Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
juni 2002
Ikke vægmaleri, vel?
CulturCronik:
Af Kerstin Bergendal
Hvad kan være billedkunstens ærinde i de moderne byrum? Hvordan ser kunstneren på det offentlige rum i dag
og på sin egen rolle, når han/hun arbejder udenfor kunstens hvide kube? Hvilke nye former for kunstneriske virkeområder kan bruges i forhold til dagens samfund og produktionsforhold?
Sidste forår blev jeg spurgt af Roskilde kommune og Statens Kunstfond, om jeg mente, at man på en anderledes måde kan integrere
billedkunstens erfaringsområde, når man anlægger et helt nyt byområde. Man var særligt interesseret i hvordan billedkunstneres arbejde kunne bruges for at modvirke den velkendte identitetsløshed, som ofte præger de nye byrum i meget lang tid.
Baggrunden til spørgsmålet er, at Roskilde i dag er en kommune i ekspansiv vækst. Man skal derfor anlægge flere nye store boligområder, heriblandt en ny universitetsbydel, Trekroner, beliggende vest om RUC, og øst for Roskilde. Den kommende bydel bliver lige så stor som en dansk provinsby - med 2.500 boliger, 5.000 arbejdspladser. Hertil lagt et universitet som fuldt udbygget vil have 10.000 studerende. Bydelen tænkes både som en integreret del af Roskilde by, men også som en bydel med sin egen identitet og egne kvaliteter. Blandt andet får den en overvejende grøn karakter med dalstrøg, skovplantninger, og man bygger en ny sø.
Men mange erfaringer viser, at det er svært efterfølgende at samle en bydel op, hvis det sociale netværk er løbet af sporet. Kommunerne har derfor et stort behov for, at få afprøvet nye og anderledes former for samarbejder, og nye beslutningsgange ved planlægningen, for at kunne skabe en vedvarende social dynamik i det nye bysamfund fra start.
Det som egentlig er spørgsmålet er altså, om vi som billedkunstnere kan bruges i moderne, rationelt byggeri, som en særskilt
kompenserende kraft, der kan bevirke identitet, der hvor identitet og særskilthed er helt og aldeles nedprioriteret?
Forstadens logik
Alle historier har en begyndelse. Også det nye byrum, som udfordrer af den historiske by, der vokser organisk frem over tid. I årevis har man derfor afprøvet forstadens utopi om den funktionelle organisering, renset fra den organiske bys smuds og kaos, hvor arkitekturen træder frem uanset den natur, der omgiver den, og alle byggeriets dele er ”udviklet i et renset felt mellem maksimal anvendelighed og den industrielle produktions nødvendighed”, som nu Dan Reese udtrykker det. En by hvor der er sørget for det hele fra start, hvor logistik og helbred, natur og kultur tænkes at gå op i en højere enhed. Et sted hvor den dygtige danske borger på gennemtænkt, funktionel vis kan regenerere, rekreere, og reproducere. Dan Reese igen: ”Funktionsdiagrammatikken forvandlede den rumlige organisering til funktionel organisme, med differentierede funktioner forbundne med gnidningsløse anlæg”.
Historien bag den ny by begynder med en mængde mennesker, som måske aldrig kommer til at bo i den. Det at producere et færdigt, gnidningsløst anlæg for mange tusinder af borgere, forudsætter flere
lag af aktører og deres planlægninger. Disse aktører og disse mekanismer er af interesse for denne tekst, eftersom hver eneste aktør, der inddrages i byggeprocessen, også efterlader en aflejring i selve byrummet. Han eller hun udgør derfor en del af det nye byrums faktiske historie.
