Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
November 2002
American Pie
Søndag Aften præsenterer musikalske mesterværker, portrætter af geniale sange lige fra tidlig jazz til nutidens musik. Denne gang Don McLeans American Pie
Musikalske mesterværker:
1972 var på flere måder et skelsættende år i rockmusikkens historie. Beatles eksisterede ikke mere og selvom Rolling Stones forgæves prøvede at fylde deres plads ud, var det tydeligt at den inspirerede og kreative rockmusik fra 1960'erne havde mistet sin skabende kraft og sin folkelige tiltrækning. Glam rock og diskoteksmusik overtog langsomt men sikkert den gamle "progressive" rockmusiks trone, og "almindelige" folk forkastede hippiernes musik og livsstil. Året efter i kølvandet på oliekrisen i 1973 kulminerede denne "revolution fra højre" i de populistiske partiers jordskredsvalg i december 1973.
Den musikalske fornyelse skulle - som sædvanligt - vise sig at komme fra fortiden. I løbet af 1972 opstod en global rock'n'roll revival. Chuck Berry og Little Richard gav koncerter i Danmark. The Electric Light Orchestra fik et kæmpehit med "Roll over Beethoven". Rock'n'roll var pludselig blevet hot igen. Og midt i denne bølge af begejstring for de sene 50'eres musik udkom en usædvanlig singleplade med en ukendt amerikansk folkesanger "American Pie". Sangen var noget så ufolkeligt som 6 lange politiske vers om så forskellige emner som Buddy Holly's død, racistiske mord på sorte borgerretsaktivister, Bob Dylans karriere i 60'erne, den sorte revolution i 1968, Woodstock, Mick Jagger som den inkarnerede satan og Vietnam krigen. Dette burde være opskriften på et flop i 1972, og til overmål varede sangen over 8 minutter i en tid, hvor 4 minutter betragtedes som lidt i overkanten.
Don McLeans lange epos om sin ungdoms idol Buddy Holly's død blev en slags generationshymne for de sene hippier. McLeans dybt engagerede lyse stemme og den følelsesmæssige styrke i de utallige referencer til musik og politik fascinerede og forvirrede publikum. Og ingen kunne lade være med at synge med på "Bye, bye miss American Pie". Mange lyttede til sangen med tårer i øjnene, uden helt at vide hvorfor. Der var denne store sorg over uskyldens død - eller var det de amerikanske idealers død? Vi havde mistet noget alle sammen, selv os "kommunister" i det socialdemokratiske Danmark anno 1972.
Sangen betød et exceptionelt gennembrud for Don McLean, men blev også en revival for den næsten glemte Buddy Holly. "American Pie" er nok ligesom Beatles og Bob Dylans bedste sange blandt de rocksange, der har haft de fleste fortolkninger overhovedet. Det er en sang, man aldrig bliver færdig med.
Sangens historie
Don McLean er født i New York 1945 som en del af den "baby boom" generation, der skabte ungdomsoprøret i 1960'erne. Han startede med at spille som 15-årig året efter Buddy Hollys død 1959. I midten af 1960'erne kom han til at arbejde sammen med kredsen omkring Pete Seeger, der som aktivister og sangskrivere var dybt involverede i den amerikanske politiske venstrefløj. Arbejdet i denne kreds er en væsentlig forudsætning for hele sangens univers. Men den moderne rock i modsætning til Pete Seegers musikalsk set meget konservative stil er også en del af Don McLeans musik. Han står for en forunderlig blanding af traditionel folkemusik og moderne folkrock.
De første skitser til American Pie bliver skrevet sidst i 1960'erne, hvor McLean begyndte en lang proces med at se tilbage til sine teenageår i håbet om at kunne genfinde sig selv, som han var og som han vil blive. Det sker for Don McLean gennem Buddy Holly som symbol for den tabte uskyld, en martyr. I første vers er sangskriveren tilbage til 1959, hvor han arbejder som avisbud og åbner dagens avis med nyheden om Hollys død ved en flyveulykke. Det er igennem denne begivenhed set på 10 års afstand, at Don McLean ser 1960'ernes borgerrettighedskampagner, de sortes oprør i 1968, modstanden mod Vietnam krigen, Kennedy klanens fald, Beatles, Rolling Stones, Bob Dylan. Et kalejdoskopisk og forhekset view over den amerikanske nations syndefald og (mulige) oprejsning gennem Buddy Hollys symbolske død og den politiske kamp, der forandrede verden, mens Don McLean finpudsede de 6 vers' komplekse og sværtforståelige linier.
