Tipspenge bevilliget
I Søndag Aftens vurdering af tipsbevillingen for 2003, Teatre vinder i tips, gik vi ud fra, at Folketingets Finansudvalg ville tiltræde Kulturministerens forslag uden væsentlige ændringer. 7. maj besluttede et enigt Finansudvalg at følge ministerens forslag - helt uden ændringer.
Århusianere vil litteratur
Littærert interesserede mennesker i Århus har, som reaktion på kommunens manglende litteraturpolitik, valgt at tage pennen
i egen hånd og har lavet et oplæg til en litteraturpolitik for byen. Foreningen Litteratur i Århus idéoplæg indholder forslag om bedre rammer for byens litterære talenter, research- og videnscenter, en særlig indsats for børn og unge og massevis ideer til formidling af litteratur.
Apples musikforæring
Reklamerne for Apples nye iTunes musikdistribution har været omfattende, ledsaget af glæden over at det er lykkedes at lave en kopisikker musikdistribution. Men glæden varede ikke længe, for hakkere har fundet genvejene, som gør at filerne - som kun skulle streames - alligevel kan downloades og kopieres. iTunes har nemlig en indbygget funktion til at sende streamet musik mellem computere i lokalnetværk. Denne funktion kan udvides til at sende til alle mulige andre.
Ufrivilligt har Apple skabt et godt vækstgrundlag for sitet Share iTunes, hvor man kan dele filer. Mottoet er: Our parents thought us well. Don't steal, share!. Blot synd for Windows-brugere, at stedet kræver Mac. Apple planlægger lancering af iTunes til Windows til efteråret - og nu går gisningerne på om man vil begrænse iTunes funktionalitet. Pladebranchen kan sagtens leve med et sikkerhedshul hos de relativt få Mac-brugere, men iTunes til Windows kan blive en ladeport til piratkopiering.
Tilladelse til tv-kigning
"Super-DMCA" er modstandernes kælenavn for det regelsæt for elektronisk kommunikation, som den amerikanske filmindustri forsøger at få amerikanske delstater til at indføre.
For at bremse den forventede piratkopiering af film, har Motion Picture Association of America (MPAA) foreslået stramninger af ophavsrretslige tilladelser.
I princippet indebærer stramningerne, at forbrugere skal søge om tilladelse for at sætte et modem til internet, at internetudbydere skal give skriftlig tilladelse til at bruge webcam, at TV-selskaber skal give tilladelse for at man må optage en video, eller bruge sit fjernsyn til at se en video. Lovændringerne vil naturligvis ikke føre til sådanne groteske, bureaukratiske forordninger, men kan anvendes til eksempelvis generelt at forbyde at man tilslutter sin PC til TV-kablet.
5 delstater har tilsluttet sig forslaget fra MPAA. En 6. delstat, Colorado, vedtog loven, men den blev blokeret af guvernøren. Yderligere 7 delstater forventes at vedtage loven i den nærmeste tid.
Russisk forfatter frifundet for pornoanklager
Vi har tidligere skrevet om retssagen mod forfatteren Vladimir Sorokin (Se Søndag Aften arkiv), som blev beskyldt for at udgive pornografi. Nu har anklagemyndigheden besluttet at frafalde sigtelserne, som blev startet af Putin-tilhængerne i ungdomsorganisationen "Fælles Vej".
Indgang til film
Dansk BiblioteksCenter har lanceret filmportalen filmport.dk. Sitet har en omfattende og seriøs oversigt over film for børn og voksne, danske og udenlandske. Der er massevis af links videre - alt sammen ud fra målgruppen skoler og biblioteker.
Pas på, rektor!
Den interantionale pladeproducentorganisation IFPI har lanceret en omfattende kampagne for at stoppe piratkopiering fra universiteter og højere læreanstalter. Velvidende, at mange studerende bruger skolers servere til at lagre og distribuere piratkopierede musikfiler, forsøger pladeproducenterne at få skolerne til at påtage sig en rolle i bekæmpelsen af pirateriet.
Ifølge IFPIs kampagne kan der både komme kriminelle anklager mod institutionerne og mod institutionernes rektorer.
Endnu kendes sådanne kriminelle anklager dog ikke. Og man må forestille sig mange efterfølgende interessante retssager mod rektorer ansvarlige for elevers handlinger: jurauddannede selskabstømmere, læger der foretager fejloperationer, statistikkere som foretager uvidenskabelige miljøberegninger. Det er rektors ansvar...
Pas på, IFPI!
Danske Ifpi er endnu ikke med i kampagnen, men er heller ikke altid først med det sidste. På ifpi's hjemmeside er eneste publikation den efterhånden ældre "Hvem ejer musikken på internettet?". Publikationen er udateret, så hjemmesiden giver indtryk af, at teksten stadig er gældende. Ifølge IFPIs pjece er svaret på spørgsmålet Må jeg lægge min cd-samling ud på Internettet:
Nej, du må ikke engang kopiere den over på din computer. Heller ikke et enkelt nummer. Dette indebærer en kopiering, som er ulovlig ifølge lov om ophavsret.
Med alle de jurister, som IFPI har ansat, kan det undre, at organisationen ½ år efter seneste ændring i ophavsretsloven undlader at fortælle om gældende lovregler. Du må nemlig gerne kopiere til eget brug. (Se Søndag Aften arkiv)
Søndag Aften 06/2003
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af
Søndag Aften som kilde.