Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
December 2002
Johnny B. Goode
Søndag Aften præsenterer musikalske mesterværker, portrætter af geniale sange lige fra tidlig jazz til nutidens musik. Denne gang Chuck Berrys Johnny B. Goode
Musikalske mesterværker:
Grundlaget for The Rolling Stones, Beatles og Beach Boys tidlige karrierer var en række hurtige og vittige rock'n'roll sange, skrevet af en sort guitarist fra St. Louis. Både melodierne, teksterne og Chuck Berrys epokegørende guitarspil var den kraftkilde, som meget af 60'ernes rockmusik opstod af. Chuck Berrys mest kendte sange "Roll Over Beethoven", "Johnny B. Goode" og "Sweet Little Sixteen" (indspillet af Beach Boys under titlen "Surfin' USA") konkurrerer om at være det bedste rock'n'roll nummer i verden. Men den selvbiografiske "Johnny B. Goode" må nok tage teten med det overrumplende guitarriff i starten, det hypnotiserende omkvæd og den smukke tekst om den ordblinde dreng, der får sit "name in light", fordi han kan spille guitar "like a-ringing a bell".
Sangens historie
Chuck Berry blev født i St. Louis 1926 som søn af driftige og dybt religiøse forældre i det sorte velhaverkvarter "The Ville", der var det eneste sted i St. Louis, hvor sorte måtte købe fast ejendom. Racehadet stortrivedes i 40'erne og 50'erne, og Chuck Berry kom senere til at betale dyrt for sin vilje til at blande racerne i fælles kærlighed til rock'n'roll.
Men der skete også positive ting for den sorte befolkning, da de første gymnasier for unge sorte i sydstaterne blev oprettet i St. Louis. Chuck Berry og Tina Turner er blandt de mange musikbegavede elever, der har gået i Sumner High School.
Som 18-årig fik Chuck Berry en hård dom for at stjæle en bil. I St. Louis kostede den slags en sort 10 års fængsel. Chuck var dog heldig og kom ud efter 3 år. I fængslet have han optrådt med et gospelorkester, og var så småt begyndt at tænke på en karriere som musiker. Så blev han imidlertid gift, fik børn, og tog en uddannelse som frisør. Det kunne have været enden på de søde musikdrømme, men Chuck Berry var stædig og fik i 1952 job som guitarist i Johnny Johnsons band "Sir John". Johnson var en fremragende, men lidt gammeldags pianist, og det blev ret hurtigt klart, hvem der var stjernen på scenen, og snart hed orkestret "Chuck Berry's Combo". De spillede udelukkende covernumre, da Chuck Berry aldrig havde skrevet en sang (!). Det blev der grundigt lavet om på, da bluesguitaristen Muddy Waters i 1955 foreslog Chuck at lave en audition på det lille lokale pladeselskab Chess. I desperation skrev Chuck Berry ikke mindre end fire nye sange ugen før auditionen, heriblandt "Maybellene", "You Can't Catch Me", og "Thirty Days", der alle har klassikerstatus i dag. Direktøren på pladeselskabet blev begejstret for den nye blanding af country & western og hillbilly stil, som Chucks band stod for. Den første single "Maybellene" blev straks et hit og kom helt op på plads nummer 5 på den hvide pop hitliste. Det var første, men langtfra sidste gang, at Chuck gennembrød den racistisk bestemte mur mellem sort og hvid musik.
Det første store hit var også en øjenåbner for den naive frisør fra St. Louis. Den berømte diskjockey Alan Freed, skabte næsten egenhændigt den store interesse for rock'n'roll i 50'ernes USA, og hans begejstrede reklame i radioen for "Maybellene" var stærkt medvirkende til det store salg på næsten 1 mio. eksemplarer. Freed var en stor og oprigtig beundrer af Chuck Berrys musik, men den kendte diskjockeys begejstring havde sin pris; Alan Freed skulle nemlig have sit navn på pladen som medforfatter for at promovere sangen på radiostationen. Det hed Payola og blev siden forbudt. I Danmark dyrkedes Payola i det små af Otto Leisner og andre i 60'erne. Det betydelige salg viste sig snart at være en lige så stor guldgrube for den "flinke" Alan Freed som for Chuck selv. Da han kort efter opdagede, at hans manager fiflede med de store indtægter fra turnéerne, besluttede han sig for fremover kun at være sin egen herre.
