Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


April 2003


Wuthering Heights


Søndag Aften præsenterer musikalske mesterværker, portrætter af geniale sange lige fra tidlig jazz til nutidens musik. Denne gang Kate Bush's Wuthering Heights

Musikalske mesterværker:

Skøn var Kate Bush i sin røde kjole på videoen, da hun dansede, hvirvlende, i konvulsivisk bevægelse, hænder flagrer, slår, dækker, kærtegner. Men endnu skønnere var hendes stemme; aldrig før har en popsang været sunget med en sådan beruset engels glasklare, himmelstræbende kraft. Skønheden som billedet af Egon Schiele's "Siddende kvinde", som Charles Baudelaires skræmmende skønhed, som den betændte skønhed i prærafeliternes nøgne småpiger. Da undertegnede researchede til nærværende artikel, brød et uvejr af porno websider forklædt som seriøse artikler om Kate Bush løs, pornoannoncer blev fremkaldt ved den blotte søgning på Kate Bush navn, og links til musikfiler åbnede som Pandoras æske med aggressive sexsider, der prøvede at trænge ind gennem firewall'en. Af 2,600 fundne websider var over halvdelen maskerede pornosider.

Arme romantiske lille pige. Hvordan kan en sådan hæslig dunst af pædofili blive udløst af en uskyldig 19-årig skønheds lysende stemme? Hvad er skønhed?

Sangens historie

Kate Bush blev født 1958 som Cathrine Bush i Bexleyheath i Kent, England. Hun begyndte at spille orgel og klaver meget tidligt og lavede sine første sange som 16-årig. Gennem en af sin fars venner blev hun introduceret til David Gilmour fra Pink Floyd, der blev meget begejstret for hendes musik. Hun fik omgående en kontrakt med EMI, men pga. hendes alder valgte pladeselskabet klogt at give hende 3 år til at udvikle talentet, inden hun indspillede sin første plade.


I denne periode studerede hun dans, mime og sang. Samtidigt skrev hun sangene til sit kommende debutalbum. I 1978 udkom så singlen "Wuthering Heights" frit efter Emily Brontes berømte roman. Sangen gik øjeblikkeligt til tops på den britiske hitliste og hittede overalt i det øvrige Europa. Debutalbummet udkom kort efter og solgte over 3 mio. eksemplarer alene i England.

Året efter i 1979 udkom "Lionheart", der blev nummer 6 på hitlisten, men solgte meget dårligere end debutalbummet. En ekstravagant turné senere på året, med bl.a. 17 kostumeskift og mange dansenumre blev en katastrofe økonomisk, og Kate Bush har ikke optrådt live siden med nogle få undtagelser, mest enkeltstående velgørenhedsarrangementer.

I 1980 fik hun hittet "Babooshka", men da sangen "There goes a Tenner" et par år senere slet ikke kom på hitlisten, betragtedes fænomenet Kate Bush som udbrændt. Det skulle vise sig at være en gammel løgn, for i 1985 slog hun til igen med " Running Up That Hill" fra albummet "Hounds of Love". Det blev hendes første hit i USA. Blandt hendes senere plader kan nævnes "The Sensual World" fra 1989 og "The Red Shoes" fra 1993.

Skønt hun blev en vigtig inspirationskilde i 1980'erne for bl.a. Peter Gabriel, som hun også har indspillet med, fik hendes nye eksperimenterende musik halvdårlige anmeldelser i formiddagsaviserne (og gode i de intellektuelle aviser). Hendes nye musik fjernede hende mere og mere fra hendes originale publikum. Man kan herved konstatere, at hendes oprindelige fans er dumme.

Der har været meget stille omkring Kate Bush i halvfemserne og i det nye årtusind. Måske er hun endeligt brændt ud, den lille pige med den fantastiske stemme og de dybe, litterære tekster? Var det skønhedens ild, der fortærede den ambitiøse, selvstændige pige i kimonoen på omslaget til "The Kick Inside"? Eller er det blot en midlertidig træthed? Lad os, der elsker hendes musik, håbe på det sidste.

