Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Maj 2002
Da danskerne talte finsk
Søndag Aftens guide - i tid og geografi - til det sprog du tror er dit
Det er en råkold dag i begyndelsen af maj. På en strandkant nær det, der engang om mange tusind år hedder Århus, sidder en lille gruppe mennesker travlt optaget af at fiske i den lille bæk, der løber ud i det lavvandede hav. De er klædt i fintvævede kjortler med geometriske mønstre. Både kvinder og mænd har armringe og smykker om halsen. De fisker med kroge af udskårne hjortetakker.
En typisk dansk lyseblå forårshimmel med gråhvide bygeskyer hvælver sig over fiskerne. De har allerede samlet en stor kurv fuld af østers fra havet og har nu koncentreret sig om at fange nogle fisk i bækken.
Der snakkes højlydt og ophidset, små fnis fra kvinderne afbrydes af koncentreret grynten fra mændene. Sproget har rullende ’l’ og ’r’ lyde, og en jævn flad intonation, kun afbrudt af glade og forventningsfulde udbrud, der kaster ordene op i luften som bolde. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at man var i Finland. Men selv en finne ville give op overfor dette kaudervælsk af finsk, berbisk, ur-indoeuropæisk og germansk.
Så klinger en høj mandelatter og ordet ”Lax!!!!” råbes triumferende ud over bølgerne i Århus Bugten. Dette ord kender vi – og med os alle, der taler finsk-ugrisk, hindu eller dansk.
Vi er i Danmark år 2.500 før vor tidsregning. Dette er vores forfædre.
Ursuppen
Uanset om vi kalder os danskere, finner, svenskere, tyskere eller tyrkere har vi et ursprog tilfælles. 12.000 år skiller os fra dette ursprog, der gennem årtusinderne har spaltet sig i uralisk/tyrkisk, indoeuropæisk og semitisk-afrikanske sprog med rødder i Sudan og Etiopien. Og gennem nye opbrud og migrationer på tværs af lande og folkeslag, har sprogene igen blandet sig og dannet nye, frugtbare knopskydninger.
Men hvem er så disse folk, der fisker på den lyse, regnfulde forårsdag for 4.500 år siden?
Finsk
Finnernes forfædre og –mødre var engang deres egen lille gren af homo sapiens, de tænkende aber. Men under den indoeuropæiske invasion omkring 3.000 før vor tidsregning, blandede de fremstormende indere og iranere sig med de finsktalende folkeslag og skabte derved de gener med europæiske træk blandet med enkelte oldgamle finske særtræk, der i dag er typisk for finner og ester (ungarerne og samerne har en lidt anderledes historie).
Det oprindelige urfinske sprog udvikledes på sletterne under de forsvindende ismasser mod nord, mens de indoeuropæiske bønder spredte sig mod nord fra de sydlige egne. Omkring år 6.000 før vor tidsregning migrerede tyske og danske stammer mod nord og bosatte sig dels på de norske kyster, dels i Lapland, hvor de assimileredes med de lokale stammers kultur og sprog.
I de følgende årtusinder bredte denne nye finske stamme sig sydover og nåede germanske områder, hvor de blandedes med keltisk og germansktalende folkeslag.
Berberne kommer!
Omkring år 2.500 før vor tidsregning havde Danmark længe været delvist beboet af et folk med rødder i Algier og Marokko. Berberne eller Talosanerne, som de selv formentlig har kaldt sig var mestre i at bygge jordhøje og byer og efterlod sig stenstøtter og høje over hele Europa. De indoeuropæiske folk havde siden invasionen 500 år tidligere blandet sprog og blod med den store berbiske befolkning i Europa, og vi kan se vores berbiske rødder i et utal af fælles ord. På tysk alene er næsten 40% af ordene af berbisk eller anden præ-indoeuropæisk oprindelse.
