Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


August 2003


Tequila - en effekt sang


Musik er ikke bare mesterværker, men også sange, som bare prøver noget nyt og anderledes og som nogen gange bliver totale ørehængere. Søndag Aften præsenterer popmusikalske parenteser, vi lægger ud med instrumentalsinglen Tequila

Musikalske parenteser:

I 1950-60'erne var instrumentale numre med sjove effekter utroligt populære. Et godt eksempel er Link Wrays "Rumble", der var den første indspilning med forvrænget guitar. Instrumentalbands som "The Tonadoes" var meget populære med rum nummeret ”Telstar”. Også egentlige sangnumre kunne indeholde effekter med indlagt tale som f.eks. Chubby Checkers "Let's Twist Again" (der er en kærlig parodi på Supermans "Er det en fugl? Er det en flyvemaskine? Nej, det er TWISTEREN")

I 1960’erne slutning kom kendte effektsange som "They're coming to take me away, ha, ha" af Napoleon XIV (!), ” Tip Toe Through the Tulips” med Tiny Tim (falsetstemmen og ukulelen) samt Don Partridges sang "Rosie" med busker trommen på ryggen og mundharmonika. Et dansk eksempel er “Camp” af Sir Henry skrevet af Tommy Seebach, hvor effekten er, at melodien spilles på redekam.

I slutningen af 1960'erne var "effektsangenes" tid stort set forbi, og med synthesizer hittet "Popcorn fra 1972 var det slut. I dag er der næppe så mange af de unge, der kender disse spøjse sange, men der er en undtagelse, sangen Tequila. Den fik et comeback med bl.a. Casper Christensen i det engelskproducerede konceptshow “Husk lige tandbørsten”, hvor showet hver gang starter med Tequila.

 

Sangens historie

Gruppen The Champs blev dannet i Los Angeles i 1957. De bestod af Dave Burges på guitar, Chuck Rio på sax, Cliff Hills på bas og Gene Alden på trommer. De udsendte i 1958 en single ” Train to Nowhere” med ”Tequila” som b-side. Som det er sket mere end en gang i den nyere musikhistorie, blev det imidlertid den instrumentale bagside, der gik direkte til en nr. 1 på den amerikanske hitliste. Melodien var skrevet af Chuck Rio, der også fremsiger effektlinien ”tequila”. Efter den store succes prøvede the Champs forgæves at få et nyt nr. 1 hit men det kom aldrig.

Chuck Rio forlod gruppen kort efter ”Tequila”, men the Champs fortsætte med at turnére til midten af 1960’erne. Blandt gruppens senere medlemmer er så kendte navne som Glenn Cambell og de to herrer Seals og Crofts, der senere blev en succesrig popduo i 1970’erne.

Den spanske indflydelse
Tequila er et eksempel på de sydamerikanske impulser i amerikansk og europæisk musik, der kommer i bølger med ca. 15-20 års mellemrum. Det startede med tango i 1920'erne, så kom calypsoen i 1930'erne, siden bossa nova i 1950-60'erne og reggae i 1970'erne. I 1990’erne fik vi så Ricky Maring, Enrique Iglesias og et comeback med Gloria Estafan. Santanas fik sit store comeback i 2000.

 

Sangens form

 

Forspil

4 x akustiske guitarer med håndklap

2 x med trommer

2 x med guitar riff

Vers 1

2 temaer ren saxofon

2 temaer "growl" saxofon

Guitar / sax "bro"

"TEQUILA" siges af en mørk "mexikansk" stemme.

Vers 2

2 x tema rent

Solo med sax

"bro" dacapo

"TEQUILA"

Slutning

2 x tema

1 x guitar rif

1 x akustisk guitar med tromme

1 x do. Med håndklap

"TEQUILA" siges af et kæmpekor med ekko.

 

Sangens musik

Sangen er et godt eksempel på en vellykket fusion mellem tre stilarter; rock'n'roll, latin og jazz.

