Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Oktober 2003


Fuldt orkestreret musikhandlingsplan


Søndag Aften kommenterer i to artikler den musikhandlingsplan jeg fremlagde den 8. august 2003

Kulturministerens kommentar:

Musikhandlingsplanen fremlægger en række initiativer, der tilsammen tilfører musikken 101,6 mio. kr. Det er krone for krone nye penge i forhold til den gældende finanslovsbevilling for 2003. Den er naturligvis svær at sluge for et kritisk indstillet - og i andre sammenhænge i øvrigt udmærket - netmagasin. Søndag Aften hævder derfor i den ene artikel, at regeringen ikke engang matcher sin egen besparelse fra 2002.

Søndag Aften glemmer, at regeringen har afsat 40 mio. kr. årligt fra 2003-2005 til talentudvikling på musik, litteratur, billedkunst og teater. Pengene skal prioriteres af Kunstrådet, og en del af pengene vil naturligvis også komme musikken til gode. Regeringens bevillinger til musik er dermed på et niveau, der godt og vel matcher den tidligere SR-regering. Musiklivet er altså ikke blevet snydt. Samtidig - og det må vi ikke glemme - er musikhandlingsplanen et udtryk for ændrede prioriteringer. Handlingsplanens fokus på kampen mod piratkopieringen, oplysning om ophavsret og en lovlig digital musikdistribution på bibliotekerne giver musikbranchen og dens ophavsmænd opbakning og øger deres muligheder for at kunne eksistere som erhverv. Handlingsplanens fokus på uddannelse vil vise sig at være skelsættende for musiklivet, både kunstnerisk og kommercielt. Handlingsplanens fokus på de rytmiske spillesteder og honorarstøtten som talentudviklingens infrastruktur bygger på anerkendelsen af den rytmiske musikkulturs egenart. Endelig tager regeringen initiativer overfor den klassiske musiks aktuelle problemer, og her når vi frem til den anden af Søndag Aftens artikler.

Søndag Aften hævder, at den klassiske del af musikhandlingsplanen er uden dirigent, da kun én ud af seks af - i øvrigt arbitrært udvalgte - forslag fra taskforcen er ført ud i livet. Det er ikke rigtigt.

Siden jeg modtog rapporten fra taskforcen i juli 2002, har jeg begejstret arbejdet videre med den. Jeg har aldrig lovet at kunne gennemføre alle initiativer, men jeg har lovet at gå til biddet på de dele, der ligger under Kulturministeriets ressort. Jeg holdt en konference om emnet i marts måned, hvor der var udbredt enighed om at musikskolerne, musikkonservatorierne og landsdelsorkestrene alle kan gøre en indsats for at styrke den klassiske musiks fødekæde. Jeg har taget fat på områderne ét for ét.

Musikkonservatorierne har i de nyligt indgåede resultatkontrakter forpligtet sig til at opprioritere det pædagogiske arbejde og kontakten til blandt andet musikskolerne. Landsdelsorkestrene er allerede i gang med at udvikle deres arbejde overfor børn og unge yderligere. Denne indsats vil sammen med andre udviklingsmål for orkestrene indgå i de resultataftaler, som jeg vil indgå med dem ved årets udgang. Hvad angår musikskolerne har jeg besluttet at nedsætte et musikskoleudvalg, der skal komme med forslag til en styrket talentpleje på musikskolerne. Det er tanken, at udvalget skal behandle taskforcens forslag for musikskolerne et for et. Hvad kan lade sig gøre i dag? Hvad kræver forsøgsmidler, og findes udviklingsprojekter allerede i dag eller skal de formuleres? Hvad kræver lovændring?

Af Søndag Aftens seks fremhævede anbefalinger skal musikskoleudvalget behandle forslaget om ensartede læseplaner for musikskolerne, regionale speciallinjer på vuggestuer og i børnehaver for så vidt, at en musikskole er indblandet samt - som Søndag Aften ganske rigtigt skriver - skal udvalget se på forslaget om regionale overbygningsmusikskoler. Hvad angår public service kontrakten med DR forpligtes stationen til "at lægge vægt på sin rolle som en væsentlig formidler og producent af dansk musik." Der står endvidere, at "DR's udsendelse af dansk musik skal øges i kontraktperioden." Hertil kommer, at kontrakten forpligter DR til at opretholde Radiosymfoniorkestret, Radiounderholdningsorkestret, Radiokoret, Radiopigekoret og Radioens Big Band. Herved mener jeg, at der er stillet fornuftige krav til DR's virksomhed på musikområdet, der uden for rigide bindinger vil indfri taskforcens forslag.

Søndag Aften nævner derudover forslaget om et nationalt fagråd for musik og et kvalitativt løft af musikundervisningen i folkeskolerne. Hvad angår det nationale fagråd for musik arbejder jeg stadig med ideen. Umiddelbart kræver den aktiv deltagelse af en række parter i og omkring musikken. Der tegner sig en mulighed for at lade Kunstrådet koordinere musiklivets røster på det musikpædagogiske område og herunder optræde som høringspart i forbindelse med lovforslag og andet.

Billedet om en klassisk musikhandlingsplan uden dirigent er ganske vittigt, men det er ikke velvalgt. Musikhandlingsplanen vil de næste mange år klinge i musiklivet, og jeg stoler på, at klangen vil tage til i styrke efterhånden som konservatorierne, landsdelsorkestrene og musikskoleudvalget sørger for fuld orkestrering under ledelse af dirigenten

Af Brian Mikkelsen



Læs Søndag Aftens svar til Kultuministerens kommentar

Læs også:
Musikplan for fødekæden
Klassisk musikplan uden dirigent
Musikøkonomi i ring

Søndag Aften 10/2003

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.