Da "American Pie" blev indspillet i maj 1971 var et årtis glade forhåbninger til kærlighed og fred afløst af håbløshed over den tilsyneladende endeløse Vietnamkrig og en stigende mistillid til hippiernes drømme og blomsterkranse. Sangen blev et udtrykt for en hel generations tvivl og tab af uskyld.
"American Pie" albummet og singlen af samme navn blev udsendt i november 1971. Da sangen varede 8,32 min, måtte pladeselskabet dele singlepladen i en Part I og Part II (det hidtil længste singleplade hit var Beatles' "Hey Jude" der med sine 7min lige præcis kunne være på en side). "American Pie" strøg næsten direkte til en førsteplads i USA og en andenplads i England. Sangen var på top 40 listen i 52 uger, og den har overrasket pladeindustrien adskillige gange ved sin tilsyneladende udødelighed. I 1991 blev "American Pie" igen et hit i England og en diskoversion hittede i 1995.
Det helt store comeback for sangen kom imidlertid da Madonna i 1999 valgte at nyindspille "American Pie" i en elektronisk udgave i forbindelse med filmen, muligvis inspireret af the Fugees udgave af "Killing me softly", der à propos handler om Don McLean! Sangskriveren kvitterede for hendes indspilning med en bemærkning om at "jeg har fået mange gaver fra gud, men dette er første gang nogensinde, jeg får en gave fra en gudinde". Madonna har valgt at fokusere på vers, der har klart selvbiografiske klangbund i hendes egen karriere. Det er en meget smuk indspilning. Den nye store succes for "American Pie" betød at den meget politisk bevidste Don McLean blev inviteret til at synge ved den demokratiske præsident Clintons "nytårskur" ved årtusindskiftet. Det har "American Pie" fortjent.
Don McLeans anden store kendte sang "Vincent (Starry Starry Night)" er på mange måder lige så genial som "American Pie", men er ikke så kompleks og politisk som denne. Begge er fra "American Pie" albummet.
Sangens struktur
Sangen er en ballade i 6 vers. Den starter og slutter med Don McLeans stemme over et legende klaverakkompagnement. Efter 1. omkvæd kommer der bas, trommer, guitar og kor med.
Musikken er meget livlig og hurtig, men virker alligevel forbavsende rolig med sangskriveren som en overlegen indpisker og følelsesmæssig kraftkilde for bandet. De faste breaks sidst i hver vers opbygger en spænding / opladning før hvert omkvæd og er med til at gøre sangen fængende og dramatisk.
Sangens tekst
Få sange har som "American" været genstand for så mange vidt forskellige fortolkninger. Man har hævdet, at Don McLean bevidst har sløret meningen med teksten, hvilket givetvis er rigtigt, men sangskriveren har også udtalt at: "Hvis jeg fortalte folk, hvad jeg mente med sangen, ville de bare sige "Nej, det mente du ikke!"".
Den følgende analyse er hermed endnu et forslag til at tyde den labyrintiske teksts dybere indhold:
1. vers
I can still remember how that music used to make me smile
And I knew if I had my chance
That I could make those people dance
Dette er pubertetens uskyld, dansen. Den erotiske stemning, der ikke er sex, men antydninger. Det er som en fjern drøm.
But February made me shiver
With every paper I'd deliver
Buddy Hollys død i februar 1959 og Dons arbejde som avisbud smelter sammen i et foruroligende syn.
Omkvæd
So bye-bye, Miss American Pie
Amerikansk high school slang: "hvis du får under 6 i gennemsnit, er det "buy-buy Miss American Pie". Det er nok også et bye-bye for hippietidens drømme, der er dumpet til virkeligheden og historiens eksamen.
Drove my chevy to the levee
But the levee was dry
En spekulativ fortolkning siger at McLean her taler om mordene på 3 unge borgerretsforkæmpere, der blev myrdet og begravet i et dige ("levee"), jvf. filmen "Mississippi Burning". Det er nok lidt søgt, men kan ikke helt udelukkes, da McLean havde meget at gøre med Pete Seeger og hans politiske omgangskreds i 1960'erne.
