Kulturministeriet starter eget magasin
Godt nok skal der spares alle vegne - blandt andet hele 18,3% på tilskud til kulturtidskrifter. Alligevel har kulturministeren fået finansudvalgets opbakning til at bruge tipspenge til at starte et nyt magasin. Magasinet har endnu ikke navn, men du kan forvente at det papirbårne magasin lanceres inden sommerferien.
Hackere på gaden
6. april afholdt den tyske Chaos Computer Club den første hackerdemonstration, som ikke blot var en virtuel begivenheden, men hvor 300 mennesker af kød og blod viste sin modstand mod internetcensur i delstaten Nordrhein-Westfalen. En domstol i delstaten har pålagt 80 internetudbydere at blokere al trafik til og fra to nazi-inspirerede hjemmesider, som drives fra USA. Blokeringen skal ske gennem filtre - uden at præmisserne for disse filtre fremgår.
Til forskel fra andre demonstrationer var arrangørerne særdeles flittige med at dokumentere begivenheden. På odem.org og derfra linkede sider kan man se og læse om begivenheden.
Sponseret e-roman
Grænserne mellem kunst og kommers udfordres hele tiden. Den amerikanske forfatter Jesse Korbluth's The Dark Nile udkommer som e-post føljeton. Man tegner et gratis abonnement og får en ny episode med e-post hver dag. Bogen betales af sponsorer, som til gengæld får almindelig netmarkedsføring som bannerplads. Men markedsføringen er også integreret i selve historien, eksempelvis ved at der undervejs sendes fiktive e-mails via en mobiltelefoni-sponor.
E-book award stopper
Marketingtrommerne var kraftige, da Microsoft og andre startede E-Book Award ved Frankfurt-bogmessen i 2000. Men allerede nu blegner troen på e-bøgerne. Sponsorerne har derfor valgt at stoppe prisuddelingen.
Grand Prix uro i Slovenien
Sloveniens repræsentanter ved det europæiske Melodi Grand Prix, trioen Sisters, har skabt furore i hjemlandet. Miss Marlena, Daphne og Emperatrizz er nemlig ikke de stewardesser de udgiver sig for - men derimod transvestitter, som glimrende symboliserer, at homoseksuelle spillede en væsentlig rolle ved overgangen fra kommunisme til kapitalisme i Slovenien. Langt fra alle i Slovenien synes dog, at det er en god idé at være repræsenteret af transvestitter. Måske skulle de erindres om, at Dana fra Israel for få år siden vandt. Årets udgave af det store kitcharrangement afholdes 25. maj i Estland.
Den virtuelle mumie
Den 3000 år gamle mumie Nesperennub, som har ligget hos British Museum siden 1899, er blevet udsat for gennemgribende skanning med 1500 skanninger og efterfølgende 3D-behandling. De digitale konservatorer fra British Museum har derigennem skabt en virtuel rekonstruktion, så man kan se Nesperennub indvendigt såvel som udvendigt.
Børnekultur på nettet
Regeringen har som bekendt valgt at nedlægge det centrale netværk om børnekultur, Børnekulturrådet. I stedet popper små og store initiativer op på nettet:
www.childbooks.dk er et samlingssted om børnebøger - fuldt af spøjse effekter og underholdende indslag. www.boernemusik.dk kender vi ikke endnu, stedet åbner 1. juni. Vi håber på gode sange at downloade og andet guf for børn og barnlige sjæle.
Støtte til professionelle forfattere
Man skulle ellers tro, at der var juridisk bøvl nok om kulturministerens nedskæring af biblioteksafgift. Kulturministeren har fået Folketingets finansudvalgs accept af, at der skal etableres en pulje på 2 mio kr til de, som ikke kan få biblioteksafgift på grund af den nye bundgrænse på 5.000 kr. Ifølge tipsbevillingen skal pengene fordeles til "professionelle forfattere". Jamen, professionelle forfattere er vel nærmest de, som får mere end 5.000 kr i biblioteksafgift... Der er næppe fantastisk mange professionelle forfattere blandt de, som ryger for bundgrænsen! Vi afventer de kommende juridiske tovtrækkerier :-)
Søndag Aften 05/2002
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af
Søndag Aften som kilde.