Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Januar 2003
A Whiter Shade of Pale
Søndag Aften præsenterer musikalske mesterværker, portrætter af geniale sange lige fra tidlig jazz til nutidens musik. Denne gang Procol Harums A Whiter Shade of Pale
Musikalske mesterværker:
1967. En billig rød rejsegrammofon på et teenagerværelse, en stak singleplader med lasede omslag. Vi sidder 4 unge sammen og snakker, mens musikken spiller. Hver 3 minut bliver der skiftet plade. Det er Rolling Stones, Beatles, Kinks og alle de andre klassiske rockbands, der endnu er friske og unge. Så sætter ejeren af den røde grammofon en ny plade på. Men dette er ikke en af de sædvanlige seje rock ting. Dette er noget chokerende anderledes. Al snak forstummer, og vi lytter forundrede til den hypnotiserende, syrede tekst og den uhørte blanding af Bach og R&B. Kun få måneder efter at Procol Harum skrev den første sang til deres endnu ikke eksisterende første plade, sidder vi 4 unge danskere som resten af verden, lammede og begejstrede. En af 1960'ernes mest fantastiske sange var født.
Sangens historie
I modsætning til den tidlige popmusiks professionelle sangsnedkere, der lavede færdige sange til solisterne, blev rockmusikken den første moderne musikalske stilart, hvor musikerne selv lavede deres musik. Kollektiv sangskrivning var i perioden 1965-1975 en selvfølgelighed. Derfor er tilblivelsen af sangen A Whiter Shade of Pale også historien om et kollektivt værk skrevet af digteren Keith Reid, pianisten Gary Brooker og organisten Matthew Fisher.
Keith Reid (1946-) Som dreng var Keith Reid alle bibliotekarers yndlingslåner; han tømte simpelthen samtlige hylder fra en ende af i stakke à 7-8 bøger pr. dag. Reid havde lært at læse allerede som 4-årig, men valgte overraskende nok at gå ud af skolen som 15-årig, fordi han var led og ked af det engelske skolesystem og sine forældres høje akademiske ambitioner på hans vegne. Men selvom han således bevidst havde fravalgt den akademiske verden, endte han ikke desto mindre i rollen som rockmusikkens intelligente bognørd, rockens svar på surrealisterne Lorca, Salvador Dali og René Magritte.
Kort efter at have skrevet sine første sangtekster, gik den håbefulde digterspire direkte til de store pladeselskaber for at finde et band, der kunne bruge hans mesterværker. Endestationen blev Island Records, hvor den legendariske direktør Chris Blackwell sendte ham videre til talentspejderen Guy Stevens, der brugte 1 år på at finde det rigtige band til Reids syrede tekster.
Steve Winwood, der var i færd med at starte Traffic blev interesseret, men pga. jalousi fra Jim Capaldi, blev det aldrig til noget. Pete Townsend foreslog ham et samarbejde med the Cream, men de havde allerede den ligeså besynderlige tekstforfatter Pete Brown (læs teksten til Anyone for Tennis!). Men til sidst lykkedes det, selvom det tog et helt år mere, før bluessangeren og pianisten, Gary Brooker fra bandet The Paramounts fik tid til at læse den stak tekster, Reid havde sendt ham. Så gik det også stærkt. Brooker var på det tidspunkt ved at samle Procol Harum, og Reids klassiske surrealisme passede perfekt sammen med Brookers nye symfoniske rockstil.
Keith Reid fortæller i et nyligt interview om A Whiter Shade of Pales tilblivelse. Titlen kom meget passende til ham, mens han var til en larmende fest. Det var - som hos mange andre sangskrivere - titlen eller et omkvæd, der blev den "stump ler", som Reid kalder det, der i rivende hast udviklede sig til en færdig "krukke". I interviewet taler han om sangskrivning som et puslespil, hvor de første brikker skaber en ramme. Digteren skal blot huske/hente de på næsten guddommelig vis allerede eksisterende ord, der ligger klar i hans underbevidsthed. Eller er den en kollektiv bevidsthed, digteren henter ordene fra, en færdig sang skrevet af mange digtere og musikere, drevet af en "tidsånd", en fælles idé? Noget i luften?
Gary Brooker (1945-) I 1962 startede pianisten og sangeren Gary Brooker R&B bandet The Paramounts sammen med guitaristen Robin Trower. Men på trods af et ry som et af R&B miljøets mest interessante bands, var det så som så med den kommercielle succes. Rolling Stones, der var inkarnerede fans af The Paramounts, brugte bandet til opvarmning ved flere lejligheder, men lige meget hjalp det, så i 1967 opløstes The Paramounts, og Brooker dannede et nyt band, Procol Harum.
