Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Juni 2003
Charleston
Søndag Aften præsenterer musikalske mesterværker, portrætter af geniale sange lige fra tidlig jazz til nutidens musik. Denne gang Charleston
Musikalske mesterværker:
Er der en hemmelig forbindelse mellem music hall hittet "Stop it, Joe", Bessie Smiths urblues "Give me a Pig Foot and a bottle of Gin" fra 1920-er, Fats Waller, Duke Ellington og superhittet Charleston? Det er der, og han hedder James P. Johnson.
Johnson er den betydeligste ragtime pianist nogensinde. Han revolutionerede den gamle ragtime stil med sin "walkin' bass" stil kombineret med blues og avancerede polyrytmer. Hans elever (og nære venner) Fats Waller, Duke Ellington, Count Basie og Teddy Wilson videreudviklede i løbet af 1920erne Johnsons "stride" klaverstil*) til det klassiske swing klaver, vi kender i dag (lyt f.eks. til Teddy Wilsons virtuose klaverspil på Billie Holidays plader).
Udover at være en af de bedste og mest indflydelsesrige pianister i jazzens historie skrev James P. Johnson en række fine sange, to musicals og en symfoni. Og så var han manden bag et af de største dansehits i musikhistorien, "Charleston".
*) "Stride" er en særlig måde at spille klaver på, hvor man laver en dyb bastone, helst som en dobbeltoktav og dernæst en akkord. F.eks.: bas=F akkord=F-dur bas=Db akkord=Db-dur (1=bas 2=akkord 3=bas 4=akkord). Stride stilen udviklede sig i 1920-erne fra den 2-delte ragtime til den 4-delte jazz og brød dermed radikalt med den traditionelt 2-delte 4/4 takt. Og hermed med den klassiske europæiske musik.
Sangens historie
James P. Johnson blev født i New Brunswick i 1894. Han lærte at spille klaver af sin mor og blev senere undervist af både en klassisk klaverlærer og ragtime pianisten Eubie Blake. I 1908 flyttede familien til New York, og den 14-årige Johnson begyndte at spille i de lokale bordeller i kvarteret "Hell's Kitchen". Inspireret af Scott Joplin begyndte han at arbejde målbevidst på at videreudvikle den gamle ragtimestil. Hans fantastiske klaverspil gjorde ham hurtigt kendt, og han tilbragte 12 år som akkompagnatør for bl.a. Bessie Smith og andre af datidens sorte superstjerner.
I 1917 begyndte han at indspille ruller til de meget populære mekaniske klaverer. Hans ruller var ekstremt populære, og han nåede at indspille næsten 200. I starten af det, der skulle blive til de "brølende tyvere", var han med til at skrive en række revyer og musicals. I musicalen "Runnin' Wild" tog han et gammelt nummer fra 1913 med. Det var sangen "Charleston" med tekst af Cecil Mack (R. C. McPherson), som Johnson skrev en række sange sammen med. Cecil Mack var den første sorte, der ejede et musikforlag i USA (1906-14). Han var involveret i en lang række shows og musicals, og det var derfor naturligt at tage deres 10 år gamle sang med, da Mack blev hyret til at hjælpe med musicalen "Runnin' Wild".
Sangen "Charleston" fik publikum til at eksplodere af begejstring. Den blev sunget kun akkompagneret af korets stepsko som "trommer". Kort efter gik hele USA amok i en "Charleston feber", der hurtigt bredte sig til resten af verden. På et teater i Boston brød hundredvis af Charleston dansende unge igennem gulvet, og 50 blev dræbt. Overalt blev musikken modtaget med samme ungdommelige entusiasme som vi senere har set under Rock'n'roll æraen og under Beatles hysteriet. Charleston feberen kom til København i 1927, hvor politimesteren på Frederiksberg prompte forbød dansen. Det standsede dog ikke succesen i resten af landet. Samme år var Josephine Baker i København og dansede Charleston med sit berømte bananskørt. Da var de brølende tyvere brudt igennem med vilde fester, fri sex og en tyrkertro på, at de svimlende aktiekurser snart ville nå himlen. 2 år senere kom børskrakkene, depressionen og efter det, ikke syndfloden, men Hitler. Ligner det noget, vi har oplevet for nyligt?
Johnson vendte sig i trediverne mod den klassiske musik og skrev i 1940 operaen "De Organizer", der stadig opføres. Hans sidste sange blev skrevet i slutningen af 1940erne. Han døde stort set glemt i 1955.
Sangens struktur
Charleston er, som meget ragtime musik, ret simpelt opbygget. Den har 4 dele, men det er ikke den klassiske jazzform AABC, men Johnsons helt egen formel A1 A2 A1 B!
