blander sig i landets interne anliggender
At betragte alle inden- og udenlandske ødelæggende kræfter som en fælles fjende og slå ned på dem.
Til opfyldelse af disse folkets ønsker benytter Det Statslige Freds- og Udviklings Råd sig i udstrakt grad af censur.
Bøger, blade, sange, film
Trykkeriernes og Forlagenes Registreringslov af 1962 bestemmer, at alle bøger, blade, sange og film skal indsendes til Panelet for Presseundersøgelse. Bøger skal indsendes to gange; nemlig en gang før udgivelse, og endnu en gang efter udgivelse for at garantere at ingen rettelser er blevet indføjet i en allerede godkendt udgave af en bog. Blade skal indsendes i et eksemplar efter udgivelse.
Publikationer af enhver art kan afvises eller godkendes enten med eller uden rettelser. Således er det ikke usædvanligt at se en publikation udgivet med manglende sider, eller visse navne fjernet, for eksempel Nelson Mandelas, efter han opfordrede juntaen til at løslade Aung San Suu Kyi fra hendes husarrest.
Alle videoer og sangtekster skal godkendes af Video Sensoreringspanelet, før de bliver udgivet i Burma. Den irske rockgruppe U2s CD All the Things You Can't Leave Behind blev i november 2000 nægtet udgivelse i landet, da den indeholdt sangen Walk On, som er en hyldest til Suu Kyi og hendes arbejde i Den Nationale Liga for Demokrati.
Radio og TV
Både radio og kanaler er overvåget af juntaen. Radiostationerne er tilladt at spille musik med ikke-burmesiske tekster, men kun efter kl. 21. Om aftenen er der også sendetid for BBC World og Voice of America, iblandet støjsignaler under følsomme programmer.
De burmesiske TV kanaler stiller juntaen i en rosa lys, hvilket muligvis forklarer den uovertrufne popularitet, som satelit TV er blevet mødt med i landet. Alle har ret til at købe en satellitdisk, men den skal registereres hos de lokale myndigheder. Der er en bred vifte af kanaler at vælge imellem, for eksempel BBC, CNN og Discovery - alle overvåges dog af juntaen, der sender støjsignaler, hvis indholdet anses for upassende.
Internettet
Internettet er bandlyst i Burma; der findes simpelt hen ingen servere, så det er umuligt at logge på. Den forsvindende lille minoritet, der har råd til en mobiltelefon, kan ringe over en server i nabolandet Thailand, men det koster mellem 2 og 3 dollars per minut, og er derfor uopnåeligt for størstedelen.
Juntaen overvejer at tillade en consureret udgave af nettet, a la Kinas. De seneste beregninger går på 200 dollars for at tilmelde sig, 80 dollars pr måned og en 300 kb email grænse, sendt og modtaget tilsammen.
Juntaen har dog tilladt et intranet, som overvåges konstant. Det koster omkring 150 dollars at melde sig til, samme beløb per år og en dollar per kb sendt eller modtaget email.
Uoverkommeligt dyrt for en burmeser, hvis gennemsnitlige årsindtægt er 2.000 kroner. Men Burmas intranet er ikke møntet på private brugere; det ses først og fremmest som et nødvendigt onde, som man dog kan tjene udenlandsk kapital på. Det anvendes derfor først og fremmest af medlemmer af regeringen, som, grundet deres medlemsskab af ASEAN, er nødt til at være i elektronisk kontakt med omverdenen. Herfter gives der intranet adresser til udenlandske virksomheder, for eksempel i turistindustrien, og endelig til andre udvalgte, som for eksempel NGO-ansatte.
Ingen censur på internet
Men selv om Nettet er forbudt indenfor landets grænser, gør eksil-burmesere grundig brug af det udenfor Burma - med de tre udtrykkelige formål at forhindre udenlandske investeringen i landet, for det andet at oplyse resten af verden om militærtilstanden i det land, der for blot 40 år siden var Asiens risskål og som i dag er at finde blandt verdens tyve fattigste lande, og for det tredie at fjerne den junta, som i fyrre år har undertrykt kulturens frie udfoldelse.
Blandt de meget aktive eksil-burmesere kan man finde Aung Zaw, som skriver fra det nord-vestlige Thailand. En anden kritisk stemme tilhører en anonym, burmesisk studerende i Californien. Endelig er der Democratic Voice of Burma, som har hjemsted i Norge og Arbejdernes Internationale Forum har også information om Burma.
Lidt historik
Burma blev uafhængigt af kolonimagten Storbritannien i 1948, hvilket kastede landet ud i små ti-års bande- og stammekrige, som den demokratisk valgte leder U Nun havde megen lidt kontrol over. Efter ti års forgæves kamp mod disse vanskeligheder gav U Nun frivilligt landets øverste ledelsespost til General Ne Win, men han vandt magten tilbage ved et valg sidst i 50erne, som Ne Win dog på udemokratisk vis tog fra ham igen i 1962. U Nun blev tvunget i eksil, hvor han forblev indtil 1980. Fra 1962 frem til midt i 80erne bestod regeringen af generaler, der praktiserede Den Burmesiske Vej til Socialisme, som gik ud på at nationalisere detailhandlen og deportere folk af indisk eller kinesisk herkomst.
Ne Win gik på pension i juli 88, men styrede stadig regeringen, idet han havde udpeget sin egen efterfølger, hvis politik var identisk med hans egen. I september 1988 var der et militærkup, som mange formoder var igangsat af Ne Win. Denne regering kaldte sig Det Statslige Lov og Orden Råd, som lovede at holde et demokratisk parlamentsvalg i maj 1989. Oppositionen dannede straks Den Nationale Liga for Demokrati med Daw Aung San Suu Kui i spidsen, men generalerne udskød valget og sendte Suu Kui i husarrest første gang i 1989.
Samme år ændrede juntaen Burmas officielle navn til Myanmar, da de mente, at det engelskklingende navn Burma var en skygge fra kolonitiden. Siden da er brug af landenavn ofte set som en indikation på den talendes politiske ståsted; om man er på generalernes side, eller på Suu Kuis.
Mens Suu Kui var i husarrest modtog hun en række af de mest prestigefyldte priser. Først, i januar 1991, gav Europaparlamentet hende Sakharovs Pris for Tankefrihed og i oktober samme år fik hun Nobels Fredspris. I juni 1992 gav UNESCO hende Simon Bolivar Prisen, som uddeles til en person, der kæmper for frihed, uafhængighed og værdighed i en befolkning.
Selvom juntaen snarere gør sig fortjent til internationale sanktioner end opmuntrende skulderklap, kan den dog bryste sig af indiskutable politiske succeer, som for eksempel våbenstilstand med 15 forskellige oprørsgrupper og flere militære sejre over Karen og Mon oprørere. Derfor har en række lande, for eksempel Japan og Singapore, investeret betydelige summer i civile projekter i Burma, hvilket igen kommer i hvert fald visse lag i den civile befolkning til gode.
Men med en årlig samhandel på en milliard dollars er Kina landets største våbenleverandør - og siden USA fornyede Kinas status som Mest Foretrukne Handelspartner, er der få tegn på, at juntaen må vige pladsen for en demokratisk valgt regering. Indtil da bliver der masser af censur og mindre kultur i generalernes hjemland, Myanmar.
Søndag Aften 02/2002
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
