Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
August 2002
Smells Like Teen Spirit
Søndag Aften præsenterer musikalske mesterværker, portrætter af geniale sange lige fra tidlig jazz til nutidens musik. Vi starter i 90'erne med Kurt Cobains Smells Like Teen Spirit
Musikalske mesterværker:
Da Kurt Cobain, sanger og leder af Nirvana, tog sit eget liv som 27-årig den 5. april 1994, var han allerede en levende legende. Med ”Smells Like Teen Spirit” skabte han og bandet en helt ny genre ”Grunge rock”, der triumferende genoplivede den afdøde rockmusik og på få måneder fik alle unge intellektuelle musikere til at smide synthesizerne i skraldespanden og købe en elektrisk guitar. Han var sin generations Elvis i 3 korte år.
”Smells Like Teen Spirit” er en af verdens store generationshymner. Den første var kampsangen fra den franske revolution ”Allons enfants de la Patrie” (Claude Joseph Rouget de Lisle, 1792), der langt senere fik sine efterfølgere i den stammende protestsang ”My Generation” fra 1965 (the Who) og Rolling Stones’ cigaret-osende ”(I Can’t Get No) Satisfaction”. Med sit desperate skrig om hjælp brændte Kurt Cobain sig ind i musikhistorien. Med denne sang rejste en ny generation stolt sit hoved og forkastede 15 års kedelig popmusik til fordel for en transformeret rockmusik, der ikke var retro, ikke var heavy, men var – sig selv.
Kurt Cobains kaotiske og selvdestruktive barndom er nøglen til den karismatiske sangskrivers tekster og rå, men raffinerede guitar støjrock. Som få andre forvandlede en ung traumatiseret mand sine sviende nederlag til stor lysende poesi og fortvivlet anti-romantisk sjælsdrama. Hans varme og stærke stemme i omkvædet på ”Smells like Teen Spirit” - da melodien bryder igennem over de tordnende guitarakkorder - ”Here we are now” gav millioner af lyttere verden over kuldegysninger af fryd og en vag fornemmelse af stor sorg. Det var en uafviseligt stor kunstner, der i sin nihilistiske selvforagt revolutionerede ikke blot musikken, men hele sin generation.
Sangens historie
Det hele startede med, at en af Cobains skolekammerater skrev "Kurt smells like Teen Spirit" på væggen i hans værelse. Cobain var overbevist om, at det var en revolutionær hyldest, selvom det vistnok var hans deodorant, der blev hentydet til!
Sangen blev skrevet over flere år og havde oprindeligt en noget anden tekst, mere forståelig, men også langt svagere tekst, der starter med ”Come out and play make up the rules”, der tydeligt afslører den brutalt mobbede unge mands had til sine undertrykkere.
I den endelige version nogle år senere er hadet transformeret og ”afklaret”, men nu i et gådefuldt og anelsesfuldt sprog, der kan sammenlignes med teksten til Procol Harums ”A Whiter Shade of Pale”.
Sangen er et af de største hits i 1990'erne og indgår i Nirvanas 2. plade,
"Nevermind". Nirvana var stærkt inspireret af britiske bands som Joy
Division og Sex Pistols (Sexpistols første plade hed sjovt nok Nevermind
the Bollocks), selvom deres ydre musikalske form var helt anderledes og langt
mere raffineret. Derfor var det ikke underligt, at de unge amerikanere
trods en kølig modtagelse i USA hittede i England i 1990 med deres første plade
"Bleach" for kort efter at opnå den definitive anerkendelse ved at få
kontrakt med det store pladeselskab Geffen, som det første
ikke-kommercielle band i pladeselskabets historie. Det var nu ikke nogen dårlig satsning for
selskabet, da "Nevermind" solgt 10 millioner eksemplarer og indtjente ca.
500 millioner dollars, hvad der naturligvis gjorde Cobain og hans kolleger
i bandet til mangemillionærer.
”Smells like Teen Spirit” var Nirvanas største hit og må i dag regnes for en af rockmusikkens blivende klassikere. Den er indspillet i utallige versioner og er en yndet live sang selv hos suppe-steg-is kopibands, der lige skal ”have den trykket af” sidst på aftenen. Kurt Cobain ville have hadet det!
I Danmark har 1990’er bands som Dizzy Miss Lizzy en stor kunstnerisk gæld til Nirvana, og de tordnende guitarer, helst i omkvædet, der blev et must i resten af 1990’erne.
Kurt Cobain tog sit eget liv i 1994 efter et foregående selvmordsforsøg, ensom og fortvivlet. Grungerocken overlevede sin skaber med nogle få år. Der blev stille omkring Cobain. Men sangen levede videre og vil måske overleve den generation, hvis fremmedgjorthed han gav et så gribende udtryk.
Sangens struktur
Sangen er delt op i tre vers med omkvæd. Der er et langt forspil, der lader op til den mystiske melodistemme i verset. Før selve omkvædet kommer et messende ”hello, hello”, der har klare efterklange af de tidlige Doors med den ligeså selvdestruktive Jim Morrison. Omkvædet er en lang rablende enetale og ender med en række skrig, først på guitaren, siden med halvkvalt røst. Sangen slutter med en langt ”fade” med teksten ”a denial” (en fornægtelse). Ironien overlever patienten.
Sangens tekst
Den metriske form i verset er uhyre simpel: u – u – u – u – (”da dom da dom da dom da dom”), men selvom formen gentages i omkvædet, er teksten her langt friere og smidigere, hvilket er en af hovedårsagerne til sangens melodiske kraft. Metrisk friere tekster har nemlig en tendens til at give bedre melodier! Den faste metriske brug af den traditionelle metriske form giver verset ro og lader op til det næste eksplosive omkvæd.
