Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Oktober 2003


Fjern vagthundene


Er et centralt litteraturpolitisk udvalg ikke nok?

CulturCommentar:

Da bogmarkedet blev delvist liberaliseret i 2001, var nervøsiteten blandt bogmarkedets aktører stor. Man frygtede en total ændring af det danske bogmarked. Stærkest udtrykt af Borgens Forlags stifter:
"Den dag priserne gives fri, bryder en orkan af prisnedsættelser løs over hele landet. Såvel i bogladerne som i de nye udsalgssteder i supermarkederne som på Internettet."
(Politikens kronik, 14. januar 2000)
Kulturministeriets vagthundeudvalg har nu fulgt ændringerne på bogmarkedet gennem den snart tre år der er gået siden liberaliseringen. Den entydige konklusion er, at liberaliseringen kun har ført til beskedne ændringer - og ingen negative (læs Det stabile bogmarked).

Den analyse af priskonkurrencen på bestsellere, som Søndag Aften offentliggør, viser samme tendens: stabilitet på priser.

Vagthundeudvalget, som officielt hedder Udvalget vedr. det danske bogmarked fik dette kommissorium:
Udvalget skal på grundlag af statistisk materiale og andre tilgængelige oplysninger om bogbranchen og bogmarkedet vurdere de kulturpolitiske virkninger af liberaliseringen og rapportere resultatet af dets overvejelser til kulturministeren.

Statistik fører til mere statistik

En væsentlig del af vagthundeudvalgets arbejde har bestået i at forsøge at komme i dybden med statistikker for det danske bogmarked. Det volder store kvaler, fordi bøger per definition ikke er ens og man dermed ikke kan sammenligne dette års udgivelser med sidste års (kun for Hvem-hvad-hvor og ordbøger) - og samtidigt er det særdeles svært at få alle relevante tal frem fra de mange aktører på bogmarkedet.

Vagthundene er dog nået spadestik dybere i det statistiske arbejde end man hidtil har været. Alligevel føler vagthundene, at man burde nå endnu dybere med det statistiske arbejde. Og primært derfor mener vagthundene, at udvalget skal fortsætte.

Vagthunderapporten citerer undervejs Rapport om det danske bogmarked (se Søndag Aften arkiv) for at
"når der tales om de kulturpolitiske konsekvenser af en liberalisering, handler det imidlertid ofte om aspekter, som ikke kan læses ud af de eksisterende statistikker, om overhovedet ud af statistikker."
Et udvalg som vagthundeudvalget vil altid kunne se muligheder for at ønske forbedret statistik. Og bogmarkedets aktører har selvfølgelig gode grunde til at ønske bedre statistik - og gerne i samarbejde med offentlige myndigheder. Spørgsmålet er dog om yderligere statistik er kulturpolitisk relevant?

Alt godt fra boghavet

Udvalget anbefaler at man foruden det statistiske skal arbejde videre med en lang række temaer, som handler om bogens situation i Danmark.
  • særlige offentlige indkøbsordninger
  • bogmoms i internationalt perspektiv
  • læsekampagner
  • markedsføring
  • kontraktforhold mellem forfattere og forlag
  • piratkopiering
  • bogens kulturpolitiske betydning
  • osv. osv.
Alt sammen emner, som har betydning i det litteraturpolitiske Danmark. Men har de noget med frie eller faste priser at gøre?

Piratkopiering er eksemplvis typisk noget som rammer bøger med stort salg. Priskonkurrence blandt bestsellere vil, alt andet lige, føre til at piratkopiering bliver mindre attraktivt. Men, hvordan den øgede og til tider kommercielle piratkopiering af bøger skal vurderes i sammenhæng med en liberalisering af markedet er en gåde.

Er to råd bedre end et?

Vagthundeudvalget ser ud til at have været et godt mødested for parter omkring det danske bogmarked, hvor man har fået lov til at diskutere alt mellem himmel og hav, som har med bogens vilkår at gøre. Man kan dog spørge om dette egentlig ikke er en opgave for Kunstrådets fagudvalg for litteratur.

Hvis brancheorganisationer har behov for forbedret statistik, så er man naturligvis velkommen til dette. Og også til i givet fald at bede om assistance fra Kulturministerium eller Konkurrencestyrelse. Men et generelt bogpolitisk udvalg, som tager sig af dele af Kunstrådets gennem fagudvalg lovgivne opgaver er problematisk.

Såfremt Kulturministeren tager tiltrædelseserklæringerne om at begrænse antallet råd og nævn alvorligt, så bør han sige Vagthundeudvalget tak for arbejdet og konstatere at frygten for litteraturpolitiske katastrofer, som konsekvens af liberaliseringen af bogmarkedet, ikke blev virkeliggjort. Og så bede Kunststyrelsens litterære udvalg træde i karakter og gå videre til næste punkt på dagsorden. Strukturelt set er det nemlig svært at forstå, hvorfor det ikke er Kunstrådets litterære udvalg, som skal forholde sig til graden af overvågning.

Det er dog særdeles vanskeligt at forestille sig en Kulturminister gå imod en enig branche, som ønsker et udvalg. Uanset at man ved, at udvalget igen om 2 år vil sige, at man er blevet klogere, men gerne vil have endnu bedre statistisk belysning og til den tid et nyt organ til at følje udviklingen, hvorefter...

Men lad så vagthundene blive indenfor sit kommissorium: overvågning og statistik - og lad Kunstrådets litterære udvalg tage fat på alle de vigtige og nødvendige bogpolitiske diskussioner.

Af Tom Ahlberg
ansvarshavende redaktør

Læs også:
Frie bogpriser, ingen konkurrence
Faldgruber i analyse af frie bogpriser
Det stabile bogmarked
Bogpolitik - nu med tal
Bogpolitik - fri for tal
Spillet om bogpriserne
Hvor går den brede bog hen?

Søndag Aften 10/2003

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.