Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Februar 2003
Losing my Religion
Søndag Aften præsenterer musikalske mesterværker, portrætter af geniale sange lige fra tidlig jazz til nutidens musik. Denne gang R.E.M.s Losing my Religion
Musikalske mesterværker:
R.E.M. er sammen med Nirvana nogle af de få seriøse og kompromisløse bands, der har haft held til at bryde igennem den massive mur af pop i 1990'erne. Deres gennembrudsplader udkom med få måneders mellemrum i 1991 og samlede et fælles publikum, der elskede både Nirvanas støjrock og R.E.M. sprøde mandoliner og akustiske guitarer. R.E.M. har både før og siden arbejdet i mange andre musikalske genrer. Der er langt fra "Losing my Religion" til "What's the Frequency, Kenny?", men samtlige gruppens numre bæres oppe af Michael Stipes skarpe, intelligente stemme. Bandet har været med til at definere en ny generation af intellektuelle rockfans, og vovet at gå imod de musikalske trends, der - særligt i USA - ofte tvinger musik ind i snævre, formalistiske rammer. Det er musik, der i sin kerne har en klassik renhed og styrke, som ligger i umiddelbar forlængelse af den store tradition fra 30'erne og 50'ernes amerikanske politiske folkemusik.
Sangens historie
Det tog R.E.M. 9 år og 6 plader, før de i 1991 opnåede den ultimative kommercielle succes med albummet "Out of Time" og singlen "Losing my Religion". Videoen til "Losing my Religion" var en vigtig grund til sangens utrolige popularitet. Grammy'er og andre hædersbeviser regnede ned over R.E.M., der i virkeligheden - ligesom Nirvana - hadede deres kommercielle berømmelse. "Vi må jo tage det med", som bandet syrligt har udtalt for nyligt.
Michael Stipe (1960-) Stipes far var pilot i det amerikanske flyvevåben, og den lille Michael rejste verden rundt uden at kunne føle sig hjemme nogen steder. De var i Vietnam, Tyskland og en del amerikanske stater. Men den rodløse teenager endte i byen Athens i Georgia, og der blev han. Michael Stipe var en genert ung mand, der sjældent sagde et ord til andre end sine to elskede søstre.
Efter ankomsten til Atlanta, tilbragte han et helt år med at læse og lytte til musik, som han købte i den pladebutik, hvor den senere guitarist i R.E.M., Peter Buck, ekspederede. I 1978 begyndte han på den lokale kunstskole, et skæbnefællesskab, han har med andre rocknavne som Mick Jagger og John Lennon. Stipe og Peter Buck mødtes oftere og oftere, og i 1980 var bandet R.E.M. en realitet. Det tog Stipe og bandet 11 år at nå toppen, men de har - i kontrast til Nirvana's tragiske endeligt - overlevet deres succes og har med plader som "Automatic for the People" og andre senere kunstneriske højdepunkter bevist, at deres musik er langtidsholdbar.
Peter Buck (1956-) Buck voksede op i hippiebyen Los Angeles i 1960'erne, opflasket med The Beatles, the Kinks og the Rolling Stones. I 1970 flyttede Buck med sin familie til Roswell i Georgia. Her begyndte han at interessere sig for den engelske glamrock i form af T. Rex, Slade og Sweet. Et vigtigt vendepunkt i hans musikalske udvikling blev mødet med Velvet Underground og New York Dolls. De "primitive" sange med få simple akkorder overbeviste Peter Buck om, at man kan lave god musik med 3-4 akkorder, der bare gentager sig selv og igennem gentagelsen forstærker sangens intensitet. Det er et klassisk træk ved rockmusik i modsætning til jazzens kompleksitet. Det var en koncert med sangerinden/poeten Patti Smith i Atlante 1975, der endegyldigt overbeviste Buck om, at han skulle forlade universitetet og blive musiker. Det var lettere sagt end gjort, så for at tjene til husleje og mad, begyndte han som ekspedient i Atlantas hotteste pladebutik. Det førte til venskabet med Michael Stipe og dannelsen af R.E.M. nogle år senere.
Kollektive sangskrivere
R.E.M. er meget bevidste omkring deres identitet som band snarere end individuelle sangskrivere. På pladerne og i sangbøgerne står der altid "R.E.M" som ophavsmænd til samtlige sange. I praksis er det Michael Stipe, der skriver teksten og Peter Buck og Mills, der laver akkorderne og det instrumentale. Til sidst laver Stipe en melodistemme over musikken. Det var en meget anvendt metode i 1960'ernes grupper, og R.E.M. viderefører hermed en smuk og givende musiktradition, der næsten gik i glemmebogen i 1970'erne og 80'erne.