På daværende tidspunkt havde Brooker helt opgivet at synge og tænkte seriøst på kun at skrive sange. Men som i eventyrene, er det ofte når alt håb er ude, at kunstnere sejrer, som da den bitre Gary Brooker mødte den ukendte digter Keith Reid, og da organisten i det nye band, Matthew Fisher forelskede sig i Bachs orkester suite BWV 1068, der på engelsk kendes som Air for the G String.
Matthew Fisher (1946-) Den opsigtsvækkende orgelintro til A Whiter Shade of Pale er skrevet af Matthew Fisher, selvom sangen officielt kun er skrevet af Reid/Brooker. Fisher var som organist naturligvis dybt fascineret af musikhistoriens største orgelgeni Bach. Hele den kontrapunktiske grundstruktur i sangen bygger på Bachs basfigur i Air for the G String, men er ikke "stjålet" fra Bach, som mange tror. Det er en selvstændig komposition; en intelligent hybrid mellem rock og barok tilsat en vildt surrealistisk tekst.
Fisher har i et interview fra 1997 fortalt, at han, Reid og Brooker laver sangene i tre skridt. Først skriver (i vore dage programmerer) Matthew Fisher, det han selv kalder "underlægningsmusikken", dvs. grundrytme, akkorder og instrumentale temaer. Så skriver Reid en tekst, der passer til musikkens stemning og form, og til sidst skriver Brooker melodistemmen til teksten. Sådan arbejdede Procol Harum i 1967, og sådan arbejder gruppen - der stadig udgiver plader og turnérer - den dag i dag.
Succes Efter at have indspillet A Whiter Shade of Pale, var Procol Harum bekymrede for den tekniske kvalitet af pladen. For at teste sangens "lyd" på en rigtig radiostation, bestak pladeselskabet en diskjockey på Radio Caroline til at spille nummeret en eftermiddag. Og straks efter de sidste toner var døet hen, begyndte telefonerne at gløde på radiostationen. En klassiker var født.
Der var altså bare det problem, at Procol Harum ikke havde nogen fast trommeslager eller guitarist. Og så havde de for resten heller ikke skrevet resten af numrene til deres første plade, der således på sær vis var ligeså "spøgelsesagtig" som Keith Reids tekst. Så ligesom sangen blev skabt udfra titlen, blev Procol Harums første plade skabt ud af sangen. En ny stil var skabt af Procol Harum (og deres åndsfæller i Moody Blues), den symfoniske rock.
Sangens struktur
A Whiter Shade of Pale, der er bygget over et tema af Bach, bevæger sig langsomt ned i bassen, der farver akkorderne og hensætter tilhøreren i en meditativ stemning. Der bliver hele tiden sat nye akkorder på undervejs, men det føles alligevel som én langsom, flydende bevægelse uden heftige udbrud nogetsteds. Det er svært at skille verset fra omkvæd eller temaet fra sangen.
Sangen (som i koncertudgaven har tre vers) er bygget op sådan:
8 takters orgeltema
Vers 1 inklusive et minimalistisk omkvæd på 2 takter
Orgeltema
Vers 2
Orgeltema
Sangens tekst
Keith Reids tekst til A Whiter Shade of Pale er blevet et kultobjekt på niveau med teksterne til f.eks. American Pie og Loosing my Religion. Den er blevet fortolket i det uendelige, men modsat American Pie, der virkelig er mystisk, er teksten til A Whiter Shade of Pale ikke så underlig, som det umiddelbart ser ud til.
For at forstå Reids poetiske univers i 1960'erne, er det nok nødvendigt at kende lidt til den mondæne surrealistiske billedkunst af særligt Salvador Dali og René Magritte, der var overordentligt populære netop i denne periode. Hvis man betragter sangens tekst som et billede i ord og musik, er den faktisk et klassisk middle of the road maleri fra surrealismens glansperiode i 30'erne og de tidlige 60'ere.
A Whiter Shade of Pale
Selve titlen på sangen er i dag gledet ind i det engelske sprog som en fast vending. "Hvidere end bleg" er også en rammende beskrivelse af tekstens univers. Den hvidhed, der udfolder sig i de 2 indspillede vers, ligner meget den hvide, kølige tone i Dalis malerier.
1. We skipped the light fandango
turned cartwheels 'cross the floor
Over den langsomme barok/rock musik sniger vanviddet sig ind via tekstens hvirvlende sidelæns (!) kolbøtter efter høfligt at have afslået den (normalt heftige) Fandango dans, jf. at "danse fandango".