En afgørende plan lægges oftest flere år før en borger sætter sin fod i området - lokalplanen. I denne udtrykker kommunens planlæggere overordnet sine intentioner med det byrum, man ønsker afstå jord til, og skaber et grundlag for at koordinere de forskellige
delprojekter, som den ny bydel består af. Denne lokalplan udarbejdes ofte i sin første version langt forud for, at en egentlig byggeproces starter. I takt med at rationelle og økonomiske aspekter har taget solid overhånd over æstetiske og sociale hensyn ved anlæg af boligområder, bruges lokalplanen som styrepind, for at fastholde byggebranchen i det minimum af kvalitet, som man ønsker skal præge de kommende bygninger i ens domæne. I og med
denne funktion, opstår en for udviklingen helt afgørende inddeling af dem, som planlægger et byggeri i ”de kontrollerende” og ”dem man kontrollerer”. Arkitekter på teknisk forvaltning kontra arkitekterne på byggerierne. Kommunen kontra bygherre. En modstandsfyldt dialog som bliver afsæt for byggeprojekt efter byggeprojekt, med en lang række mere eller mindre heldige kompromiser som følge.
Arkitekternes rolle i byggeprojekterne rubriceres som totalrådgivere. I denne betegnelse ligger fokus på to lag - rådgivning og ansvar. Set i forhold til disse to opgaver er det forbløffende, at møde den tidsmæssigt og økonomisk uhyre presset arbejdssituation, som arkitekterne accepterer at arbejde under. Et byggeri på 95 boliger går fra initialt tegnestadie på arkitektens bord til første behandling i kommunen på blot et par måneder. Herefter går man over til den økonomiske konsekvens af arkitektens tanker, hvor arkitekten står forberedt på at den nærmest obligatoriske sparerunde fjerner,
hvad der ikke er rationelt og lovmæssigt forsvarligt.
Arkitekternes første pennestrøg er derfor allerede på idéplanet underordnet såvel en stram lokalplan, en stram tidsplan og en stram økonomi. I en sådan situation bliver man henvist til sin erfaring, og dermed til en standardisering og rationalisering af sin indsats. Man løser måske sin opgave ved at genbruge
løsninger, man har brugt før, og dermed nogenlunde kan overskue de økonomiske konsekvenser af. Man udelukker på forhånd, hvad man
erfaringsmæssig ved ikke kan klare en sparerunde og tidskrævende eksperimenter. Alle beslutninger går ud på, at opgaven skal løses indenfor den aftalte ramme.
Et andet afgørende forhold er rent organisatorisk. Alle processer i byggeriet opstår indenfor rammerne af en mødekultur. Alle
aftaler tages på møder. Alle beslutninger luftes på møder. Mellem møderne tænkes man effektuere beslutningerne. Dette gøres igen
ved at man holder nye møder, nu med andre partnere. Mødet og det efterfølgende referat er bestemmende for ansvarsfordeling, udførelse, økonomi og valg af proces for produktionen. Det som ikke står i et referat, skal ikke udføres.
Samtidig foregår mødekulturen indenfor rammerne af en hierarkisk verden. En samtidighed af mange hierarkier præger møderne - en intern hierarki mellem mødedeltagerne, en erhvervsmæssig hierarki. Herudover er de beslutninger man tager ofte afhængige af godkendelse fra nogen, der ikke befinder sig i selve mødelokalet. Nogen som har retten til at skære i
eller omformulere resultatet af mødet. Nogen hvis personlighed og holdning der skal tages højde for i beslutningerne. Chefen,
ham på teknisk forvaltning, eller bygherren. Møderne formaliserer strømmen af informationer, på godt og ondt. Der er irrelevant at reflektere og filosofere på et møde. På et møde skal man være effektiv
og målrettet holde sig til det, der kan føres videre direkte, som der kan blive konsensus omkring. Der er med andre ord ikke plads til en processuel, idemæssig problemformulering. Hvis altså ikke der på forhånd er aftalt, at man netop skal ”brainstorme”.