Germansk
Berbisk
Tysk
Dansk
baus
böse
(ond, ubrugelig)
Ela (ål) ’il
(slange)
Ål
Gawi, Gawad
Gau
Distrikt,
landområde
lha’nt
Land
Land
Regen
Regen
Regne
Asammar
Summer
Sommer
Sek (skære)
Saks
werð
Wort
Ord
Keltisk
Berbisk
Irsk
Dansk
Aouwi (søn)
Aue (barnebarn)
Stammer fra
berbisk Aouwi (søn af)
O’Reilly,
O’Connor
Arven efter berberne eller
talosanare (”højbyggerne”)
Berbisk
Finsk
Urafrikansk
Tolosa,
Tamazight
Talossa (hus)
tûul (forme en
høj)
Arabisk
Irsk
tuul
tell
(menneskeskabt høj)
tulach (lille
bakke)
En ejendommelighed ved de germanske sprog er en særlig måde at bøje visse ord i ental og flertal, f.eks. mand / mænd (burde hedde ”mande”) eller fod / fødder (burde hedde ”fode”). Denne måde at danne flertal ved at ændre på den første stavelses klang (typisk o/ø eller a/æ former) har sine rødder i det hamitiske sprog berbisk, eks.: amagur (kamel) bliver til imugar i flertal.
Dravidisk
Lighederne mellem sprogene talt i Sahara bæltet fra Sudan til Senegal og det sydindiske sprog dravidisk er iøjnefaldende. Men det er ligheden mellem dravidisk og finsk-ugriske sprog også!
Både finsk og dravidisk er karakteristisk ved lange ord med tryk på første stavelse. En masse basale ord er fælles såsom hånd, ild, hus, bade, dø, frygt, at le og betegnelser for kropsdele. Der er også ligheder i kasusendelser og de specielle lydforandringer ved kasusskift og syntaksændringer, der er så karakteristisk for finsk.
Påvirkningen af det urfinske sprog foregik via dravidiske handelskontakter fra Kina og Indien. Det dravidiske folk var oprindeligt udvandret fra Afrika, men deres efterkommere lever (og blomstrer) den dag i dag i Sydindien.
Og finnerne bosatte sig omkring år 2.500 før vor tidsregning i de nordiske lande sammen med keltiske og germanske stammer. Ursuppen simrede og gav næring og udvikling til de unge, primitive lande højt mod nord.
Nostrakisk / euroasiatisk
Den danske sprogforsker Holger Petersen foreslog allerede i 1903, at der måtte foreligge et fælles ursprog, der var modersprog for indoeuropæisk, finsk-ugrisk, tyrkisk og mange andre beslægtede sprog. Dette sprog, der i dag kaldes Nostrakisk eller som foreslået af dr. Joseph H. Greenberg ”euroasiatisk”. Dette hypotetiske sprog omfatter, alt efter hvor radikalt man vil gå til værks, indoeuropæisk, afroasiatisk, dravidisk, finsk-ugrisk, tyrkiske sprog, eskimosprog, japansk, koreansk og indianersprog.
Den nyligt afdøde Joseph K. Greenberg er nok en af de mest kontroversielle sprogforskere i nyere tid. Han har i sin bog om afrikanske sprog fra 1957 påvist, at de alle hænger sammen i en ”superfamilie”. Denne bog betragtes i dag som en revolutionerende, men alment accepteret teori. Med Greenbergs bog fra 2001 om modersproget ”euroasiatisk” kaster forfatteren sig ud på dybt vand og hævder at alle sprog i verden kan inddeles i kun 12 superfamilier. Sprogforskerne er vildt uenige indbyrdes, men Greenbergs nye teori ligger til grund for ”sprogtræet” sidst i denne artikel.
Et eksempel på et ord, der daterer sig tilbage til det ”Nostratiske” ursprog er ordet ”stinke”. Det hedder på urgermansk ”stinkwan” og forskere mener, at ordet har hed ”stunga” på nostratisk. Det er med andre ord et ord, der ved årtusindskiftet kunne fejre sin 12.000 års fødselsdag!