Sangen der går i E-dur starter med akustiske guitarer og håndklap.

Rytmen er selve kernen i sangen. Den gentages i de akustiske og den elektriske guitar samt i trommerne:

Skalaen er let mystisk. Grundlaget er rock med en akkord på tonika og blues septimen, her F Eb F Eb, hvilket giver en meget tvetydig tonalitet, der hverken er F eller Eb. Det får komponistens krøllede hjerne til at sætte sig midt imellem to tonale stole så melodien kommer til at gå i C-blues (!): Det er nu forresten ikke så underligt, da tonearten både kan være F eller Eb, og fordi Eb-durs mollparallel toneart er C-moll = "blues".

Sangens melodi: F (Kvart i C-blues) Eb (blues terts i C-blues) G Eb F C (prim i C-blues). Det ser sært ud på papiret, men det fungerer fantastisk - det er faktisk et rigtig godt tema, udover den fjollede, men lidt sjove "tequila" effekt.

Efter de akustiske guitarer kommer trommerne buldrende ind med flyvende bækkener og heftige slag på lilletrommen.

Herefter starter den elektriske guitar med en variant af hovedtemaet spillet "staccato", dvs. med meget korte toner.

Endelig kommer hovedtemaet spillet på sax, de sidste 2 gange med growl effekten, der bl.a. kendes fra Dizzy Gillespie (en rå "hæs" lyd).

Indtil nu har akkorderne udelukkende gået i F Eb F Eb, men lige før "effekten" sætter ind, kommer en såkaldt "bro" (bridge), dvs. en række akkorder der hæver musikkens intensitet og leder til det næste "vers" eller temaets genkomst:

Fdim / F / | Fdim / F / | Fdim / F / | G7 / C7

                                                 Break - her kommer ordet "tequila" med

                                                 en næsten orgiastisk effekt

C-dur akkorden er harmonisk en variant af den "napolitanske" moll sekst akkord, der bruges i 1800-tallets romantiske musik og senere blev populær i den tidlige jazz (i ren form ville det være en Am6 i E-dur, men C-dur akkorden rummer næsten de samme toner og enklere og mere effektiv i en rocksang)

Efter broen kommer en lidt kedelig og for lang solo efterfulgt af endnu en bro og endnu en omgang tequila.

Slutningen er godt udtænkt: Hele indledningens orkestrering med instrumenter, der tilføjes et efter et, spilles nu bagfra og ender med de ensomme akustiske guitarer og håndklap, der startede det hele.

Samt, ikke at forglemme, et rungende "TEQUILA" med alle medvirkende samt deres utallige brødre, søstre, fætre, kusiner og børnebørn m.fl. og et kæmpe ekko, som man elskede det i 1960'erne.

 

Sangens tekst

Selvom de færreste udenfor Amerika kendte den lumske drik dengang pladen udkom, var der en eksotisk duft over navnet, og ingen var i tvivl om, at man var til en mexicansk fest med utrolig gang i den.

 

Geniale detaljer

 

  • Effekten med det talte ord "tequila" i sangens mest hotte break
  • Den interessante blanding af rock, latin og jazz.
  • Den overordnede struktur med instrumenterne, der kommer ind et efter et, spiler 2 vers og forsvinder igen - et perfekt anagram

 

 

Links

http://www.mthighentertainment.com/artists_html/artists_bio/champs.html En glimrende biografi om the Champs med et nyere billede af Chuck Rio.

 

http://whs.wst.esu3.org/finearts/Band/rio.htm Delvist samme tekst som ovenstående men med et billede af omslaget og hele the Champs.

 



(korrigeret 12. august 2003)
Læs også:
Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band
Charleston
I cover the Waterfront
Wuthering Heights
Anarchy in the U.K.
Losing my Religion
A Whiter Shade of Pale
Johnny B. Goode
American Pie
Smells Like Teen Spirit

Søndag Aften 08/2003

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.