Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Juli 2003
Spam - på dansk
Spam er et internationalt fænomen, dansk spam er nærmest en sjældenhed. Første danske spam-dom viser dog, at også danskere kan fristes over evne
Den danske anti-spam virksomhed Comendo har opgjort, hvor spam kommer fra. 42% af al spam kommer fra USA, 10% fra Kina og resten fra alle mulige andre lande heriblandt skulle 3% af spam modtaget i Danmark komme fra Danmark. Tallet dækker dog ikke spammailens oprindelsesland, men derimod hvilken konkret afsender der er brugt. Da spams typisk benytter anonyme afsendere eller misbruger andres konti, er statistikkens afsendelsesland ikke nødvendigvis oprindelseslandet.
Dansksproget spam er sjældent, bl.a. fordi de fleste spam-mails er forbudt i Danmark.
De danske spamregler fremgår af markedsføringslovens §6 a og forbyder erhvervsdrivende at sende reklamer ud via e-mails, medmindre modtageren har bedt om materiale. De spams som er forbudt i Danmark er altså udelukkende erhvervsmæssige reklamer. I Danmark er sådanne reklamer ulovlige uanset om modtageren er privatpersoner, virksomheder eller offentlige myndigheder.
Konkrete sager
Virksomheden Fonn Danmark blev i maj i år idømt en bøde på 15.000 kr. for udsendelse af spammails i 2002. Søndag Aftens klage fra maj 2002 over Fonn Danmarks spammails kan du læse her.
De danske retsregler er så klare, at det åbenbart afholder folk fra at sende spams. Hvis man alligevel modtager spam-mail fra danske virksomheder, så kan man gøre følgende:
videresend den mail du vil klage over til spam@fs.dk (Forbrugerstyrelsen) med en kort begrundelse for klagen og dit navn og adresse samt din e-mail adresse
du kan også påklage den modtagne spam direkte til afsenderen. Et eksempel på sådan påtale kan du se i denne påtale fra Søndag Aften til Fonn Danmark og i denne påtale fra Søndag Aften til Plaza Aps.
send kopi af påklage til den lokale politimester. Et sådant følgebrev kan du se her.
indgiv en egentlig politianmeldelse. En sådan politianmeldelse fra Søndag Aften over Plaza Aps kan du læse her.
(OBS: De nævnte filer kræver Acrobat Reader for at åbne. Acrobat Reader kan downloades gratis her)
De danske regler kan iøvrigt læses på Forbrugerombudsmandens hjemmeside net-tjek.dk.