And them good old boys were drinkin' whiskey and rye
Man har foreslået at de "good old boys" er passagerne i det styrtede fly: Buddy Holly, Richie Valens og The Big Bopper, men det klinger ikke rigtig i konteksten.
2. vers
Do you believe in rock 'n roll
Can music save your mortal soul
And can you teach me how to dance real slow
Her kommer McLean med en provokerende sammenligning mellem den "syndige" rock'n'roll og en religiøs frase som "kan musikken frelse min dødelige sjæl?". Den konservative del af den amerikanske befolkning ville i hvert fald blive grundigt forargede, hvis de ikke havde så travlt med at synge med på det tilsyneladende så "øllede" omkvæd.
Well, I know that you're in love with him
'Cause I saw you dancin' in the gym
You both kicked off your shoes
Man, I dig those rhythm and blues
Et misundeligt billede af et dansende par, der smider skoene for at give sig hen til den "forbudte" sorte musik, Rhythm and blues.
I was a lonely teenage broncin' buck
With a pink carnation and a pickup truck
Det kryptiske "broncin' buck" kan måske oversættes med "solbrændt lømmel". Både "A Pink Carnation (en lyserød blomst)" og "a pickup" er typiske elementer i de sene 1950'eres rock'n'roll hits.
3. vers
Now for ten years we've been on our own
And moss grows fat on a rollin' stone
Sidste linie hentyder muligvis til Bob Dylan, der lige havde udgivet et ret udskældt album med country-inspirerede sange - han havde forrådt sin politiske stil. 5 år senere skulle Don McLean havne i et frontal angreb fra punkmusikerne, der mente at hans musik var bovlam og småborgerlig.
But that's not how it used to be
When the jester sang for the King and Queen
Hvis det er Bob Dylan dette vers handler om, kan "narren" være den unge Bob Dylan, der synger for præsident Kennedy og frue ("kongen og dronningen") ved en borgerrettighedsdemonstration med Martin Luther King.
Oh, and while the King was looking down
The jester stole his thorny crown
Kunne være Bob Dylan, der stjæler den "tornede krone" fra "kongen", Elvis. Tornene er berømmelsens skyggesider.
The courtroom was adjourned
No verdict was returned
Kan være en hentydning til det aldrig rigtigt opklarede Kennedy mord.
And while Lenin read a book of Marx
The quartet practiced in the park
De to linier hentyder formentlig til gruppen the Weavers, der var blacklistede under McCarthey periodens kommunistforskrækkelse. McLean var ven med Lee Hays fra the Weavers, som han havde lært at kende i de tidlige 1960'ere.
And we sang dirges in the dark
"Dirge" betyder en begravelsessalme.
4. vers
Helter Skelter in a summer swelter
The birds flew off with a fallout shelter
Eight miles high and falling fast
It landed foul out on the grass
Dette vers handler om hippietidens mest romantiske og syrede periode. "Helter Skelter" er et Beatles nummer fra det hvide album. Et "fallout shelter (beskyttelsesrum mod atomvåben)" blev nogen gange kaldt den "5. dimension" i 60'erne, "Eight Miles High" var titlen på et Byrds nummer, der var en af de første sange om stoffer. "Grass" er som bekendt navnet på marihuana. Men hos Don McLean lander man "foul out ("fladt på maven")" på dette græs.
The players tried for a forward pass
With the jester on the sidelines in a cast
Disse - meget indforståede - linier handler måske om de rockforskrækkede politikere, der med vold bekæmpede de sorte borgerrettighedsaktivister, mens Bob Dylan pga. en motorcykle ulykke i 1966 forsvandt fra koncertscenerne i næsten 8 år.
While the Sergeants played a marching tune
We all got up to dance
Oh, but we never got the chance
'Cause the players tried to take the field
Slutningen af 4. vers handler måske om Beatles som symbolet på den (naive) hippieperiodes tro på sig selv, lige indtil "the players tried to take the field", mens Beatles "refused to yield (give op)".
5. vers
Oh, and there we were all in one place
A generation Lost in Space
With no time left to start again
Den fortabte generation af omtågede hippier, da Woodstock drømmene slukkedes "with no time left to start".