Versene vender vi tilbage til senere, for det er omkvædet, der bærer sangen. De eneste linier, man umiddelbart kan forstå er ”Here we are now, entertain us, I feel stupid and contagious”,[”smitsom”!] og disse linier, sammen med musikken er grunden til sangens enestående succes. Resten af omkvædet er en lang opremsning af ”laverestående væsener”, som Cobain sammenligner sig selv – og sin generation – med; en mulat, en albino (Cobain var næsten hvidhåret), en moskito, ”min libido” (kønsdrift). På én gang vrængende, intellektuelt og på klar katastrofekurs som den James Dean, der imellem sine film brændte sig med cigaretter og kørte sig ihjel i omtrent samme alder som Cobain.
Så er der versene: Det starter med ”load up the guns and bring your friends”. Det er nok ikke noget helt rart party, vi er inviteret
til (Cobain var manisk våbensamler ligesom Elvis). Første vers slutter med ”a dirty word” – hvadbehager? Og så kommer det
frække ord: ”Hello, hello”. Så er lytteren straks faldet ned af stolen og klar til guitarorkanen, der lurer nogle få
takter senere. Vers 2 fortsætter selvpineriet med ”I'm worse at what I do best” og slutter ligeså uklart og fascinerende som det første vers. Sidste vers er som et klip fra en fuldemandssnak og slutter med ” Oh well, whatever, nevermind”, der senere giver Nirvanas 2. plade sit navn.
Sangen slutter med generation X’s typisk ironiske selvfornægtelse, næsten et mantra ”a denial, a denial”. Jeg vil ikke være mig selv!
Sangens melodi
Hele sangen består af kun fire akkorder, der varieres med stort mesterskab af guitaristen Kurt Cobain. Det er en forunderlig klangverden, beslægtet med blues, besnærende simpel og alligevel musikalsk grænseoverskridende.
Det første man hører er en tynd guitar, der spiller akkorderne F / Bb / | Ab / Db / med rytmen:
De hurtige 16-dele spilles ”tonløst” ved at dæmpe strengene på guitaren. Rytmen og de klikkende hurtige slag på dæmpede strenge er med til at give sangen dens drive og åndeløse spænding.
Akkorderne lever i to adskilte tonale verdener, F-dur og Ab-dur. Dette ville en traditionel sangskriver aldrig bruge, specielt
ikke i Amerika. Springet fra F til Ab er i sig selv en ”blues terts” og signalerer entydigt rock. Men hvor bevægelsen fra F til Bb holder sig pænt indenfor tonearten, er springet fra Ab til Db, der i praksis modulerer til Ab dur, et radikalt brud på en blues harmonik, der normalt ville bevæge sig i én toneart (hvor Ab ville være en funktionel akkord, der leder til Bb eller C, også kaldet Tonika – blues terts – subdominant og dominant, undskyld fagsproget ;-).
De to tonearters grundtoner vist på klaveret. Man kan eventuelt sætte
en dur akkord på hver grundtone for at høre klangen
Det vil sige at hele sangen pendler mellem to forskellige tonearter. Det medvirker stærkt til den skizofrene karakter af Cobains mesterværk.
For nu at blive ved akkorderne, der revolutionerede rockmusikken og rehabiliterede guitaren efter 80-ernes keyboard-ørken: Når vi skriver F Bb Ab Db er det kun en grov skitse. Rent faktisk spiller Cobain både ”hule kvinter” (F5 Bb5 osv.) eller 11 akkorder (!), eller SUS akkorder f.eks.: F11 = F C F Bb. Det er ”neutrale” akkorder, der hverken er dur eller mol. I resten af 90-erne blev det mere og mere almindeligt at udskifte de rene dur/mol akkorder med ”beskidte” klange, der var kønsligt tonale hybrider mellem tonearterne. Det er en udvikling, der har klare lighedspunkter med beebop’en sidst i 1940-erne.
Melodien i verset er en mumlende sløret melodi, næsten som en usikker fugl på en telefontråd. Det giver det ultimative oplæg til omkvædet, der eksploderer musikalsk i et inferno af power rock med Cobains vidunderligt smukke stemme, der går ned trinvis i først F-dur og så Ab-dur.
Omkvædet slutter effektfuld med en ”arabisk” klingende F dur F# dur og Cobains skrigende guitar.
Så ro igen i næste vers, kaos i omkvædet, ro igen, kaos. Og til sidst fornægtelsen, fade, en lang slutakkord. Døden. Nirvana.
Geniale detaljer
Skiftet mellem halvakustisk klingende guitar og kraftigt forvrænget guitar lyd med ekko, der straks dannede skole over hele verden, i Danmark f.eks. hos proselytterne Dizzy Miss Lizzy.
Akkordernes skift mellem Fdur og Abdur. I øvrigt tonearter, der normalt er hadetonearter for guitarister, men ikke for mesterguitaristen Cobain.
Den skrigende guitar i omkvædets slutning, der à propos har en forgænger i det – for guitarister – uforglemmelige lille ”svuuup” i den sidste guitarsolo i ”Hotel California”. Prøv at genlyt pladen – denne lille detalje er lige ved at være interessantere end sangen.
Genindførelsen af guitar som hovedinstrument indenfor ”populærmusik” i kraft af Cobains originale spil.
OBS! Kurt Cobain hadede for resten popularitet, inklusive sin egen – han ville ikke være forbillede for de tumper, der tævede ham i skolen! Fuck off! Han ville ikke “sælge ud” af sin musik. Og han fik sin vilje og sin plads i musikhistorien.
Søndag Aften 08/2002
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