Sangens struktur

Bush's sang er i det ydre meget simpel med to lange episke vers og et stakåndet, repeteret omkvæd. Det er tempomæssigt en typisk ballade ned langsomt vers og hurtigt omkvæd.

Vers 1
Omkvæd

Vers 2
Omkvæd X 6

Lang guitarsolo
som langsomt tones ud (meget tidstypisk, tænk på den samtidige "Velkommen i det grønne" af Erik Grip, hvor det føles som om sangen er én lang guitarsolo).

Sangens tekst

Kate Bush har skrevet en følelsesmæssigt rammende ultrakort genfortælling af Emily Brontes gotisk/romantiske roman Wuthering Heights, om opkomlingen Heathcliff, der elsker Cathy, men forlader hende i vrede, da hun gifter sig med en rig godsejer. Det er en meget indviklet - og for vores tid: moderne - roman, Emily Bronte har skrevet. Den beskriver Heathcliffs splittede sind, brutal og hensynsløs, men samtidig båret af kærligheden til Cathy, der dør ung. Romanen ender med Heathcliff, der dør af sorg/glæde efter at have mødt Cathys genfærd på heden. Nu mødes parret om natten til stor skræk for den lokale befolkning. Således ender romanen Wurthering Heigths [navnet på en herregård]. Historien udspiller sig i de barske, øde egne i Nordengland med store heder. Man skal forestille sig en stemning à la "Baskervilles hund" kombineret med "Romeo og Julie".

Bush har ramt romanens stemning klokkerent med sin enkle tekst, primært hjulpet af sin egensindige vokale fortolkning.

Wuthering heights

Vers 1

Out on the wiley [lumske], windy moors [hede]
We'd roll and fall in green.

Ungdommens tabte land for Cathy og Heathcliff.

You had a temper like my jealousy:
Too hot, too greedy.

En underdrivelse, når man læser resten af historien om Heathcliff

How could you leave me,
When I needed to possess you?
I hated you. I loved you, too.

En perfekt beskrivelse af et sadomasochistisk forhold. Der lurer dæmoner under unge Kate Bush "søde romantiske" sang.

Bad dreams in the night.
Som bliver til vågne rædsler i romanens skrækromantiske sidste kapitler.

They told me I was going to lose the fight,
Leave behind my wuthering, wuthering
Wuthering Heights.

Cathys drøm om at stige socialt gennem ægteskabet med den rige godsejer.

Omkvæd

Heathcliff, it's me--Cathy.
Come home. I'm so cold!
Let me in-a-your window.

Luk mig ind gennem vinduet. Den omvendte verden - det plejer at være elskeren, der kommer gennem vinduet! Men i romanens verden er tingene stillet lidt på hovedet.

Vers 2

Ooh, it gets dark! It gets lonely,
On the other side from you.
I pine [lider] a lot. I find the lot
Falls through without you.

Cathy [Kate (Cathrine) Bush?] kan ikke komme sig over tabet af Heathcliff.

I'm coming back, love.
Cruel Heathcliff, my one dream,
My only master.

Grusomme Heathcliff, min eneste drøm, min eneste hersker/herre. Igen den glødende, forelskede smerte i det håbløse S/M forhold mellem de to. Romanen blev i sin tid heftigt fordømt af samtiden som seksuelt og moralsk grænseoverskridende. Emily Bronte døde ganske ung af en lungebetændelse hun fik ved sin broders begravelse. Hun skrev kun denne ene roman, der først fik sin nuværende klassikerstatus mange år efter.

Too long I roam in the night.
Som de døde elskende hvileløst vandrer over heden ved godset Wuthering Heights, der nu står øde hen med tunge skodder for vinduerne, frygtet af de overtroiske bønder.

Ooh! Let me have it.
Let me grab your soul away.

