Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Oktober 2003
Man har et ansvar, når man rejser sådan et sted...
CulturCorrespondance:
Af Martin Glaz Serup
Man skal fortæller om andet end blot det farverige tøj de lokale går klædt i, skriver Martin Glaz Serup i dette rejsebrev fra Mexico
I Mexico City opsøgte vi et af de helt store museer; vi var ankommet sent med bus, havde netop tjekket ind på et billigt hotel og ville gerne nå at se noget inden vi skulle tilbage til Danmark. Efter at have rejst rundt en måned, var der kun et par dage tilbage. Vi kom akkurat for sent - der var masser af gæster til at kigge på de udstillede gavlmalerier, men de lukkede ikke flere ind. Cerrado, sorry, closed. Så vi gik i museets store boghandel i stedet; jeg købte et nummer af det engelsksprogede magasin Voices of Mexico, der var tre artikler om udviklingen i Chiapas. Chiapas er Mexicos fattigste provins, en stor del af befolkningen udgøres af oprindelige folk, altså indianere. Stedet kom på alverdens forsider da Subcommandante Marcos og hans zapatister den 1. januar 1994 besatte seks større byer, for at gøre opmærksom på den massive undertrykkelse af de oprindelige folk i regionen. I landet. Der har fx endnu ikke været nogle gennemgribende landreformer i Chiapas, selvom noget af det den mexicanske revolution (1910-1920) tog sit afsæt i, netop var landreformer og udnyttelsen af indianernes arbejdskraft.
Vi ville bare gerne spise vores mad
Vi begyndte vores rundrejse i Mexico, med at flyve fra Mexico City til Tuxtla Gutiérrez og derfra med bus til Chiapas de Corzo og San Cristobal de las Casas. Vi var begge rystede; indianerne var virkelig fattige, tiggede på gaderne, solgte - efter vestlige effektive, præcise og serieproducerede standarder - ubehjælpsomt syede tasker og punge, stofheste og æsler, dukker af Subcommandante Marcos; alt sammen uforskammet billigt. You have mucho dinero in Dinarmaca, si? In Mexico no dinero; det var en tjener på en restaurant i Chiapas de Corzo, hvor vi blev nødt til igen og igen at sige nej tak, vi er virkelig overhovedet ikke interesserede i at købe de hængekøjer. Vi kom til byen umiddelbart før sæsonen startede, og var nogle af de eneste turister dér. De mænd så desparate ud, gik hele tiden længere og længere ned i pris, vi ville bare gerne spise vores mad. Jeg sagde til tjeneren at sælgeren der havde henvendt sig til ham for at få ham til at oversætte, hjælpe, kunne få en øl eller noget andet på vores regning hvis han havde lyst. Det havde han ikke, han traskede nedtrykt videre. Selvfølgelig havde han ikke lyst til en øl. Jeg havde det elendigt, og vidste ikke hvad jeg burde gøre. Jeg nægtede at være den åndssvage turist, der bruger alle sine penge allerede den tredje dag i landet, for at redde byen, verden, komme udefra og gøre noget, købe tolv hængekøjer. Det er jo en hovedrystende historie fra en familiefest, én af dem der handler om at blive snydt, regne forkert, købe et kamera uden indmad. Men i virkeligheden har man et ansvar når man rejser så fattige steder, men dét ansvar er svært at definere. Lige pludselig var vi faktisk rige i forhold til de familier der solgte deres ting ved restauranterne, ved vandet, ved zocaloen. Vi var gode til at give tiggerne, vi pruttede ikke for meget med indianerne om deres ting, betalte en grov overpris med vilje.
At sige noget om noget
Der var også en novelle i magasinet. Forfatteren, skulle man tro introduktionen, var en stor mexicansk forfatter, bosiddende og skrivende i USA, men på spansk. Carlos von Son hedder han, novellen 'Tombs' begynder:
"He arrived to Tijuana in early spring. The smell in the terminal was worse than in the bus. The colors of the city were opaque, with trash everywhere; the walls, cold and dirty, full of strange symbols. People dressed differently: women in shawls of mystery and long skirts that extended back to their towns of origin; women with bright colors that imitated guacamayas; women with short tops and miniskirts that seem to vanish the forbidden; and women with so much makeup they resembled masks from the south. Men were dressed in ponchos and huaraches with the dust of their hometown; men with pants and shirts so tight that they could hardly move; arrogant men in cut off shirts exposing brown muscles; men in pointy snakeskin boots and cowboy hats from the north; men in vividly colored shirts with geometrical patterns; and young men whose clothing was twenty times bigger than their size."