Især for mellemlaget af medarbejdere i et hierarki bliver det i denne virkelighed en nødvendighed at oparbejde en overlevelsesstrategi for at ikke akkumulere frustrationer over at de beslutninger og det arbejde,
som man har lagt ned i et projekt, udraderes med et pennestrøg af en højere, abstrakt instans. Nogen gange uden at man har indsigt i hvorfor. Som arkitekt kan man udvikle en sans
for på forhånd at genkende, hvad der kan tænkes gå igennem og ikke. Som kommunalt ansat kan man udvikle en særskilt form for
ligegladhed for at kunne adskille sig fra engagement i sagerne. Begge aktiveres instinktivt og fungerer som den rist,
hvorigennem falder initiativer og ideer, der måske havde kunnet føre til en nytænkning, til en råben op, til en revurdering eller til en helt anden løsningsmodel, men …”nå, sådan skulle det ikke gå”, som jeg så ofte hører det siges.
Et paradoks er en vigtig brik i nye byrums historiske baggrund - møderne decentraliserer selve udførelsen af beslutningerne flere led væk
fra den, som egentlig er handlekraftig, altså har retten til at træffe beslutninger om ændringer. I denne forskydning forsvinder noget af overblikket og koordineringen af et byggeri, og samtidig noget af initiativet for ad hoc, i situationen, at
kunne korrigere åbenlyse fejldispositioner.
En følsom fætter
Hvad kan den billedkunstneriske kompetence bidrage med i denne komplekse proces? Den klassiske rolle for billedkunsten udenfor kunstens egne rum er at bevirke,
at et sted, et torv eller en plads får sin særskilthed. Særskiltheden opstår her ved, at man adskiller den fra alle andre steder i byens rum, og dermed bidrage til byens samlede identitet. Denne forbindelse mellem billedkunsten og byrummets identitet er ikke selvfølgelig længere, men er baggrunden for at Roskilde kommune vender sig til billedkunsten i et ærinde om identitet i byrum.
Men det fysiske offentlige rum har ikke den samme betydning i dagens samfund. En punktvis privatisering, for eksempel i form af faste reklamestandere på offentlige pladser, er nu en accepteret løbende proces. En skrumpende kommunal pengekasse bruges nu sjældent til udsmykning af fællesarealerne. Et abstrakt offentligt rum, så som det mine
læsere og jeg mødes i lige nu, har overtaget mange af de funktioner, som torvet har haft siden i byen.
I den klassiske form for ny bydel, forstaden, har man derudover helt sløjfet torvet, som samler og adskiller byens bygninger.
Man henviser til forsyningsstedet, indkøbscentret, i logik med den klassiske funktionstænkning, som nærmest obligatorisk præger disse byrum.
Billedkunsten er heller ikke så tydeligt afgrænset som kompetenceområde længere. Vi, ligesom mange andre faggrupper, har inkorporeret et univers af vidt forskellige nye terminologier og tekniske muligheder i vores faglige arbejdsmetoder. Vi har selvsagt stadig vores klassiske, genrebestemte udtryk, men nu også en frodig flora af blandformer at arbejde udfra. Mange af os arbejder i frugtbare, direkte samarbejder med andre faggrupper; forskere, forfattere, arkitekter og landskabsarkitekter – og udvider dermed løbende vores arbejdsmuligheder. Dermed er det også logisk, at billedkunsten ofte opererer udenfor sine egne rum. Flere forskellige former for kunstnerisk praktik bygger faktisk på, at kunstneren opsøger lige det sted i samfundet, eller i naturen, som han derefter ved en dialogisk bearbejdning udformer sit værk til. Tanken er, at bruge den erfaring og form for viden,
som er specifik for billedkunsten - altså en form for opmærksomhed og viden der går på tværs af faggrænser - for at kunne afdække
forhold i det specifikke, som også kan siges gælde for det universelle.
Kunstnerens konkrete arbejde består i denne praktik ofte i en kortvarig indgriben, en aktion eller en handling, som i sig selv er en meddelelse til omverden – et alternativt billede af stedet. Opgaven,
kunstneren giver sig selv, er altså ikke bare i at gengive stedet ved at lave et billede af det, men at finde frem til særpræget ved den sammensathed, som konstituerer det valgte sted. I dette praktikområde er kvaliteten af kunstnerens resultat baseret på hans evne til at stille spørgsmål til det,
han står foran. Hans arbejde består i, som et egern, at bevæge sig ud og ind af forskellige områder for viden og samle vigtige brikker for til sidst at oversætte summen af disse – til et nyt billede.
