Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Maj 2003
Den usynlige rockmusik
DRs stort opsatte "Rockens uafhængighedsdag" i april 2003 var i sig
selv et tankevækkende udtryk for den originale danske rockmusiks svære
problemer med offentligheden. Det primære problem er, at der ikke er nogen
offentlighed
CulturCommentar:
Ankommet til Radiohusets foyer mødes man af en stemning som i Bagdad. To
lange køer med besøgende får identifikationsmærker og godkendes. På
skiltet
ved DRs reception, der næsten er begravet i reklamer for diverse
vinylplader
(!) står der manende "Identifikation skal altid bæres synligt". Det gjorde
der ikke for 10 år siden. Hele foyeren er dækket af borde med reklamer og
vareprøver for diverse små pladeselskaber, der i deres totale mangel på
æstetik endsige systematik ville få selv det mest provinsielle loppemarked
til at se tjekket ud i sammenligning. På gulvet sidder og ligger
mennesker.
Fadøllerne er allerede i flittigt brug kl. 14:45. Ja, det ligner faktisk
en
øllet udgave af de småboder med brugt legetøj, man nogen gange ser
10-12-års
børn lave foran den lokale Brugs.
Rockfolket år 2003 er unge med bakkenbarter og blonde paryklignende
frisurer
med halvtag. De er rockere med læderjakker og kæder. De er babes med
opslidsede kjoler og hjemmestrikket hue. Og der er 50-årige mænd med
stramme
knudrede halse, stålbriller, og ens gråsorte trøjer med mobiltelefon og
kropsnære tasker ligesom de unge. De viser med deres bekymrede blikke, at
de
er de unges fædre, og at der ikke er det, de ikke vil gøre for at hjælpe
og
glæde deres børn.
For børn var det; ikke mange var over 25. Strømme af unge født sidst i
1970'erne brusede ind i det nu snart forhenværende Radiohus, der engang
var
dansk rockmusiks højborg og beskytter. Men det var en begravelse
kamufleret
som musikalsk festdag.
Festdag eller begravelse
Dagen rummede en række paneldiskussioner og en række prøvekoncerter med
bands, der i forvejen var kendte. Allerede det absurde udvalg viste den
ambivalens, der præger dansk rockmusik i øjeblikket. Det er ikke
kvaliteten
af de valgte kunstnere, men manglen på ukendte navne, der sætter hele
problematikken i fokus: Selv på "Rockens uafhængighedsdag" (hvor er
trikoloren?) var de ukendte musikere ikke velkomne. Ikke i "Stjerne for en
aften" / "Robinson" Danmark, hvor berømmelsen er det egentlige mål for de
unges drømme, og ny musik ikke er velkommen.
Paneldiskussionen omkring de uafhængige pladeselskaber var igen et
eksempel
på den historieløshed, der præger Danmark af i dag. Man fremhævede, at der
nu for første gang siden nedsmeltningen af den danske pladeindustri først
i
1990'erne var kommet en gryende "indie" bevægelse i landet. På den anden
side af døren i hallen lå stribevis af boder med CD'er fra små
pladeselskaber skabt i starten af 80'erne. De havde tilsyneladende aldrig
eksisteret, kun nuet eksisterer. Men historien gentager sig.
En venligt smilende Nikolaj Nørlund (han havde mindst 3 af de bands, der
gav
koncerter) præsenterede sin filosofi omkring sit pladeselskab Auditorium.
Han ville støtte original musik, og det var ganske sympatisk. Nogle
garvede
alternative distributører og en enkelt rigtig punker (manglede dog det
røde
hår, hvilket var en skuffelse) udgjorde resten af panelet. Man var enige
om
det gode ved selv at udgive sin musik. Man var også enige om, at der
skulle
være "et filter", der sorterede nitterne blandt bandsene fra, før de blev
offentliggjort. Dette filter var pladeselskabsejerne selv. Fint nok.
Men der var jo altså det næste filter, som de hændervridende pladebosser
måtte erkende var et kæmpeproblem; pressen og TV og DR (undskyld til
værten,
men festdagen var altså for at fejre, at dansk rockmusik ikke bliver
spillet
i DR længere). Medierne skriver aldrig om, viser aldrig og spiller aldrig
dansk rock, udover de syntetisk skabte døgnfluer fra pop konkurrencerne.
Der
er larmende tavshed omkring ny, original rock.
Et andet panel bestod af 2 spillestedsbookere og 3 bookingbureauer. De nye
regionale spillesteders musikstrategi blev endevendt, og her kom der lig
på
bordet: Der er simpelthen for mange bands og for få penge. Dette er
problemet, ikke medierne i sig selv. Eller spillestederne for den sags
skyld, der virkede dybt seriøse og bekymrede for udviklingen. De talte om
500 demoer om året, sjuskede indspilninger, påtrængende bands og alskens
problemer i deres travle hverdag som bestyrere af kommunens kulturelle
ungdomshuse.
Musikerne er forbrugere
Ude foran de seriøse paneldiskussioner vandrede folket hvileløst rundt
mellem de rodede boder og de mange, der lå på gulvet. Og de 50-årige fædre
med deres bekymrede blikke og furede ansigter stod i krogene og talte i
mobiltelefon med vigtige personer. Folket var de unge, de håbefulde - den
rock, som alle taler om, men ikke kan hjælpe. De er resultatet af 90'ernes
falske håb til unge arbejdsløse om at blive skuespillere og musikere. Og
enhver kan jo lave en CD i dag med en computer og en mixer. Så det gør
enhver. Omkring 1.500 CD'er udkommer hvert år. Knap 200 når længere end
til
bandets venner og bekendte. Og af disse 200 bliver nogle få spillet i
radioen, eller udløser et af de eftertragtede spillejobs, når der plads
ind
i mellem Gudrun og Shubidua. Ak ve vores tid.
Stemningen er høj, fadølsanlægget er brudt sammen og man sidder i små
grupper foran bandet Superjeg, der spiller deres stilfærdige akustiske
numre
med stærke minder om Steppeulvene i de legendariske, misforståede
1960'ere.
Guitaristen var bedre, men sangene dårligere (musikforretningerne har
kronede dage, og køen af unge og midaldrende om lørdagen i Åge Jensen har
en
absurd lighed med Bauhaus. Alle skal spille guitar, bandsene er blevet
konsumenter, ikke kunstnere - de snyder Jer stadig, drenge!!!).
Det er en råkold aften udenfor Radiohuset. Den store stilhed i radioens
sendeflade er næsten uvirkelig efter denne uafhængighedsdag. Og er disse
venlige radiofædre med deres fadølsanlæg og varme følelser, virkelig de
stygge bagmænd, der ikke vil lukke de unge knægte og babes ind i
playlistens
eldorado? Og er de kulturpolitisk bekymrede spillesteds bookere de onde
købmænd, der ikke vil lade de unge komme ud og spille?
Nej, kære unge børn; I er problemet, I er for mange, I er ubærlige, I er
lemminger. Derfor kan vi ikke overskue Jer, derfor holder vi Jer ude.
Vi er Jeres filtre for Jeres eget bedste. Vi er Jeres fædre.
Af Henrik Gade komponist, musiker og skribent
Søndag Aften 05/2003
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
