Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Maj 2003
I cover the Waterfront
Søndag Aften præsenterer musikalske mesterværker, portrætter af geniale sange lige fra tidlig jazz til nutidens musik. Denne gang I cover the Waterfront
Musikalske mesterværker:
Før Beatles opfandt begrebet "bands der skriver deres egen musik", var det absolut ikke normalt, at sangerne og orkestrene skrev deres egen musik. Fra den tidlige Music Hall musik, over ragtime og frem til jazzens sidste kreative periode i slutningen af 1930'erne var det berømte sangskrivere som Jerome Kern, Irving Berlin, George Gershwin, Cole Porter og Richard Rodgers, der dominerede musikken. De mange 32-takters sange fra dengang udgør stadigt hovedparten af de såkaldte "jazz standards", der er en slags kanon for de fleste jazzmusikere i dag. En af de lidt mindre kendte sangskrivere var dirigenten og filmmusikdirektøren Johnny Green. Skønt de færreste i dag vil nikke genkendende til hans navn, har han skrevet 2 af de betydeligste sange i jazzens historie: "Body and Soul" og "I cover the Waterfront". Begge er mesterværker, men den melankolske og hjerteskærende smukke "I cover the Waterfront" er måske den fineste af de to og har tiltrukket så forskellige kunstnere som Louis Armstrong, Django Reinhard og Billie Holiday.
Sangens historie
Johnny W. Green blev født i New York 1908. Han kom på Harvard universitetet, men valgte efter sin eksamen at blive musiker i stedet for bankmand, som hans far havde ønsket det. Som kun 22-årig fik han sit første hit "Body and Soul", der stammede fra revyen "There's a Crowd". Nogle år senere skrev han "I cover the Waterfront". Begge sange*) var med tekst af Edward Heyman (født 1907), der også er kendt for "When I fall in Love".
*) "Body and Soul" havde Robert Sour og Frank Eyten som medforfattere).
Johnny Green begyndte sit livslange arbejde som musikansvarlig for de store filmselskaber i 1930-33, hvor han arbejdede for Paramount studierne i New York, og senere fra 1949-58 for MGM studierne. Han er den musikalske bagmand bag så kendte film som "An American in Paris" med Gene Kelly og "High Society" med Frank Sinatra og Bing Crosby.
I perioden 1933-40 turnerede han med sit egen danseband i USA, og samarbejdede med bl.a. Fred Astaire.
Johnny Green døde i 1989 i New York, hvor han havde levet og arbejdet det meste af sit liv. Ved sin død var han bedst kendt som en fremragende dirigent og arrangør.
Sangens struktur
"I cover the Waterfront" er en klassisk "jazz standard" sang med et indledende "vers" og i den senere "berygtede" ABBA form, dvs. to omkvæd, et mellemspil og et sidste omkvæd. I de fleste moderne udgaver af sangen udelades det stemningsfulde "vers" desværre, så man går lige til det berømte omkvæd.
Sangens tekst
Eddy Heymans tekst er en vidunderlig nocturne fra New Yorks havn. Fortælleren står alene foran det store hav, kærlighedens arketypiske billede, og stirrer længselsfuldt efter sin elskede. Kommer min elskede tilbage til mig? Der er en ædel enkelthed i disse vers, en klassisk underbetoning, hvor det sentimentale ikke findes mere, en renset, lutret tekst.
Og der er håbet hos den forladte elsker, der står "under stjernerne".
I cover the Waterfront
Vers / forspil
Away from the city that hurts and knocks,
I'm standing alone by the desolate docks
in the still and the chill of the night
Samme stemning finder gengives i Odis Reddings "Standing on the dock of the bay".
I see the horizon the great unknown
my heart has an ache
it's as heavy as stone
with the dawn coming on, make it last
Vi ved stadig ikke med bestemthed, hvad der foregår, men noget tyder på en sorg, et savn.
Omkvæd
I cover the waterfront
I'm watching the sea
"Jeg vogter havnen, jeg stirrer ud over havet"
Will the one I love
Be coming back to me
Så det er en kærlighedssang...
I cover the waterfront
In search of my love
And I'm covered
By a starlit sky above
"og en stjernebestrøet himmel våger over mig" En meget smuk og enkel linie om håbet trods sorgen.
Mellemspil
Here am I
Patiently waiting
Hoping and longing
Oh how I yearn
Where are you
Mere ordinært, men giver Johnny Green chancen for at føre musikken ind til en stadigt stærkere spænding, der til sidst udløses ved den sidste repetition af omkvædet.
Have you thought back time
Men nu er det lige pludseligt ikke så ordinært!
Will you remember
Will you return
Omkvæd dacapo
Sangens melodi
Det der gør Johnny Greens melodi så intens og betagende er, at den holder et såkaldt "orgelpunkt, dvs. har en enkelt tone som udgangspunkt. Tonen i "I cover the Waterfront" er H, tertsen i G-dur akkorden. Når akkorderne skifter under sangen danner det gentagne H spændende og changerende klange, konsonanser og dissonanser.
Grundakkorderne til omkvædet bevæger sig således (moderne udgaver har mange indskudte akkorder og andre klangfarver):
G-dur
G / / / |
Am7 / / / |
D7 / / / |
G / / / |
Tonika
Parallelmoll subdominant
Dominant
Tonika
G / / / |
Bm7 / / / |
E7 / / / |
A / / / |
Tonika
Parallelmoll dominant
Sekundær bidominant
Primær bidominant
Bm7 / / / | E7 / / / |
Am7 / / / | D7 / / / |
Akkorderne antager karakter af A-dur
men opløses i G-dur igen
Tonika er grundakkorden, subdominant akkorden på fjerde skalatrin (kvart) og dominant akkorden på femte skalatrin (kvint). Jazz arbejder i modsætning til rockmusik og blues oftest i kvintrækker, f.eks. G - E7 - A7 - D7 - G. Det giver jazzmusikken en karakteristisk flydende toneartsfornemmelse, når man dvæler på "toneartsfremmede" akkorder som f.eks. E7 i en G-dur melodi.
I mellemspillet varieres melodien, og akkorderne bygger langsomt op til omkvædets genkomst. Akkorderne ligger for resten tæt på John Lennons yndlingsakkorder: G Bm7 Em (Help, A Day in the Life" mfl.)
Geniale detaljer
Det smukke kontrapunktiske samspil mellem melodistemmen og de rastløse akkorder.
De fine harmonier, der er som skabt til romantiske, blå soloer.
Den stærke og enkle kærlighedstekst uden den mindste sentimentalitet.
Links
ladyday.net er en fin side om Billie Holiday og derigennem om tredvernes jazzmusik, som Johnny Green og Edward Heyman var en integreret del af.
Sagt om Billie Holiday, der har indspillet nogle
af de smukkeste versioner af "I cover the Waterfront":
"Dette var en person, hvis seksuelle kraft og kunstneriske
evner kunne ændre en banal popsang til den skæreste poesi"
…og så var vores mesterværk jo slet ikke pop,
så det blev stor kunst, når Lady Day sang "I cover the Waterfront"
