Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
april 2002
En ironisk påfugl
Succes: Hit med sangen er blevet vor tids giro 413
CulturCommerz:
Han fanger mit blik, da han sætter sig bag flyglet sammen med de to andre.
Han er høj og har store øjne, som han ruller og tryller med i små,
kontrollerede bevægelser. Panden er kantet, og hovedet er en robust firkant,
der udstråler vilje og intelligens. Da programmets første spørgsmål falder,
vender han sig halvt mod publikum, halvt mod deltagerne på det andet hold.
Tænderne lyser for første gang i et perfekt smil, og han ruller diskret med
det ene øje. Den påklistrede mikrofon deformerer hans venstre kind og giver
den ene ansigtshalvdel et udtryk som en grotesk havenisse. Dette er i
mærkværdig kontrast til hans intelligente og målrettede mimik.
En strofe, først uden ord, så med hjælp fra holdlederne, begynder at tage
form. Klapsalverne kommer ikke med det samme, men da det kendte omkvæd
dukker frem, brager bifaldet for første gang. Succes er dette programs
mantra. Da alle klapper og begejstringen vokser, begynder den høje mand med
de store øjne at synge med en smuk, lys stemme. Den perfekte, skolede klang
af soul sitrer over de andres stemmer. Han lukker det højre øje og synger
passioneret de 15 sekunder, sangen varer.
Der deles point ud. Den høje mands hold vinder ikke noget.
Så skal hans hold gætte et tal. De gætter forkert. Heldigvis er det ikke den
høje mand, der gætter forkert, og hans krop bevæger sig smidigt i små ryk,
mens tænderne glimter. Holdlederen foreslår hviskende et eller andet og slår
et par akkorder an. Et gammel hit tager hurtigt form. Den høje mand rejser
sig halvt op, sætter sig igen og begynder at synge. Hele hans ansigt
vibrerer, han spænder som en smidig fjeder og kaster hovedet til venstre,
mens omkvædet ankommer, og publikum begynder at klappe i takt. En tøvende
guitar stemmer i, basser leger med nogle glidende bevægelser og sangen
slutter.
Værten smiler, de hvide og mørke piger smiler, holdlederne smiler, særligt
den høje mands holdleder, der har en distraherende lighed med en yngre
tandlæge. Nu får begge hold chancen for at synge deres kendteste sange, én
sang til hver.
Endelig bryder den høje mand igennem, da han står alene midt på gulvet. Hans
jakke stumper lidt og viser, hvordan ryggen ligesom knækker, hver gang han
understreger en passage i sangen. Munden bliver en levende ellipse i det
firkantede ansigt, stemmens klang er smuk og perfekt.
Han kan sin egen sang. Men han kan også alle de andres sange. De kendte. Det
er ikke de gamle, hensovede jazz evergreens, som 3 generationer har plaget
et ellers rockfikseret publikum med siden 1970-erne. Det er nye evergreens,
danske hits fra de gyldne 1980-ere, der sluttede så brat med den danske
pladebranches totale udslettelse i 1990, da en ny, ironisk generation
likviderede den dansksprogede rock.
Nu er de døde sange blevet balsameret og ophøjet til ikoner. En kendt
feministisk lesbisk kærlighedssang blander sig med blød amerikansk soul og
en århusiansk sangskrivers prosaagtige tekster, der i engelsk oversættelse
lyder som en 12-årig piges første digt. Det er gode, holdbare sange blandet
med banal pop, hvis primære livskraft er de 10.000'er af LP-plader, der
stadig står ude i hjemmene fra dengang et salg på 200.000 stk. betragtedes
som en ydmygende fiasko.
Men sangenes kvalitet er ikke kvalitet, det er kendthed. Og de kendte
ansigter skal synge kendte sange, for det blandede publikum af midaldrende
og unge vil ikke have nyt, de vil have kopier. Kendte kopier.
Den høje mand er færdig med at synge. Hans ironiske øjne ruller og hans krop
ligesom ryster sangen af sig, inden han sætter sig. Succes.
En lang række af spørgsmål efterfølges af kendte sange, hit på hit, kun
hits. Publikum klapper begejstrede og ude af takt. Solisternes lysende hvide
tænder. Værtens lysende hvide tænder. Trommeslagerens lysende hvide tænder.
Succes.
Det ene øjne lukker sig igen hos den høje mand. Han ser både træt og
tilfreds ud. Han kan nu ikke skjule sin ironi, en skjult lede, som han ikke
mere orker at skjule. Her spilles et spil, det er løgn og ironi alt sammen.
Succes.
Kun den, der har succes har ret til at blive set. Næsten ingen sælger i dag
mere end 30.000 CD'er, for hvem vil købe en indspilning af kendte kopisange,
som de originale kunstnere har gjort meget bedre. Men når man skal til
koncert, er det kun kopier, der tæller. Den ironiske generation, der engang
kårede en kendt børne-TV vært til gud, er holdt op med at regredere til
deres tabte barndom. En glitrende tomhed, lysende hvide tænder. Midaldrende
med skarpe meninger om udlændinge, og unge, der har glemt deres ironiske
protest mod den stivnede dansk rock, og nu selv er stivnet i tilbedelsen af
hits'enes gud, den kendte TV vært. To generationer forenet i vor tids giro
413. Succes.
Søndag Aften 04/2002
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
