Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Marts 2003
Anarchy in the U.K.
Søndag Aften præsenterer musikalske mesterværker, portrætter af geniale sange lige fra tidlig jazz til nutidens musik. Denne gang Sex Pistols Anarchy in the U.K.
Musikalske mesterværker:
Punk er grim; den er født grim. Den skal være grim. Køn var Johnny Rotten da heller ikke, da han spyttende og snerrende gjorde oprør mod hippietidens musikalske idealer sammen med Sex Pistols i 1976. Punk var anti på enhver måde. Alt hvad der var kønt og konformt var fjenden. Teknisk dygtige guitarister var fjenden. Den engelske dronning var fjenden. Pink Floyd og Beatles var fjenden. Punkens hadske nihilisme stod i skærende kontrast til den daværende betonmarxistiske bølge i Europa. Eller gjorde den? De intellektuelle var fjenden. Bandene og musikerne var selv hinandens fjender. Punk var had. Og da punkbandene hittede, døde punkens sjæl; det ætsende, selvdestruktive had. Sikkerhedsnålene og det grønne hår blev mode, og en revolution var omme, næsten før den var begyndt. Systemet sejrede.
Sangens historie
I skarp kontrast til samtlige tidligere "mesterværkers" sangskrivere var Sex Pistols medlemmer 200% amatører og havde en musikalsk ekspertise som en 12-årig førsteårselev på en musikskole. Så deres første sange, herunder "Anarchy in the U.K." blev skrevet med en musikalsk baggrund, der var mere fraværende end nærværende. Ikke desto mindre blev de bedste af deres sange en hel generation af arbejdsløse unges måde at udtrykke frustrationen og vreden på. Det var et paradoks, der var typisk for punkmusikken som sådan. Grimt er kønt.
Sex Pistols startede i begyndelsen af 1976 som et "pub rock" band med tressersange af Rolling Stones etc. Deres manager, Malcolm McLaren, var en plattenslager af Guds nåde, og gav ikke blot bandet deres navn (han havde en sexbutik i London), men rodede sig også hele tiden ud i den ene skandalesag efter den anden. Meget punket. Det var også ham, der sørgede for, at Johnny Rotten kom med som forsanger. Resten af bandet bestod af Steve Jones på guitar, Paul Cook på trommer og bassisten Glen Matlock. Den sidstnævnte var faktisk god til at spille og holdt af Beatles og H7 akkorder, så han blev hurtigt frosset ud af bandet og erstattet med den katastrofale Sid Vicious, der var om muligt endnu mere inkompetent som musiker end de andre i bandet. Og så tilmed en iskold psykopat, der endte med at myrde sin kæreste.
Det var nogle søde drenge, der skrev "Anarchy in the U.K.", men dette rasende had, som mere end én gang har medført fantastiske sange i rockens historie, var med til at skabe en ny musikalsk stil, punk.
Efter en række opsigtsvækkende koncerter fik Sex Pistols i oktober 1976 en pladekontrakt med EMI og udsendte "Anarchy in the U.K.". Den 1. december blev bandet interviewet i engelsk TV i den bedste sendetid. Journalisten Bill Grundy blev ved med at provokere bandet til at sige nogle sjofle ord, hvad guitaristen Steve Jones straks gjorde. Og han gjorde det så eftertrykkeligt, at deres optræden var på forsiden af de engelske aviser dagen efter med krav om, at EMI skulle annullere deres kontrakt med dette svinske band. Det skete.
Marts 1977 fik Sex Pistols en ny pladekontrakt; denne gang med A&M Records. De udgav "God Save the Queen", men blev kort efter sparket ud af selskabet, bl.a. pga. McLarens tvivlsomme måder at promovere bandet på. Til sidst udkom det nu rystede unge band på Virgin og indspillede deres første og eneste album "Never Mind the Bollocks", der udkom i november 1977. Pladen blev et gennembrud for punkmusikken og betragtes i dag som en stildannende klassiker på linie med Beatles Sgt. Pepper.
2 år efter Sex Pistols fødsel i en pornoforretning i London, tog bandet på turné i USA. Kun 8 koncerter nåede de, før Johnny Rotten en aften vrængede "Har I nogensinde haft en fornemmelse af, at I er blevet snydt?" og forlod bandet. Da "bassisten" Sid Vicious senere stak sin kæreste ned, blev løsladt mod kaution og døde af en overdosis, var det afslutningen på den oprindelige punk. Hadet sejrede.