Jeg læste den ikke færdig. Udover, at være en fordomsfuld historie, dårligt skrevet af en gammel mand, der har travlt med at udpege og latterliggøre, hvad han opfatter som uforståelige ekstremer og fremmedelementer (for stort tøj, for stramt tøj osv.), romantiserer han det hele. Dypper det i en fed, 'eksotisk' sovs - hvad præcis er "a shawl of mystery"? Det, der irriterer mig allermest er måske opremsningen; i den måned vi rejste rundt var vi helt nede i syd, ved grænsen til Guatamala, ude ved vandet i vest, Marzatlan, og et stykke oppe i USA. Det virvar von Son beskriver ved busstationen, er så generelt at den udover at ligne de forestillinger jeg havde før jeg kom til landet, også rammer stort set alle de busstationer i Mexico vi kom igennem. Det er så generelt og altfavnende, at det ikke siger noget om noget, synes jeg. Det er bare eventyrligt. "A swarm of taxi drivers surrounded him."
Mere hårdhudet på øjnene
Jeg tænker at grunden til at Chiapas, og særligt de indianerlandsbyer vi kørte igennem, står så klart for mig, kan skyldes at det var noget af det første jeg blev konfronteret med i Mexico. Vi fløj som sagt, og undgik på den måde de mange militære vejspærringer, man stoppes af overalt. Ellers havde det måske været dem. Sandsække, maskinpistoler, bagagen gennemrodet og soldater op i bussen hver tredje time når det går højt. Hytterne var flikket sammen af træ, skrald overalt, tynde dyr, æsler og køer, der græsser i vejkanten. Udpint. Min kone har sagt til mig senere, at vi så den slags slum, ruinbyer nærmest, over hele Mexico. At jeg husker dem i Chiapas bedst kan skyldes at jeg efter det indledende chok er blevet mere hårdhudet på øjnene, i hjernen. Alligevel; andre steder synes jeg at huske, at husene i det mindste var af sten.
Ting tager tid
En anden mexicansk forfatter, Paco Ignacio Taibo II, skrev en artikel om zapatisterne i The Nation, marts, 1994. Taibo er primært kendt for sine detektivromaner, hvoraf én af dem 'En nem sag', blev oversat til dansk i '92. Han skriver blandt andet om befolkningen i Chiapas at 60% har et indiansk sprog som deres modersmål, og spansk er deres andet sprog. At 70% er analfabeter. At der findes byer og hele regioner uden elektricitet, i den provins der har landets største vandkræftværker. Artiklen er selvfølgelig godt 10 år gammel nu, meget kan være forandret. For eksempel vandt Vicente Fox Quesada præsidentvalget i juli 2000, og gjorde en ende på det min guidebog kalder "the world's longest-lasting one-party dynasty", efter Sovjetunionens sammenbrud. I mere end 70 år var det samme parti, PRI, ubrudt ved magten. Der er endnu tre år tilbage af hans regeringsperiode. Dagbladet Information skrev for nyligt: "Mexicos regerende parti led et svidende nederlag ved søndagens parlamentsvalg. Med mindre end en tredjedel af stemmerne er præsident Vicente Fox efterladt til oppositionens nåde i hans forsøg på at gennemføre en række økonomiske reformer." Ting tager tid.
I San Cristobal de las Casas gik alting bedre; den smukke by udgør et vigtigt punkt på den 'hippie-rute', der har fået mange udlændinge til at slå sig mere eller mindre permanent ned i byen. Flere turister, flere folk med penge, en større by. Vi blev mere anonyme dér, blev ikke tvunget til hele tiden at kigge på os selv, overveje om det var i orden at vi var der, om vi gav nok igen. Man har et ansvar når man rejser sådan et sted, et ansvar i hvert fald, for, når man fortæller om det, at fortælle om andet end blot det farverige tøj de lokale går klædt i.
Af Martin Glaz Serup
Martin Glaz Serup er forfatter.
Søndag Aften 10/2003
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