De følgende år skrev han den ene klassiker efter den anden: "Roll Over Beethoven", "Rock and Roll Music" og kæmpehittet "Sweet Little Sixteen". Herefter fulgte den sang, som er mesterværket over dem alle, "Johnny B. Goode", der nok er den kendteste Chuck Berry sang af alle.
Efter de første succesfulde år i 50'erne, byggede Chuck Berry i 1957 spillestedet "Club Bandstand", hvor sorte og hvide kunne mødes og danse til rock'n'roll musik. Det blev for meget for de ærkekonservative racister i byrådet, der i 1961 endeligt fik en (dårlig) undskyldning for at lukke munden på den succesrige og kendte "nigger". En garderobedame, som Chuck havde ansat, blev taget i prostitution og Chuck Berry blev straks anklaget for alfonseri. Trods anklagens klare karakter af justitsmord, endte Chuck 3 år i fængsel. Da han kom ud i 1964, havde musikverdenen totalt forandret sig. Den nye musik kom nu fra Storbritannien, hvor grupper som The Rolling Stones og Beatles erobrede verden, inklusive USA. Og deres første hits var alle skrevet af en vis Chuck Berry. I Chucks eget hjemland havde the Beach Boys fået en kæmpesucces med sangen "Surfin' USA", der havde en så mistænkelig lighed med Chucks "Sweet Little Sixteen", at han måtte true med at sagsøge surfer-drengene, indtil de indrømmede "lånet". Chuck Berry var nu blevet en verdensstjerne.
Sidste akt i Chucks karriere var en endeløs turnévirksomhed, der påfaldende ligner Bob Dylans, dog med den forskel, at Chuck Berry insisterede på at hyre lokale musikere i stedet for at have et fast band. Det medførte en meget svingende kvalitet på scenen, og da hits'ene efter 1965 udeblev, var der ligesom hos Elvis dømt evig revival. À propos Elvis, var der dog et lille morsomt efterspil i 1972, hvor Chuck fik sit livs eneste nummer 1 hit med onani-hymnen: "My Ding-A-Ling", hvor Elvis måtte nøjes med at være nummer 2. Det må have lunet hos den hårdt prøvede Chuck Berry:-) Herefter er der tavshed og turnéer med ukendte musikere, lige til 1987, hvor Keith Richard fra Stones tvang den nu 60-årige guitarist - der var hans eget store forbillede - til at medvirke i rock'n'roll filmen Hail, Hail, Rock and Roll. I dag er Chuck Berry 76 og turnerer stadig som før. Hail, hail, rock and Roll!
Sangens struktur
"Johnny B. Goode" har en lidt kompleks struktur trods den simple 12-takters blues, den er bygget over:
Intro med Berrys legendariske guitarriff
Første vers = 12 takter
Omkvæd = 12 takter
Andet vers = 12 takter
Omkvæd = 12 takter
Intro dacapo x 2
Tredje og sidste vers og omkvæd
Slut i en klassisk rock'n'roll 6-akkord.
Meget simpel udgave af en standard 12-takters blues (A-dur)
A / / / | A / / / | A / / / | A / / / |
D / / / | D / / / | A / / / | A / / / |
E / / / | E / / / | A / / / | A / / / |
Johnny B. Goodes 12-takters form er faktisk så "primitiv", at den rækker tilbage til den meget tidlige blues i 1800-tallet.
Chuck Berry har nok verdensrekord i nye måder at lave en popsang ud af det simple 12-takters bluesskema, der passer ret dårligt til vers/omkvæd formlen, som al popmusik kræver. Et par eksempler:
Johnny B. Good
Vers i 12 takter, omkvæd i 12 takter
Maybellene
Vers i 16 takter (talking blues), omkvæd i 8 takter
Rock and Roll Music
Omkvæd i 12 takter, vers i specialformat Dominant Tonika Dominant Tonika Subdominant.
Sangens tekst
Teksten handler uden tvivl om Chuck Berry selv. Det er hans liv som mesterguitar på trods af en vanskelig opvækst og hans H.C. Andersenske betagelse af drømmen om sit navn i skinnende neonlys godt tilskyndet af sin elskede mor. Der er noget rørende naivt over denne tekst, der virker næsten som en folkevise med sin enkle og opbyggelige historie. De fleste andre Chuck Berry sange har rappe og frækt formulerede tekster om unges problemer med biler, piger og fester. Særligt biler har haft Chucks store interesse i alle årene. Men i Johnny B. Goode sidder den store knægt Johnny B. Goode i skyggen af et træ og spiller til rytmen af de forbipasserende godstog.