I was feeling kinda seasick
but the crowd called out for more
og selvfølgelig bliver man søsyg af den slags narrestreger.
The room was humming harder
as the ceiling flew away
Her letter loftet, som det altid gør hos Dali og Magritte, der hele tiden bevidst manipulerer med samtlige perspektivlove samt tyngdeloven. Mens taget letter, nynner (eller brummer) festdeltagerne.
Choir And so it was that later
as the miller told his tale
mølleren - den hvide mand - døden?
that her face, at first just ghostly,
turned a whiter shade of pale
Den hvide dame…
2. She said, 'There is no reason
and the truth is plain to see.'
Meningsløsheden var et mantra i 60'erne som en arv fra 50'ernes eksistentialisme.
But I wandered through my playing cards
and would not let her be
one of sixteen vestal virgins
who were leaving for the coast
Her har vi igen dødsbilledet med "leaving for the coast", der genfindes i sidste vers af Don McLeans 1971 hippie rekviem American Pie. Vestalinderne er de engleagtige romerske tempelpræstinder for de mystiske, hemmelig husguder, larerne. der vogtede familien på kejser Augustus tid. Der var i øvrigt 6 og ikke 16 vestalinder, men det må være en poetisk frihed! Helten (Keith) bladrer febrilsk i sine spillekort for at redde heltinden.
and although my eyes were open
they might have just as well've been closed
og her kunne man citere adskilligt fra surrealisternes bedstefar André Breton, der uafladeligt prædiker om at se verden gennem lukkede øjne. Og Stanley Kubricks sidste film "Eyes Wide Shut".
Vers 3 og 4 bliver sunget ved live koncerterne. Det var pladeselskabet, der forlangte at det tredje vers skulle stryges, for at sangen ikke blev for lang. Umiddelbart passer verset heller ikke så godt sammen med de 2 første, selvom det også har et antikt motiv i Neptun og havfruen (nereiden). Koncentrationen er dog noget svækket i 3. vers og det sidste 4. vers er direkte forvirrende: Nu er vi åbenbart gået i vandet med kong Neptun!
3. She said, 'I'm home on shore leave,'
though in truth we were at sea
so I took her by the looking glass
and forced her to agree
saying, 'You must be the mermaid
who took Neptune for a ride.'
But she smiled at me so sadly
that my anger straightway died
4. If music be the food of love
then laughter is its queen
and likewise if behind is in front
then dirt in truth is clean
My mouth by then like cardboard
seemed to slip straight through my head
So we crash-dived straightway quickly
and attacked the ocean bed
Sangens melodi
Det berømte orgeltema af Matthew Fisher er frit gengivet efter Bernard S. Greenbergs analyse af forholdet mellem Bach og Procol Harum. De oprindelige bastoner i 1/2 er forkortet til 1/4-dele for at gøre hele forløbet mere overskueligt.
Den faldende bas bevæger sig trinvist fra C ned til C og fra G ned til C. Bassen farver akkorderne og danner en cirkelbevægelse uden ophør, mens akkorderne og Gary Brookers mørke melodistemme lægger sig insisterende over musikkens sindigt rokkende rytme.
Her er akkordgangen i hele orgeltemaet. 1. linie er statisk i tonika (C). Den 2. linie er i subdominanten (F) og den 3. i dominanten (G). 4. og sidste linie er i subdominant/dominant. Altså en simpel "Tonika - subdominant - dominant" kadence, der bevæger sig glidende og næsten umærkeligt fra hvile til spænding og tilbage igen.
C / / / | Em / / / | Am / / / | C(g) / / / |
F / / / | Am(c) / / / | F / / / | F / / / |
G / / / | G7 (f) / / / | Em / / / | G / / / |
Csus C / / | F / / / | G / / / | G / / / |
Det er orglet, som lytterne først hører på pladen, og det er det sidste de glemmer. Men Brookers melodistemme er også meget smuk og følger naturligt og usnobbet det klassiske kontrapunkt, som Fisher prøver at overholde. Arrangementet er typisk for bandets første LP, men har ikke helt den rå kraft, da guitaristen Robin Trower kort efter genoptog samarbejdet med Gary Brooker og Procol Harum.
Geniale detaljer
Titlen.
Matthew Fishers "stjålne" Bach tema, der i virkeligheden er helt hans eget, bare i en original blanding af rock og barok.
De 16 vestalinder og de lukkede øjne, der ser alt.