I konsekvens med dette har billedkunstnerne udviklet en ekstensiv og dybdegående metode for netop at gå på tværs af vidensområderne i samfundet, og inkorporere meget af den viden, der akkumuleres indenfor forskningen, filosofien og sprogvidenskaberne osv i sit arbejde. En metode som har videreudviklet den stedspecifikke praktiks virkeområder. I dag kan derfor en billedkunstner uden tøven engagere sig i opgaver som på ingen måde har været en traditionelt billedkunstnerisk praktik - skrive en tekst (som jeg gør nu), lave en film, forelæse, plante planter og - forholde sig til byggeprojekter.
I forhold til den kraftige betoning på rationalitet i moderne byggeriproduktion, har billedkunsten haft problemer under lang tid. Man er som kunstner traditionelt blevet bedt om at komme med et værk, der passer en bygning, men som ikke nødvendigvis behøver tage afsæt i omgivelserne. Kunstneren har i de fleste sammenhæng fået anvist et sted i et færdigt projekt og især i noget af bygningens ikke-funktionsbestemte rum. En slags horror vacui, skræk for det tomme rum, er altså grundlag for at kalde in kunsten her. Kunstnerne har dermed, efter at byggeriet både har været tegnet og godkendt, accepteret som at udstille permanent i det anviste rum, og dermed midt i denne rationalitet have mandatet at optræde som det følsomme, ophøjede og kreative subjekt. En rolle som jo altså ingen anden, i noget led af hele den proces som fører til en færdig bygning, i dag gives muligheden at have.
Ikke engang de kommende beboere, der skal bo i de nye bygninger. De er bemærkelsesværdig usynlige i planlægningsfasen, især på det kommunale niveau. I vores højteknologiske samfund har man endnu ikke anerkendt og forfinet den teknik, som kunne muliggøre udnyttelse af beboerindflydelse såvel på kommunal planlægning af nye byområder, som på den faktiske organiseringen af de kommende bygninger.
Den sociale punktstruktur, som præger nye bydele, koster ellers efterfølgende så mange penge i form af kvarterløft og social uro, at man kunne forvente, at en beboerindflydelse ville blive rentabel, selv om den er kompleks og uhandy. Men det faktum, at man fortsat, og på trods af alle de temmelig rationelle logistiske grunde, fastholder at enhver ny bydel nærmest uanset størrelse kun behøver et indkøbscenter - viser at man ikke har i sinde at udfordre byggeentreprenørernes definition på hvad, som er godt for folket.
Viden - ikke værker
Hvad svarer jeg så på spørgsmålet om billedkunst i forhold til moderne byggeri?
Som jeg ser det, er det oplagt, at man kan inddrage billedkunstens kompetence i moderne boligbyggeri. Men jeg er ikke sikker på,
at det er er oplagt, at det skal ske ved at udplacere værker i bygningerne. Faktisk mener jeg, at kunstværket oftest lider under,
at skulle hamle op med den overdrivet rendyrkede funktionstænkning, som præger størstedelen af moderne byrum.
Jeg mener også, at det er en skæv disponering, at inddrage billedkunstneren først efter at en bygning er tegnet og klar til at blive bygget. Den mangesidige og righoldige viden, som en billedkunstner opnår ved at udøve sin kunst, kan inddrages allerede før en bygning er tegnet. Som dialogpartner til arkitekten kan en billedkunstner medvirke til at de løsningsmodeller,
som i dag bruges nærmest per automatik, bliver udfordrede. I kraft af, at han eller hun ikke er opdraget til at holde sig til sit eget bord, men omvendt automatisk spørger efter grundlag og helhed - så kan man blot ved en rolle som medspiller skabe forudsætninger for særpræg i projektet.