Nostrakiske fællesord
Indoeuropæisk
Afroasiatisk
Tyrkisk
Bor (bore,
splitte)
Pes / pos
(penis)
Bar
Bur
Pusu (at hælde)
Sumerisk
Dravidisk
Urfinsk
Bur
Pes (sæd eller
søn)
Pur
Pura
M = mig N = nej
Som et eksempel på meget basale lighedspunkter mellem de sprog, der hævdes at være udsprunget af et ”nostrakisk” ursprog, nævner Greenberg lyden ”m”, der betgner første person på mange euroasiatiske sprog og lyden ”n”, der bruges til benægtende ord i mange euroasiatiske sprog:
Fingeren
Græsk
Latin
Fransk
Daktulos
Digitus
Doigt
Det medfødte sprog
Hvad enhver, der har børn, vil kunne nikke genkendende til, lærer de små rollinger sprogets mest komplicerede dele, syntaks, verbalbøjninger og substantivers kasus forbløffende hurtigt. Det hævdes – formentlig med rette – at de sproglige strukturer rent faktisk nedarves, så barnet kun behøver at sætte ”ord” på en allerede eksisterende struktur i hjernens sprogcenter. Teorien underbygges af utallige eksempler på patienter med hjerneskader, der mister evnen til at tale sammenhængende eller bruge visse sproglige redskaber, de ellers beherskede fuldstændigt før ulykken.
Evnen til at læse er også delvist nedarvet, da mentalt handicappede børn næsten altid er skadet på dette forholdsvis nytilkomne center i hjernen (de udviklingsmæssigt set nyeste lag af hjernen er også de mest sårbare).
Tallene afslører de gamle sprog
På dansk hedder 80 ”firs(indstyve)”. Det er en rest fra det oprindelige præ-indoeuropæiske talsystem, der var baseret på tyve. Også fransk har denne ejendommelig dobbelthed i sit talsystem, hvorimod belgisk fransk ikke har det!
Tidstavle
10.000 år før vor tidsregning:
Folk i Etiopien taler et sprog, der over en periode på 2.000 år udbredes til resten af Nordafrika.
8.000 år før vor tidsregning:
Draviderne udvandrer fra Sudan. Én gruppe rejser gennem Iran til Uralbjergene, en anden gruppe rejser til Indien og derfra mod syd.
Berbiske stammer (et afrikansk hamitisk sprog) vandrer op gennem Europa og bosætter sig i de vestlige områder, herunder England og Irland.
4.000 år før vor tidsregning:
Stammer grundlægger bystater omkring Sortehavet, Balkan og Tyrkiet. En udvandring til Europa begynder.
Både den jødiske, kinesiske og ægyptiske tidsregning starter for 5-6.000 år siden.
3.000 år før vor tidsregning:
Indoeuropæiske folkeslag strømmer ind i Europa fra sydøst.
Uralske (finsksprogede) stammer migrerer til Sydrusland og Nordeuropa.
Tibetansk,
burmesisk og andre sprog i Burma, Kina og Indien
Baskisk
Ud fra sproglige
studier mener en del forskere, at baskisk er nærmest beslægtet med kinesisk
(!!!). Baskisk menes at være det eneste overlevende sprog fra før den
indoeuropæiske invasion 3.000 før vor tidsregning.
Austroaiatisk
Mon-khmer
Vietnamesisk,
cambodjansk mfl.
Munda
Stammesprog i
det østlige Indien
Australsk
Malaysisk-indonesisk
Filippinsk
Tagalog,
ilocano, bontoc m.v.
Polynesisk
Hawaiiansk,
maori, samoisk, tahitisk mfl.
Andre
Mikronesisk,
sprog i Madagaskar m.fl.
Thai-kadai
Thai
Thai, lao m.fl.
Australien
Pama-nyungan
Ca. 200
forskellige sprog(!)
Indianske og eskimoiske sprog
Eskimo-aleut
Grønlandsk m.fl.
Athapaskansk
Navajo, apache
m.fl. (Canada)
Algonquiansk
Cheyenne,
sortfødder m.fl. (Canada og Nordamerika)
Iroquoiansk
Cherokee m.fl.
(nordlige USA)
Siouansk
Dakota, lakhota
m.fl. (stepperne og sydøstlige USA)
Muskogeansk
Choctaw m.fl.
(sydøstlige USA)
Uto-aztekisk
Nahuatl/aztekisk,
hopi, comanche m.fl. (Mexico og sydvestlige USA)
Kilder Dr. Jospeh H. Greenberg
Artikel af Christian Carpelan, licentiat i arkæologi ved
Helsinki universitet (2000)
Cook: Chomsky's Universal Grammar
(1988)
Pinker: The Language Instinct
(1994)