Jack Flash sat on a candlestick
'Cause fire is the Devil's only friend
I saw Satan laughing with delight
The day the music died
"Jack Flash" er cockney slang for heroin og Stones udsendte en single "Jumpin' Jack Flash" i 1968. Disse linier er et frådende angreb på Rolling Stones, Mick Jagger og bandets "medansvar" for drabet på en tilhører ved den herostratisk berømte Altamont festival. Denne festival var det første store tilbageslag for hippiernes fredsfilosofi.
"I saw satan laughing with delight" er nok et minde fra festivalen, hvor Mick Jagger (uvidende om hvad der skete) sprang rundt på scenen, mens mordet fandt sted.
6. vers
I met a girl who sang the blues
And I asked her for some happy news
But she just smiled and turned away
Oktober 1970 døde en af de største blues sangerinder fra 1960'erne, Janis Joplin.
I went down to the sacred store
Where I'd heard the music years before
But the man there said the music wouldn't play
Kirken fungerer ikke, uskylden er borte, "the music wouldn't play".
And in the streets the children screamed
The lovers cried, and the poets dreamed
But not a word was spoken
The church bells all were broken
(De vietnamesiske) børn skriger, de elskede græder og digterne drømmer. Men ingen kan råbe om hjælp, fordi "the church bells (all) were broken". Er det de døde musikere, Hendrix, Jim Morrison og Joplin, som Don McLean hentyder til?
And the three men I admire most
The Father, Son and the Holy Ghost
They caught the last train for the coast
The day the music died
Der kan være tale om Buddy Holly, The Big Bopper og Richie Valens, som døde under det flystyrt i 1959, som hele sangen starter med. Udover de kraftige religiøse hentydninger til den hellige treenighed og toget (der i drømme traditionelt betyder død) og kysten, der kunne være floden Styx og dødsriget.
Sangens melodi
Stilen er hvad vi i dag ville kalde folkrock, på trods af at den handler om Buddy Holly, den arketypiske hvide rock'n'roll sanger.
Don McLeans lyse, smukke stemme - godt skolet af Pete Seegers ditto - bærer hele sangen igennem med sin fortvivlelse og smertelige ironi. Et par rock'a'billy "hickups" og blues falsetter bliver det også til undervejs for at understrege stemningen.
Musikerne, specielt pianisten og bassisten, er fremragende, og på trods af den lille besætning trommer, guitar, bas og klaver er det som at høre en hel lille symfoni eller en dramatisk kammeropera.
Arrangement
1. vers klaver + sang (rubato)
Omkvæd solo stemme med McLeans guitar
2. vers bas ind, trommer, klaver - hurtigt rock tempo
Omkvæd kor ind
3. til 5. vers som vers 2
6. vers Rubato sang
Omkvæd starter langsomt og accelerer op til oprindeligt tempo med fuldt kor.
Akkordanalyse
Toneart G-dur
Vers
G / D / | Em7 / Am | C / Em / | D / / / |
G / D / | Em7 / Am | C / Em / | D / / / |
Em / / / | Am / / / | Em / / / | Am / / / |
Interessant variant af de traditionelle folk melodier. De indlagte lange E-mol / A-mol akkorder giver sangen et melankolsk skær fra starten.
C / G (h) / | (Am eller A7) / / / | C / / / | D / / / |
Am - C veksler med A7 - C (lidt bluesagtigt) fra vers til vers
G / / / | D / / / | C / / / | D / / / |
G / / / | C / G / | G / / / | G / / / |
Karakteristiske holdte akkorder afslutter versene og skaber en spænding før omkvædet.
Omkvæd
G / C / | G / D / |
G / C / | G / D / |
G / C / | G / D / |
Nu bliver fornemmelsen næsten polkaagtig med de hurtige skift G C G D (tonika, subdominant, tonika, dominant = rolig, op, rolig, helt op). Alt gentaget 3 gange med en rolig melodistemme der kører fra D (kvint) ned til grundtonen helt efter reglerne.
Em / / / | A7 / / / |
Em / / / | D7 / / / |
Og så til slut igen holdte akkorder og øget harmonisk / rytmisk spænding inden næste vers.
Geniale detaljer
Det forførerisk (og forræderisk) enkle og iørefaldende omkvæd.
Tekstens sublime spil mellem Buddy Holly, borgerretskampene i 1960'erne og hippieperiodens undergang omkring 1970.
De lange holdte akkorder (cola voce), der giver sangen en fantastisk dynamik fra først til sidst.
