Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
februar 2002
1x2 tipperne redder (igen) stumperne
Kulturministeriets kreative brug af tipspenge sikrer mod yderligere nedskæringer. Tipspengene bruges som alternativ ekstra-finanslov - men dermed uden samme offentlige indsigt og debat
Finanslovsforslaget for 2002 indebærer, at en række udgifter flyttes fra finanslovsbevillinger til tipspengene. Allerede SR-regeringens forslag flyttede disse udgifter:
Det danske kulturinstitut 10,8 mio
Baltisk MedieCenter 2,6 mio
KVINFO 5,8 mio
Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv 3,3 mio
Udstillingsstedet Overgaden 1,6 mio
Årsafgift for deltagelse i Bernerkonventionen 0,9 mio
Den nye regering har udvidet disse overførsler med
Billedkunstrådet 10,0 mio
Samlet flyttes en udgift på 35 mio fra finansloven til tipsmidlerne. Tipsmidlerne "lettes" dog med 18 mio ved nedlæggelsen af Kulturministeriets Udviklingsfond og 20 mio fra nedlæggelsen af Det Idrætspolitiske Idéprogram.
Tipsloven betaler faste udgifter
I Kulturministeriets regi er der hovedsageligt tre bevillingstyper: lovbundne udgifter, finanslovsbevillinger og tipspenge
Lovbundne udgifter kan naturligvis til enhver tid ændres af folketinget - men det er mere besværligt. Ofte skal
forskellige instanser høres, og der skal tre folketingsbehandlinger til. Debatten om ændringer i lovbundne udgifter
er fuldt offentlige. Denne demokratiske, men besværlige, procedure er den vigtigste årsag til, at egnsteatrene er friholdt for nedskæringer i 2002-finanslovsforslaget.
Finanslovsændringer kræver ikke forudgående høring, men kræver trods alt fuld offentlig indsigt i finanslovsforslaget og folketingsbehandlinger. Tipsbevillingen er derimod blot et aktstykke som fremlægges for folketingets Finansudvalg. Disse aktstykker kommer ikke til debat i folketingssalen - og ej heller til offentlig debat. Højst som en kortfattet pressemeddelelse.
Det er kendetegnende for mange af disse års omkonteringer til tipsbevilling, at det er aktiviteter som er faste udgifter. En række af aktiviteterne er således fastsat i lovgivning, blot uden økonomiske bindinger.
Bevillingen på 10,0 mio til Billedkunstrådet flyttes eksempelvis til tipsfordelingen. Billedkunstrådets formål og arbejdsopgaver er fastsat ved lov. Men fremover skal muligheden for at opfylde lovens formål udelukkende diskuteres i folketingets Finansudvalg - uden offentlig debat eller indsigt.
Danmarks årlige afgift for deltagelse i Den internationale union til værn for litterære og kunstneriske værker (Bernerkonventionen) skal også fremover klares gennem tipsfordelingen. Bernerkonventionen kaldes ofte for ophavsrettens internationale grundlov. Ophavsretten diskuteres flittigt i disse år, meget i lyset af globaliseringen af underholdningsindustrien. Og Danmarks bidrag til dette internationale arbejde kan fremover fjernes af Finansudvalget med et pennestrøg. Her har vi et af de områder, hvor ingen sætter spørgsmålstegn ved at Danmark har afgivet suverænitet - men vi tager åbenbart ikke forpligtelsen særligt alvorligt længere.
Når tipsmidlerne svinder...
Den øgede udnyttelse af tipsmidler til faste bevillinger svækker således den demokratiske indsigt i og mulighed
for at påvirke beslutningerne. De berørte organisationer og institutioner skal derfor hvert år være
usikre på bevillingerne. Langtidsplanlægning bliver umulig. Og borgernes mulighed for at få overblik og
indflydelse svækkes radikalt. De eneste, der i dag påvirker fordelingen af tipspengene, er det statslige bureaukrati, de politiske partier og lobbyister. Tipsmidlerne giver demokratisk underskud.
Kultursektorens organisationer bliver de sidste til at kritisere brugen af tipsmidler. Dels er organisationerne selv aktive
lobbyister til at skaffe penge for tipsfordelingen, dels har man gennem mange år nydt godt af at tipsomsætningen steg.
Kulturorganisationerne vågner sikkert først op den dag, hvor Dansk Tipstjeneste får alvorlig konkurrence.
Kulturorganisationerne føler næppe, at det er deres forpligtelse at sikre demokratisk indflydelse på
kulturbudgetterne. Problemet er, at uden demokratisk funderede bevillinger vil kultursektoren fjerne sig mere og mere fra borgerne.