Der er ganske rigtig dybe seksuelle undertoner i Kate Bush's tekst. Men det er lysår fra den lumre pornoficering af den stakkels sangskriver, der afslører sig ved de mange falske Kate Bush websider. Lad nu kunsten være kunst!

Sangens melodi

En meget original melodi, der bryder med den traditionelle rocksangskrivning. Den er tydeligt påvirket af midt 70-ernes symfoniske og eksperimenterende rock.
Verset starter i en A-dur akkord - melodi E D C# E - der straks forvandles til en ikke-funktionel*) F-dur akkord - melodi C A C D (løft) - og lander i en E-dur akkord, altså tilbage til A-durs dominantakkord. Så bevæger Bush sig over i en "snavset" C#7(#9) og tilbage til A-dur grundakkorden. Det er frækt skrevet og fremmedgør sammen med Bush's outrerede sang hele verset. Så er vi rystede på forhånd. En kort mol passage i C#m / G#sus forbereder os på det ekstatiske omkvæd.

*) Ikke-funktionel betyder en akkord, der bryder med den gængse funktionelle harmonik og fører melodien af skønne, umetodiske afveje.

Omkvædet er delvist tyvstjålet fra Barry Manilovs kæmpehit fra midten af 70-erne "Mandy". For at lette sammenligningen er begge omkvæd transponeret til C-dur (Kate Bush's omkvæd er i C#-dur). Melodien er praktisk taget identisk med Manilovs!



Men det skal ikke tages til indtægt for at sangen er plat, tværtimod. Det er blot et af utallige eksempler på ubevidste lån af populære melodier, man har hørt. Og Kate Bush var ung, da hun lavede sangen, og har formentlig ikke anet, at hun "plankede" Manilovs sang.

Sangens arrangement

Første vers starter med et flydende arpeggio*) på klaveret. Først lige før omkvæd kommer bandet med. Resten af sangen er "almindelig" i forhold til fruens senere plader, der bl.a. er berømt for den nyskabende lyd. Sangen afsluttes med en triumferende guitarsolo, som et orgastisk cadeau til de døde elskende på heden.
*) akkorderne opdeles i enkelttoner.

Geniale detaljer

  • Kate Bush's æteriske stemme, der svæver højt oppe i stratosfæren. Hendes stemmes sære modulationer og country "hick-ups" à la Jerry Lee Lewis (!).
  • Den superromantiske tekst og lidenskaben.
  • Den overfede guitarsolo i slutningen, der næsten stjæler billedet fra Kate Bush.

Links

Kate Bush har ingen officiel hjemmeside. De seriøse hjemmesider med materiale om hende er som regel tyvstjålne kopier af 2 udmærkede tekster, der også er grundlaget for de tørre facts om sangerinde i denne artikel. De komplimenterer hinanden fint. Den ene forfatter skriver henåndet om en perlerække af succeser, mens den anden tørt beskriver en lang ørkenvandring af dårligt solgte albums og en katastrofal turné, der fik Kate bush til at trække sig tilbage fra scenen. Sandheden må vel ligge et sted i midten!

www.gaffa.org er den bedste fanside med en del materiale. Den henviser til de fleste af de lødige sider om Kate Bush. pas på! Der er RIGTIGT meget porno forklædt som den geniale sangerinde, noget værre svineri L!

Romanen Wurthering Heights af Emily Bronte. Gratis online udgave på nettet fra den mageløse udgivelsesorganisation Gutenberg projekt, der har taget sig for at indtaste samtlige "frie" bøger i hele verden. Sådan!

John Lydon (Sex Pistols) om Kate Bush ved Q Awards uddelingen i 2001: "Jeg takker dig, fordi du er født."

Læs også:
Anarchy in the U.K.
Losing my Religion
A Whiter Shade of Pale
Johnny B. Goode
American Pie
Smells Like Teen Spirit

Søndag Aften 04/2003

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2005






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997-2006 Søndag Aften. All rights reserved.