I 1996 blev Sex Pistols midlertidigt gendannet nu igen med Glen Matlock på bas. Men hadet var væk. Og Johnny Rotten var blevet til John Lydon igen.
Sangens struktur
Sangen er dybt gammeldags i sin form. Det er den "klassiske popskabelon" fra 1960'erne, der nu bruges til at ødelægge og nedbryde alt hvad der er pænt, godt, rigtigt, dygtigt og anderledes end en selv. En musikalsk klapperslange iklædt en klassisk, elegant ydre form.
Vers 1
Omkvæd
Vers 2
Omkvæd
Mellemspil
Vers 3
Omkvæd
(Sangen transponeres 2 halvtoner op, en 60'er kliché)
Vers 4
Omkvæd x 3
Helt almindelig og banal sangform, hvis altså ikke det havde været for teksten og musikken indeni.
Sangens tekst
Teksten er et hvidglødende angreb på alt og alle sunget med Johnny Rottens britisk-engelske, falske stemme med rullende r'er så man næsten kan se spyttet stå ud af hans rasende mund. Dette er en gal hund, der synger og ødelægger. Der er langt fra 1967 og "All you need is Love" til denne iskolde og skræmmende tekst. Sex Pistols tekstunivers ligner næsten vore dages gansta rap bands, blot er de grimmere og grovere end disse. Der er ingen helte, ingen godhed, alt er grimt og forkert, alt skal væk. No future. En hymne for en generation uden en fremtid, en generation, der gik til i social nød og arbejdsløshed og studiegæld, i England som i Danmark.
Anarchy In The UK
(Rotten-Jones-Matlock-Cook)
Right
Now
Ha, ha, ha
En satanisk Mick Jagger-agtig start. Ha, jeg fik Jer!!!
Vers 1 I am an antichrist
I am an anarchist
Hvem har lært bandet et fremmedord? McLaren? Eller var de ikke så dumme, som de så ud til? De lægger i hvert fald ud med at udfordre en stor modstander, Gud. Ligesom tvivleren Michael Stipe i "Loosing My Religion". Men her er der ingen tvivl. Eller…..
Don't know what I want
But I know how to get it
Et surrealistisk manifest: "Jeg ved ikke, hvad jeg vil have, men jeg ved, hvordan jeg får det". Det er også et rørende udtryk for bandets forvirring og målløse energi bygget på energisk had uden et positivt alternativ. De fleste nynazistiske bands bruger da også punkens form til deres hadske sange. "Nej" er altid det populæreste udsagn i politik.
I wanna destroy passer by
Jeg vil ødelægge de forbipasserende - jeg ødelægger - jeg er forbipasserende - jeg vil ødelægge mig - dig.
ChorusCause I
Wanna be
Anarchy
No dogs body
For jeg vil være ANARKI - Jeg er ikke nogens stikirend dreng ["dogs body"]!
Vers 2 Anarchy for the UK
It's coming sometime and maybe
I give a wrong time stop at traffic line
Your future dream is a shopping scheme
Et nyt valgprogram: Anarki for England. Revolutionen kommer og måske - her er bandet rimeligt kryptisk - "laver jeg om på køreplanen" "Din fremtids drøm er en indkøbsseddel". Punkerne hadede måske mest af alt - næstefter hippierne - forbrugerne, småborgerne.
Chorus Cause I
I wanna be
Anarchy
In the city
Hvis vi skulle være i tvivl, er det ikke i en engelsk landsbyhave, ANARKI skal herske.
Vers 3 How many ways to get what you want
I use the best
I use the rest
I use the enemy
Lyder som agitprop à la Røde Mor, men fjenden er lidt uklar. Kan sagtens være Johnny Rotten selv. Eller de venstreorienterede.
ChorusI use anarchy
Cause I
Wanna be
Anarchy
It's the only way to be
"Anarki en det eneste, der gør dig fri". Rimer pænt, men lyder næsten som et rejsebureau slogan.
Vers 4Is this the MPLA [Angolansk oprørsbevægelse] Or is this the UDA [Nordirsk protestantisk terrorgruppe] Or is this the IRA [Katolsk do.] I thought it was the UK
Or just Another Country
Hvem er vi? Er vi blevet et land af terrorister? Jeg troede det var Storbritanien? Er det et land for os? Er vi bare et tilfældigt land nu? Imperiet er vist ikke, hvad det har været!
