Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Juli 2003


Cultur Clip 07/2003


Penge retur til forbrugerne
En amerikansk domstol har idømt de største pladeselskaber og forhandlere (Sony, EMI, Warner-Electra-Atlantic, Universal, Bertelsmann, Tower Records, Musicland Stores og Towerworld Entertainment) en samlet tilbagebetaling på 143 mio $.
3½ mio pladekøbere skal deles om 44 mio $, amerikanske skoler og biblioteker skal deles om 75 mio $ og hele 34 mio $ går til advokat- og administrationsudgifter. Dommen over pladeselskaber og butikker skyldes ulovlige prisaftaler, som har holdt CD-priserne kunstigt oppe.
Tør man håbe, at også konkurrencemyndigheder i EU-lande vurderer om de samme multinationale selskaber har indgået ulovlige aftaler her?

Medieliberalisering i USA
Amerikanske Federal Communication Commision (FCC) har med flertalsafgørelsen 3 mod 2 besluttet at liberalisere reglerne for medieejerskab. I de sidste 60 år har der været stramme restriktioner, som har forhindret at et selskab både kunne eje en avis og en TV-station i samme by. I større byer fjernes begrænsningen, hvorimod man fastholder begrænsningen i mindre byer (i USAs medievirkelighed, er en "mindre by" en by med færre end 2-3 TV-stationer!).
Liberaliseringen begrundes med at internet har ændret medievaner og givet forbrugere adgang til hundredevis af TV-stationer. Modstanderne af liberaliseringen mener at beslutningen vil føre til mere ensartet fjernsyn.
Hvis Danmark var en by i USA ville nogle af de store mediekoncerner have vanskeligt ved at byde på TV2.

Napster kazaa ML Donkey
Først kom Napster og gjorde verden usikker for musikbranchen. Så kom Kazaa. Og nu kommer ML Donkey.
ML Donkey er en supersøger, som søger efter filer i fildelingsnetværk - på tværs. Brugeren skal altså ikke længere vælge mellem Gnutella, Bearshare, Kazaa, Shareaza, eDonkey eller andre tjenester. Her søges på tværs. Desværre er programmet endnu ikke brugervenligt, men da det udvikles som open source er det sikkert kun et spørgsmål om få måneder før ML Donkey når masserne.

Lovlige filtre på biblioteker
Den amerikanske højesteret har godkendt den såkaldte CIPA-lov (Children's Internet Protection Act), som påbyder biblioteker at etablere internetfiltre for at modtage offentlig støtte.
CIPA blev vedtaget af den amerikanske kongres i 2000. Hensigten var at sikre børn og unge mod at se porno og andet skadeligt på internet fra offentlige biblioteker. Loven har været stærkt kritiseret af amerikanske biblioteksorganisationer, som altså prøvede sagen i højesteret uden at få medhold. Modstanderne har ment, at CIPA brød med den konstitutionelle ytringsfrihed, da internetfiltre også frasorterer lovligt materiale, eksemplevis AIDS-information.
Højesteretsdommen gør det klart, at der ikke må etableres internetfiltre for voksne.

Find kvinderne online
- Nogle higer og søger i gamle bøger, andre bare med musen på nettet søger...
Danske onlineleksika er stadig et u-land og så er det glædeligt at se Dansk Kvindebiografisk Leksikon i en smuk netversion på www.kvinfo.dk. Her er grundige biografier af 1.924 kvinder som har haft væsentlig samfundsmæssig betydning. Der er desværre ingen interne links mellem biografierne, ligesom eksterne links er helt fraværende. Derfor kommer dette leksika i for høj grad til at fungere som det det er: en bog lagt på nettet. Og altså ikke en del af det store fælles net.

Video-on-demand i Østrig
Telekom Austria forsøger at bryde isen for individuel TV-kigning på nettet ved satsningen Aon.tv. TV-stationen lanceres som en abonnementsbaseret video-on-demand station. For 7 Euro om måneden kan man se film, høre radio, spille spil eller deltage i videochats. For det dobbelte beløb kan man få pornofilm i tilgift.
Aon.tv er kun for Adsl-kunder hos Telekom Austria - prisen dækker også en serverbaseret "videooptager", så man kan gemme film og andet.

No mobilos i omklædningsrummet
KFUMs søsterorganisation i Australien, YMCA, har indført forbud mod at have mobiltelefoner med i omklædningsrummene i foreningens sportscenter og svømmehaller. Foreløbigt omfatter forbuddet 110 anlæg i delstaten Victoria, men man forventer at øvrige dele af YMCA i Australien vil følge trop, så forbuddet vil omfatte 300 anlæg. The Royal Life Saving Society of Australia har anbefalet at over 3.000 svømmehaller i Australien også forbyder mobiltelefoner i omklædningsrummene.
Årsagen? Det er blevet almindeligt med mobiltelefoner med kameraer og så sendes der uønskede nøgenbilleder fra mobil til mobil. Det er åbenbart aldeles gammeldags at bore hul ind til det andet køn.

Nogle vil huske Village Peoples slagsang YMCA fra 1978:

"It's fun to stay out the Y.M.C.A.
You can get yourself clean
You can do whatever you feel"
- alt er altså ikke længere tilladt.

Juleaften som kulturarv
Skal Sankt Hans aftens hekseafbrænding bevares for eftertiden? Vi ved, at juleaften er meget materiel. Er juleaften også et et udtryk for vores tids immatrielle vaner? Er nytårsaftens fyrværkeri? Er blå mandag?
Verdenskulturorganisationen UNESCO har efterhånden en lang liste over civilisationens væsentlige og bevaringsværdige kulturminder. Nu vil man lave en tilsvarende fortegnelse over "Mesterværker af menneskehedens mundtlige og immaterielle Arv".
Mysteriespillene i Elche i, Spanien, Kunqu Operaen i Kina eller Oruro Karnevallet i Bolivia er blandt forslagene. Unesco forventes at offentliggøre en konvention og en samlet fortegnelse til september.

Søndag Aften 07/2003

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

 

CulturClip arkiv:

Clip juni
Clip maj
Clip april
Clip marts
Clip februar
Clip januar
Clip december 2002
Clip november 2002
Clip oktober 2002
Clip september 2002
Clip august 2002
Clip juli 2002


Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007


Check Søndag Aftens engelske boghandel




 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.