"Guitaristens" efternavn er navnet på den vej "Goode", hvor Chuck Berry voksede op. Hans gamle pianist Johnny Johnson påstår, at sangen er skrevet til ham. Men derfor kan det jo godt også være en selvbiografi!
Vers 1
Deep down in Louisiana close to New Orleans
Way back up in the woods among the evergreens
There stood a log cabin made of earth and wood
Where lived a country boy named Johnny B. Goode
He never ever learned to read or write so well
But he could play the guitar like a-ringing a bell
Vi lader den mesterlige, arketypiske rockguitarist hymne stå et øjeblik!
Omkvæd
Go go Johnny go, go
Go Johnny go, go
Go Johnny go, go
Johnny B. Goode
Fængende, rytmisk smældende ord, der hiver og slider placeringen af tonerne, så de næsten overskrider rockens klassiske 4/4-dels takt, til det nærmer sig "skæve rytmer".
Vers 2
He used to carry his guitar in a gunny sack
And sit beneath the trees by the railroad track
Alle guitarister i dag benytter en pose til deres guitar, næsten som Chucks "geværsæk".
Vers 3
His mother told him, "Someday you will be a man
And you will be the leader of a big old band
Mor er den bedste i verden…!
Sangens melodi
I 1958 var Chuck Berry travlt beskæftiget med at ændre de oprindelige boogie/swing rytmer fra 1940'erne til de rene 1/8's rytmer; der i 1960'erne blev til den klassiske rockrytme. På originalindspilningen høres pianisten Johnny Johnson ubekymret spille boogie rytmer, selvom Chuck insisterer på 1/8-dele. Det giver denne og mange af Chucks sange fra den tid en mystisk dobbelttydighed, der var med til at gøre disse pladeindspilninger så populære. Fra starten af 1960-erne spillede hele bandet udelukkende i 1/8-deles rytmer, ligesom hans "elever" Stones og Beatles.
Melodistemmen er et eksprestog af ord i 1/8, næsten som en maskingeværsalve. Kun i omkvædet skæres antallet af toner ned til en stakåndet Go Johnny Go - Go Go, Johnny Go ( - uu -u | - uu - i metrisk notation).
Guitarmesteren
Udover den iørefaldende melodi er det Chuck Berrys fantastiske guitarspil, der væltede - og vælter - lytteren. Aldrig før eller siden har en guitarist formået at skabe en så slagkraftig personlig stil som Chuck Berry. Selvom Chuck skylder guitaristerne T-Bone Walker (fra 1940'erne), Muddy Waters og Elmore James meget, formår han at samle de lidt modstridende stilarter jazz og blues i en helhed, der tilsat Chicago blues'ens hårde forvrængede guitarlyd fik datidens guitarister til at danse på bordene. Keith Richards og mange andre ville ikke have været navne, hvis de ikke havde stjålet med arme og ben fra Chuck Berry. Når man hører et hvilket som helst suppe-steg-is band anno 2002 spille rock'n'roll cover numre, er der Chucks riffs, man hører.
Mest for guitarister …
Her følger en gennemgang af de spektakulære riffs på den oprindelige indspilning:
Intro
Guitaren starter med en majestætisk hul kvart (typisk blues), der bevæger sig via et 1/2 tones slide i et fast rytmemønster. Skalaen er dur blues med lille septim og blues terts, der lander på en dur terts. Dette er den modne Chuck Berry, der her har forladt sin oprindelige urblues, der byggede på en skala med kun 5 toner (A-dur: A C D E G), da oktaven ikke er en del af den oprindelige afrikanske bluesskala. De mange hule kvarter og kvinter er det mest karakteristiske stiltræk ved rock'n'roll.
I omkvædet benytter Chuck Berry igen en simpel kvartfigur, der ligger fast uanset, hvad akkorderne laver nedenunder. Dette er igen et levn fra den meget gamle landblues, hvor der ikke benyttes skiftende akkorder. Faktisk er det et oldgammelt levn fra den oprindelige afrikanske musik, der ikke kendte til flerstemmig musik eller harmonier.
Både intro–temaet og riffet i omkvædet varieres på en meget humoristisk måde fra vers til vers. Chuck Berry bruger her den typiske blues effekt, spørgsmål/svar, hvor guitaren reagerer på sangerens melodi, spiller med og udfordrer.
Johnny B. Goode var afslutningsnummeret ved en gigantisk rockkoncert i 1973 med Chuck Berry, Allman Brothers og The Grateful Dead. Det er den største rockkoncert nogensinde med ca. 600.000 publikummer.