Hvis man derudover vælger kunstnerne til de forskellige projekter, ud fra en overordnet stillingtagen til deres forskellige kunstneriske ståsted, kan man allerede fra start orkestrere en variabel af forskellighed i det input, som kunsten forventes give fra sig til dem,
der bygger den nye bydel. Nogle kunstnere kan fokusere på det sociale liv i boligområdet og derfor udforme et fælleshus, så at det fremstår som en skulptur blandt bygningerne. Andre kan koncentrere sig om planlægningen af fællesarealer. Igen andre kan være opsat på at skabe modspil til bygningerne, ved at skabe rum med planter i landskabet. Endelig kan kunstneren vælge at engagere sig i nytænkning for præfabrikerede bygge-elementer, for at skabe en rent arkitektonisk særpræg i projektet osv.
I Trekroner arbejder nu snart fire billedkunstnere som konsulenter i ledelsen for hver deres byggeri. De skal ikke producere værker, men medvirke med udgangspunkt i sin erfaring fra at arbejde med billedkunst. Deres opgave er i en dialog med arkitekten og bygherre, at medvirke til at det pågældende byggeri får særpræg, og fremstår med en fornemmelse af sted. Kunstnerne har forholdt sig til hver deres endnu ikke tegnede projekt, men hvor der er flere af de før skitserede grundforhold med lokalplan og særskilte forhold er fastlagte, og afgrænser udfoldelsesmulighederne. De har hver deres eget budget, der er skabt ved at kommunen har forlangt at en procent af håndværkerudgifterne skal gå til billedkunstnerisk kompetence. Dette budget skal bruges til den forskel i udgift, der kunne opstå ved valg af andre materialer eller løsninger end arkitekten ellers ville have valgt. Ellers er det tanken, at kunstneren kun skal foreslå bygherre og arkitekt anderledes løsningsmodeller, der holder sig indenfor de stipulerede økonomiske rammer.
Forudsætningen for, der skal opstå et godt resultat, er at dialogen mellem arkitekt og kunstner bliver dynamisk. Her er arkitekternes arbejdssituation i øvrigt en medvirkende faktor. Det vil vise sig, om det i realiteten er muligt for dem at åbne sin arbejdsproces for en dialog, eller om forventningerne til arkitekterne allerede i forvejen er for høje.
Formålet med at inddrage billedkunsten på denne virusagtige måde er selvsagt, at bevirke et incitament til nytænkning. En nytænkning som er lokal for en enkelt delparcel, for et enkelt byggeprojekt. Det er i summen af forskellighederne, som kimen ligger til særpræg og mangfoldighed i byrummet. Det er således et stærkt mandat,
som billedkunsten har fået af Roskilde kommune, når man vælger at gennemtrumfe, at billedkunstnere skal inddrages på denne måde. Man viser med kraft, at man ønsker en bydel med et fællesskab på tværs af skel. Og at man ønsker den diversitet og fælles historieskrivning, der for alvor kan udfordre den organiske by, som sted for liv.
Kerstin Bergendal (1957) er svensker, men arbejder som kunstner og kurator
i København. Hun kombinerer konsekvent sin egen mangesidige praktik med
samarbejder med andre billedkunstnere. Siden 1991 har hun været en af tre
drivende kræfter bag TAPKO, en omfattende eksperimentel platform for
professionel dialog om stedspecifik billedkunst, der inkluderer en lang
række fremtrædende europæiske billedkunstnere. I 1997 iværksatte hun en
radikal omstrukturering af Kulturministeriets Udstillingsbygning OVERGADEN,
og har stået for stedets ledelse siden. I 1998 deltog hun i Stedet II, et
projekt for nytænkning omkring kunst i offentlig rum, og lige nu er hun
ansat som kunstnerisk projektkoordinator for Roskilde Kommunes bredspektrede
satsning på at integrere billedkunst som kompetence, for at sikre særpræg
og fælles historie i den ny bydel Trekroner, øst for RUC. Afsæt for dette
projekt er bogen "Ny billedkunst Ny byrum Kunst i Trekroner", som lige er
udgivet på forlaget politisk revy.
Søndag Aften 06/2002
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