A1, hvor sangen melodi præsenteres
A2, med en lille harmonisk variant og en ny melodilinie, der spænder op til
A1, der på grund af melodien og rytmens vulkanske styrke kan gentages uden at miste kraften
B, hvor Johnson lader akkorderne skifte i et karakteristisk bluesforløb under en orgeltone (samme node gentages)
Sangens tekst
Cecil Mack har skrevet en indholdsmæssig - skal vi sige det pænt - lidt tynd tekst, men på grund af titlens "Charleston", der gentages hele 8 gange, virker den simple poptekst næsten hypnotiserende med Johnsons fantastiske melodi. Tekstens mange ord bliver på snedig vis kastet rundt i de hoppende synkoperede spring, ligesom den fysiske dans, der følger med melodien. Derfor ligner den på tryk næsten prosalyrik, men er perfekt skåret til, når man hører den sunget.
Charleston
Charleston, Charleston, made in Carolina
Some dance, some prance, I'll say there's nothing finer than the
Charleston, Charleston, Lord how you can shuffle
Ev'ry step you do leads to something new, man I'm telling you It's a lapazoo,
Buck dance, wing dance, will be a back number, but the
Charleston, the new Charleston, that dance is surely a comer, Sometime, you'll dance it one time, the dance called
Charleston, made in South Caroline.
Teksten er næsten som hiphop'ernes selvglade annoncering af egen fortræffelighed. Men det virker jo!
De mange raffinerede rim (og et enkelt halvrim) er angivet med fed skrift.
Gloser:
Prance = hoppe vildt og ukontrolleret
Shuffle = Hurtig boogie "slæbe med fødderne"
Lapazoo = stod ikke i slangordbogen :-( ÆV…
OBS! Er der en behjertet læser, der kender ordet, må vedkommende meget gerne emaile oversættelsen til Søndag Aften, så vil gådens løsning blive bragt ved en senere lejlighed.
Version delt efter rimene (bare et forsøg på at dele teksten, så den er nemmere at læse):
Charleston, Charleston, made in Carolina
Some dance, some prance,
I'll say there's nothing finer than the
Charleston, Charleston, Lord how you can shuffle
Ev'ry step you do leads to something new,
man I'm telling you It's a lapazoo,
Buck dance, wing dance, will be a back number,
but the Charleston, the new Charleston, that dance is surely a comer, Sometime, you'll dance it one time, the dance called
Charleston, made in South Caroline.
Sangens melodi
Rytmen
Hele grundidéen i al ragtimemusik er synkoper*). Det er så karakteristisk, at blot brugen af disse "skæve" rytmer, som musikforskeren Kurt Sachs kalder "rytmisk dissonans", får vores fødder til at danse. Men netop i "Charleston" kommer Johnsons musikalske videreudvikling af den oprindelige ragtime tydeligt til syne. Under de traditionelle ragtime synkoper ligger der et rytmisk lag af boogie figurer, der sprænger den stive ragtime og viser hen til swingmusikken 15 år senere (sangen er skrevet i 1913). Det er som hybridformer mellem gamle og nye rytmeformer giver en særlig kraft til en sang; et andet eksempel er Chuck Berrys tidlige sange, hvor jazz boogie woogie blander sig med den ny tids 1/8-dele (rock).
*) Synkoper er rytmer, der går på tværs af grundslagene, f.eks. 4 grundslag med tre slag anbragt 3x1/8 + 3x1/8 + 1/4.
Stiger langsomt i åndeløse synkoper og ender i store kvint og sekstspring - typisk skrevet af en instrumentalpianist, der tænker klaver og ikke sang, men i "Charleston" virker det, selvom det er svært at synge. Slutningen af 8. takt (se nodeeksemplet) er rytmisk uimodståeligt med sin brud på den jazzede grundrytme; en charmerende stivbenethed over en elegant swingfornemmelse. I slutningen af verset holdes en orgeltone over de hastigt skiftende akkorder (lidt à la "I cover the Waterfront") og en triumferende finale.
Akkorderne
Melodien går i B dur (Bb på engelsk). Det er et fint eksempel på de vekseldominant rækker, der er selve grundlaget for jazzen.
De store spring i melodistemmen, der medvirker til sangens uhørte dynamik, der stadig, 80 år efter, får alle op at danse, straks de hører de første toner
Skrevet af kritikeren George Hoefer et halvt år efter Johnsons død I 1955: "James P. Johnson, en af grundlæggerne af den klassiske jazz klaver har forladt de jordiske tangenter, men musikken i pladehylstrene vil leve for evigt. Ikke blot vil de melodier, han skrev være hos os, men de jazzklaverstandarder, han skabte, vil leve i fingrene hos alle fremtidens jazzpianister".