Chorus Another council tenancy
Bare en eller anden ejendomsmægler. Hentyder måske til begyndelse på den senere BZ bevægelse, nemlig de store problemer med at finde et sted at bo for de unge.
And I wanna be
Anarchist
Get pissed
Destroy
Sangens sidste ord hvæses, vrænges, gylpes, spyttes ud, så indvoldene snart forventes at følge efter.
Sangens melodi
Som altid i den tidlige punkmusik er melodien en monoton messen. I denne sang synger Johnny Rotten (ordet "synger" er nok en eufemisme i denne forbindelse) på tonerne C F E. Melodien går i C dur og har en overraskende harmonisk struktur, der skyldes, at Steve Jones, som han selv har sagt det, kun havde spillet guitar i 3-4 måneder før pladen blev indspillet. Han kunne kun en akkord, en barreakkord, som han rykkede op og ned. Det førte til denne lidt spøjse, kantede akkordrundgang, der ikke er helt atonal, men næsten:
Det meste af sangen
C ' ' ' ' ' ' ' | C ' ' F ' E ' ' |
Omkvædet lyder som om, melodien pludselig går over i E blues, hvilket ikke er med vilje, men det giver et effektivt løft i sangen
Omkvæd
D ' ' ' ' ' ' | C ' ' ' F ' E ' | C ' ' ' ' ' ' |
At Johnny Rotten synger i C-dur uden brug af bluesskalaen var i sig selv et markant brud på rocktraditionerne og de forhadte bluesbands (C F E er en ren durbevægelse, rigtig bluesrock ville have sagt C F Eb).
Sex Pistols lyd
Den tordnende og ekstatiske lyd på indspilningen skyldes påvirkningen fra det amerikanske band the Ramones, som Sex Pistols havde hørt live i London kort før indspilningen. Der er to grundelementer i punk: 1. En hel masse 1/8 dele i staccato (dvs. spillet kort, afsnuppet) 2. Brede, mørke guitarklange, helst flere guitarer samtidigt. De mange genindspilninger af sangen, pga. de 3 pladeselskabsskift, gav gruppen rig lejlighed til at tjekke alle detaljer igen og igen, og til sidst kunne de glade amatører faktisk nummeret. Det hjalp også, at Sid Vicious var for fuld til at spille det meste af tiden, og at produceren Chris Thomas miksede hans bas helt ned, så den ikke kunne høres.
Resultatet var for alle os, der interesseret og forundret havde fulgt Sex Pistols kaotiske karriere, at "Never Mind til Bollocks" endte med at blive en utroligt flot plade med en GOD lyd. Det var det sidste, vi havde forventet af Johnny Rotten og hans 1-akkordsmusikere.
Det var og er en flot plade lige fra den stilskabende brug af udklippede avisbogstaver à la breve fra kidnappere (for at skjule håndskriften), den skriggule baggrundsfarve, flagene, sikkerhedsnålene, læderjakkerne til det farvede hår. Alt stammede delvis fra McLarens intellektuelle venner og var styret benhårdt af den tvivlsomme manager. Det skulle senere brede sig til resten af punkbevægelsen.
En af de ting, som generationsopgøret mellem hippierne og punkerne drejede sig om, var netop teknik. I starten af 70'erne var hurtighed og teknik blevet det, man målte musikerne på. Navne som Mahavishnu Orchestra, Eric Clapton og Jeff Beck var alle utroligt dygtige teknisk, og de tekniske krav holdt de unge, uerfarne musikere ude fra musikbranchen. Det var måske kernen i punkens tilbagevenden til den primitive rock'n'roll lyd fra den sene 50'ere. Og så en hel del muggen misundelse, der blandt andet førte til en hetz mod Don McLean, der fortvivlet forsvarede sig mod punkernes beskyldninger for "popmusik".
To gode websider om Sex Pistols historie, før og nu
Lenny Kayes (Patty Smith Band) om punkguitaristernes ry som hulemænd:
But we're all guitar whores. We all like to talk about the arcane aspects of
guitar playing. It's just hard when the interviewer is talking about
the pentatonic *) and you're thinking about the gin and tonic.
