Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Juni 2003
Bogpolitik - nu med tal
Rapport fra Litteraturrådet sætter tal og fakta på det danske bogmarked, en glimrende indføring i et kulturpolitisk kampfelt
Har du også svært ved at overskue sagerne, når bogmarkedets aktører kaster rundt med frie og faste priser, rabatter, samhandelsregler og frisalgsgrænser? Så kan Litteraturrådets rapport det danske bogmarked, være en kærkommen hjælp.
Rapporten har først og fremmest til hensigt at give et overblik over bogmarkedets statistiske redskaber, både dansk og udenlandsk statistik gennemgås. Det kan lyde som tørt stof, men da forfatterne samtidigt har valgt at gennemgå det danske bogmarked - aktører, regler og systemer - så får vi forærende den bedste introduktion til, hvad der egentlig foregår i det litteraturpolitiske Danmark.
Rapporten er udarbejdet som en del af Litteraturrådets forpligtelse til at følge op på det nye prissystem, som startede fra 2001. Rapportens tydelige hovedkonklusion er, at de nuværende statistiske redskaber langt fra et brugbare til at vurdere de vigtigste bogpolitiske parametre, hvordan markedet udvikles for de dele af bogfeltet, som har bogpolitisk interesse. Og at nogle af de redskaber som bruges andre steder, især i Sverige, kan inspirere til bedre statistisk grundlag.
Og det statistiske grundlag er vigtigt, al den stund den bogpolitiske debat handler om omsætning og tal. Det er iøvrigt kendetegnende for de danske og internationale erfaringer, at hver gang der har været en politisk ændring i bogmarkedets konditioner, så er denne ændring fulgt op af krav om bedre statistik. Ud fra en simpel bakspejlsanalyse kan man hævde, at krav om bedre statistik vil følge med i hver eneste kommende bogpolitisk debat.
Vi får et godt indblik i ændringen af reglerne fra gamle til nye samhandelsregler, beskrevet de gamle, delvis antikverede regler (indtil 2001 skulle en boghandler have dansk infødsret!), processen til ændringen af reglerne og beskrivelse af de nye regler og de umiddelbare konsekvenser disse har haft.
Frie priser i udlandet
Bogpolitisk har rapporten har et særligt interessant kapitel om erfaringer fra andre lande med frie priser. Ikke så meget, hvordan markedet har udviklet sig, men først og fremmest, hvilke kulturpolitiske instrumenter man har taget i brug for at sikre udbredelsen af litteraturen.
I Sverige har man siden 1975 haft en såkaldt udgivelsesstøtte. Med en række forskellige støtteordninger støtter man litteraturpolitiske felter, som er helt udenfor den danske litteraturpolitiske debat. Eksempelvis støtte til forlag, støtte til boghandlere og distributionsstøtte. I Finland har man også støtte til forlag, til bibliotekernes indkøb af kvalitetslitteratur og boghandlerstøtte.
Litteraturpolitiske holdninger
Med henvisningerne til udenlandske støtteordninger, lægger Rapporten fra Litteraturrådet op til en bredere litteraturpolitisk debat end for eller imod frie bogpriser. Desværre skæmmes rapportens saglighed af, at rapportens forfattere har en forudindtaget negativ holdning til den frigivelse af priserne som skete i 2001.
I rapportenes prolog kan man læse "Fra en kulturpolitisk synsvinkel kan disse ændringer medføre en uhensigtsmæssig udvikling i bogudbuddet" (der eksisterer altså ikke mulighed for positiv udvikling).
"Dette indebærer en nærliggende risiko for at prisen på mindre efterspurgte, men kulturpolitisk mindst ligeså væsentlige titler hæves. På længere sigt kan en sådan udvikling føre til indskrænkning både kvantitets- og kvalitetsmæssig af såvel forlagenes produktion som boghandlernes sortiment" (den modsatte mulighed eksisterer altså ikke).
Når rapporten henviser til en undersøgelse som anbefalede friere priser, så er det med prædikatet "hævder at frie priser vil være til fordel for bogmarkedet da det vil skabe billigere bøger." (red. fremhævning).
Rapportens synspunkt er således, at fortalerne for frie priser "hævder" det går bedre, hvorimod de som ønsker at fastholde fastprisssystemet ser negative risici.
Dette svarer fint i overensstemmelse med at den ene af rapportens forfattere i 1999 skrev: "viser alle dokumenterede erfaringer, at ophævelse af brancheaftaler og faste priser fører til højere bogpriser og mindre udbud især af kvalitetslitteratur."
Derfor er det bemærkelsesværdigt, at man nu er nået frem til denne konklusion:
"det vurderes at overgangen fra de gamle til de nye samhandelsregler indtil videre er forløbet temmelig gnidningsfrit. Ligeledes kan der endnu ikke påvises kulturpolitiske konsekvenser af de nye samhandelsregler, f.eks. ændringer i bogpriser, titeludbud og boghandlernet."
Rapporten er til at downloade fra Litteraturrådet - men endnu bedre: her er endelig en offentlig rapport som er tænkt til web-læsning. Forfatterne har åbenlyst forestillet sig, at læsere gerne vil springe i teksten. Webudgaven er faktisk mere læsevenlig end papirversionen (selv om man kunne have haft flere indbyrdes links - og større logik i anvendelsen af linket "forrige").