Sangens struktur
Sangen har en simpel AAB struktur:
A
Vers 1
A
Vers 2
B
Omkvæd (eller mellemspil)
Vers 3
Vers 4
Omkvæd
Slutning
Sangens tekst
"Losing my Religion" er amerikansk sydstatslang og betyder noget i retning af "Jeg er ved at opgive ævret". Titlen optræder i sangens 2. vers, og er den egentlige årsag til sangens verdensberømmelse. Da ingen udenfor sydstaterne aner, at det er et slangudtryk, tror alle, at sangen handler om religiøs anfægtelse og ikke blot er en simpel kærlighedssang om en mand, der er ved at falde i armene på sin elskede. Dobbelttydigheden i teksten og det religiøse tema ramte dybt ind i hjertet på f.eks. unge i Sydamerika, der kunne forholde sig til den religiøse tvivl. Det var den kollektive bevidsthed, der blev vakt gennem tekstens messende kalden på den elskede og de mørke guitarakkorder. En unik tekst, der har haft stor betydning for millioner af mennesker baseret på en frase, ingen forstod, og derfor troede, at de forstod. Eller er det faktisk religionen, Stipe tvivler om? Der er prædikanter i hans familie, så måske???
Losing my Religion
1.Life is bigger
It's bigger than you
Her kunne man jo nemt tro, at det handlede om religion?
And you are not me
men næ, nej - det var vist noget andet den handlede om?
The lengths that I will go to
The distance in your eyes
Et kærlighedsforhold på vej? Fjernheden i dine øjne - rigtig smukt!
Oh no I've said too much
I set it up
Her blev der sat ord på Michael Stipes autistiske tavshed som ung.
2.That's me in the corner
That's me in the spotlight
Losing my religion
Tre af de stærkeste linier i rockmusikkens historie.
Men hvad er det for et hjørne, hvilken spotlight? Er det Gud, der kaster sine vrede øjne på Michael? Mister han sin families tro? Mister publikum sin tro? Eller vinder de, på kristen vis, deres tro gennem tvivlen?
"That's me in the corner" er også en slags præsentation af en ny rockgeneration, som i Nirvanas "Here we are now" i omkvædet til "Smells like Teen Spirit".
Trying to keep up with you
And I don't know if I can do it
Oh no I've said too much
I haven't said enough
Kærlighedssang til en kvinde - eller er "prøver at holde trit med dig / og jeg ved ikke om jeg klarer det" en bøn til Gud om kraft til at forholde sig til sin tvivl?
I thought that I heard you laughing
I thought that I heard you sing
Dette er en klassisk besyngelse af Gud. Kunne være taget fra Davids salmer.
I think I thought I saw you try
Er det nu Gud, der kigger ned på Michael, og "troede, jeg så at du prøvede"?
3.Every whisper
Of every waking hour I'm
Choosing my confessions
Trying to keep an eye on you
Like a hurt lost and blinded fool
Oh no I've said too much
I set it up
Hvor blev kærlighedshistorien af, Stipe, du store taskenspiller. Det er vist slet ikke en kærlighedshistorie af jordisk format…
4.Consider this
The hint of the century
Consider this
The slip that brought me
To my knees failed
Århundredets tip - hvilket tip? Han snubler til hans knæ ekser under ham. Vil han falde på knæ og tilbede den Gud, han tvivler på?
What if all these fantasies
Come flailing around
Now I've said too much
Alle disse fantasier, der hvirvler omkring. Dette er en sang om religiøs anfægtelse!
I thought that I heard you laughing
I thought that I heard you sing
I think I thought I saw you try
But that was just a dream
That was just a dream
Med John Lennons "Imagine" i baghovedet, slutter Michael Stip med "Det var kun en drøm / det var kun en drøm". Er Gud død? Eller er han ikke kun en drøm, men en stemme der ler, en stemme, der synger?
Sangens melodi
Sangen bygger på to akkorder, der kører det meste af sangen:
Am / / / | / / / | Em / / / | / / / |
Det atypiske brug af Em (dominantakkorden) i stedet for den traditionelle E7 i dur, former sangen som et landskab af "ren" mørk moll, i modsætning til den melodiske molls lidt skarpe kanter. Det bidrager væsentligt til "Losing my Religion"s mørke, bløde lyd. Og dens forføreriske kraft.
Omkvædet skifter til den traditionelle subdominant (F), men via en holdt dur dominant G
Bemærk: G på engelsk som på dansk, kunne være første bogstav i Gud. Sangskrivere leger ofte med betydningen af akkorder navne og tonenavne i forhold til teksten, jf. de romerske digteres leg med dobbeltbetydningen af ord og førstebogstaver i linierne):
G / / / | / / / / | Her falder sangen ind med "I thought i heard you…"
F / / / | / / / / | "laughing. I thought I heard you…"
Am / / / | / / / / | "sing"
F / / / | F / G / | Am .... "I thought I saw you try"
Der er i alt 4 akkorder i sangen, Am, Em, F og G.
Melodistemmen bevæger sig det meste af tiden, som følger:
C H A over Am akkorden
H A G over Em akkorden
Det er sangens magiske gentagelse af de to molakkorder og den simple melodilinie, der giver sangen sin styrke.
Geniale detaljer
Vers 2, linie 1-3: "That's me in the corner / that's me in the spotlight / Losing my religion"
Michael Stipes forpinte stemme.
Peter Bucks mandolin og den folkemusikagtige lyd under det i virkeligheden hårdtslående rockband. En sær og æggende hybrid.
Kurt Cobain, 27. januar 1994 om R.E.M.:
"Hvis bare jeg kunne skrive nogle få sange, der var så gode som dem, de skriver… Jeg ved ikke, hvordan det band bærer sig ad. Gud fader bevares, de er bare de største. De har klaret succesen som helgener, og de bliver bare ved med at levere stor musik".
